Kirken fejrede 2.000 døbte – så ramte skovbranden Maui
– Folk blev tvunget til at hoppe i havnen for at undgå flammerne, og meget af det historiske Lahaina er blevet ødelagt.
Det skriver den californiske pastor Greg Laurie, som for nylig besøgte baptistkirken Harvest at Kumulani Chapel på Maui, hvor man kunne fejre, at omkring 2000 mennesker er blevet døbt i de sidste 7 år. Greg Laurie og hans kone, Cathe, har netop besøgt øen for at markere, at det nu er syv år siden, at menigheden sluttede sig til Harvest-netværket, skriver The Christian Post.
Men kort efter besøget kom de rystende meldinger om naturbranden på Maui.
Katastrofen
På de sociale medier skrev pastoren om brandens hærgen på turistøen:
”Den 8. august udbrød en voldsom naturbrand på West Maui, hvor kirken Harvest at Kumulani Chapel ligger. Det startede som en mindre brand, men kraftige vindstød fik ilden til at brede sig så hurtigt, at både hjem og virksomheder brændte ned. Mange mistede både deres hjem og deres arbejde i løbet af en nat,” skrev pastor Greg Laurie og opfordrede til forbøn og støtte til nødhjælpsarbejdet.
Sirenerne var tavse
Efter den katastrofale brand har mange udtrykt undren over, at de 80 varslingssirener, der skulle advare om naturkatastrofer, aldrig lød den 8/8. Ifølge embedsmændene har der været fejl i kommunikationsnetværket, samtidig med at vindstød på op mod 36 m/s gjorde koordinering næsten umulig. Omkring midnatstid gik strømmen i Kula, knap 90 km fra Lahaina. Strømafbrydelsen ramte også Lahaina, og en mindre naturbrand blev slukket ved 10-tiden. Men branden blussede op igen om eftermiddagen, og den ødelagde byen i det, der betegnes som et ”Harmageddon.”
Kirker blev ikke berørt
Både den katolske Maria-kirke og Harvest-kirken i Lahaina undgik branden, som ødelagde 90 procent af byen. Nu er kirkerne blevet samlingssteder for folk fra menigheden og andre, som mistede alt, hvad de ejede og havde, i branden. Pastor Kawi Keahi og hustruen Sahila har til ABC News fortalt om deres rystende flugt fra flammerne. De fik deres børn og hunden med i bilen ud af byen, mens flammerne opslugte deres hjem.
Nu er også denne familie med i hjælpearbejdet blandt de indbyggere, som har mistet alt. Og de kristnes tro, trøst og forbøn gør en stor forskel for de hjemløse, fortæller præsteparret.
Startet af surfer
Harvest-menigheden i Lahaina blev grundlagt af en professionel surfer, Ricky Ryan, som i begyndelsen af 1980’erne startede en lille bibelstudiegruppe.
Da Ryan i sin tid ønskede at trække sig tilbage, havde han bedt Greg Laurie overtage menigheden.
– Det var ikke så let en beslutning, som man måske tror, fortalte Greg Laurie med henvisning til afstanden mellem den hawaiianske menighed og Harvest-kirkens hovedkontor i Californien. Menigheden kunne høre streamede gudstjenester, hvor Greg eller sønnen Jonathan talte fra kirken i Californien. ”Vi opfordrede ledelsen til at komme til Californien og se, hvordan det fungerede, hvilket de gjorde. Efter måneders bøn besluttede vi at gøre det. Vi fusionerede endelig og omdøbte menigheden til ’Harvest Kumulani’.”
Trofast menighed
Før naturbranden ville menigheden de fleste søndage lytte til en virtuel prædiken fra Laurie, mens Harvest-kirkens seniorpræst lejlighedsvis ville besøge kapellet for at lede gudstjenesten. Siden menigheden blev en del af Harvest-kirken, er menigheden fordoblet til cirka 1.000 regelmæssige deltagere, og omkring 2.000 mennesker er blevet døbt siden 2016. Laurie fortalte CP, at han tilskrev væksten den ”smukke, familieagtige følelse” i menigheden, hvor de ”mødes med hinanden konstant og generelt lever sammen.”
”De udlever deres tro og påvirker folk omkring dem,” tilføjede han. ”De gør så meget for lokalsamfundet, blandt andet gennem en kirkelig børnehave og opsøgende arrangementer gennem året, inklusive Thanksgiving, hvor over 1.000 mennesker får et gratis måltid med alt, hvad dertil hører.”
Turist-kirke
Laurie fortalte, at et af de unikke aspekter ved Harvest Kumulani er det store antal besøgende hver uge. Typisk ville omkring 30 % af de tilstedeværende under gudstjenesterne være feriegæster på Maui.
”Jesus fortalte os, at vi skulle ’gå ud i hele verden og prædike evangeliet’, men i en meget reel forstand kommer hele verden til Maui for at holde ferie,” sagde Laurie. ”Mange kommer til denne smukke ø på flugt fra noget andet, men mange ender i vores kirke for at modtage Kristus i deres liv.”
Alt er nedbrændt
Men nu er alt forandret på øen, og byen Lahaina er ødelagt af den voldsomme brand, der blev spredt af stærke vindstød. Dødstallet stiger stadig, og de overlevende har mistet både hjem og arbejdspladser. Foreløbig vil der ikke komme flere turister til området.
Samaritan’s Purse vil sende akutteam
– Kan du forestille dig at skulle løbe ud i havet for at undgå at blive brændt?
Det var nogle mennesker på øen Maui nødt til at gøre. Deres ø er blevet opslugt af dødelige naturbrande – 36 mennesker er allerede blevet bekræftet omkommet, skrev lederen af nødhjælpsorganisationen Samaritan’s Purse, Franklin Graham, på Facebook kort efter den altødelæggende brand.
Opslaget fortsætter:
”Bed for beboere, førstehjælpere og ledere i kølvandet på denne ødelæggende katastrofe. Vi arbejder sammen med lokale embedsmænd og kirker for at vurdere, hvordan Samaritan’s Purse Disaster Relief og Billy Graham Evangelistic Association Rapid Response Chaplains bedst kan hjælpe.”
Siden Grahams opslag er dødstallet bare steget, efterhånden som beredskabet får gennemsøgt de nedbrændte bygninger.