Kan mænd føde børn?

Der har lige været pride-uge. En uge, hvor vi hylder mangfoldighed. Hvor vi hylder retten til at være den, man er. Hvor vi hylder retten til frihed og retten til at blive behandlet respektfuldt uanset seksualitet.

Det er gode ting, som det er svært at være modstander af.

Den bedste kommunikation, man kan lave, når man har en sag, man gerne vil fremme, er kommunikation, som ikke kan modsiges, eller som man helt åbenlyst ikke kan være uenig i. Det snedige består så i, hvis man under disse sandheder gemmer andre budskaber, som man, hvis kritikken opstår, kan gemme disse andre budskaber ind under og dermed sikre sig mod modargumenter.

Det har været en del af regnbuebevægelsens fremgangsmåde i mange år og er formentlig også en af årsagerne til, at en række politikere, som jeg så en video med den anden dag, med undtagelse af en enkelt ikke turde svare nej til spørgsmålet: ”Kan mænd føde børn?”, formentlig af frygt for den shitstorm, de efterfølgende kan risikere at få.

Jeg kan af et ærligt hjerte sige, at jeg hylder mangfoldighed. Jeg hylder retten til at være den, man er. Jeg hylder retten til frihed og til at blive behandlet respektfuldt uanset seksualitet, men jeg er ikke enig i, at der findes 72 køn. Jeg mener kun, der findes to. Jeg er heller ikke enig i, at børn skal have ret til at skifte køn, og jeg mener ikke, at mænd kan, eller for den sags skyld skal, føde børn.

Og jeg er meget uenig i, at jeg dermed skulle være et snæversynet og intolerant menneske. Ligesom jeg ikke beskylder dem, der mener det modsatte end mig, for at være snæversynede og intolerante.

Hadet og tonen mod dem, der har tilladt sig at være uenig i regnbuebevægelsens mangfoldighedstsyn, har i nogle år været meget voldsomt. Det er så småt ved at vende, efter at flere og flere har opdaget den ekstremistiske bagside ved de flotte ord om mangfoldighed og frihed i LGBTQ+-miljøet – så også flere homoseksuelle og transseksuelle er begyndt at tage afstand.

Og det er så nu, at vi, der hele tiden har været kritiske, ikke skal lade os rive med og kopiere den hadske eller nedladende retorik.
Vi skal glæde os over, at det ser ud til, at det så småt – i hvert fald i nogle offentlige sammenhænge – begynder at blive okay at mene noget andet end regnbuebevægelsen.

Også i kristne hjem sidder der børn og unge og kæmper med at håndtere en seksualitet, der ikke umiddelbart passer ind i kirkens klassiske syn. Dem skal vi ikke belaste yderligere med unødvendig hård retorik. De har som alle andre brug for at vide, at Gud elsker dem, og at han vil være hos dem altid og hjælpe dem hele vejen gennem livet.

Gud er aldrig nogensinde blevet skræmt væk af menneskers problemer. Til gengæld har kirken ofte skræmt mennesker væk med hård retorik om menneskers problemer. Det skal vi forsøge at undgå – og til gengæld skal vi vise, at den kærlighed, der findes hos Jesus, til hver en tid kan udkonkurrere alverdens mangfoldighedsbevægelsers bud på kærlighed.

Måske skal vi i kirken begynde at arrangere en årlig regnbue-uge for at sætte fokus på Guds kærlighed og trofasthed mod mennesker. Det er jo trods alt Gud, der har opfundet regnbuen.