Leif Andersen udfordrer ”den tredje tvivl”

I forbindelse med tidligere lektor på Menighedsfakultetet Leif Andersens nye bog ”Den tredje tvivl” har Udfordringen taget en snak med ham.

I mange af dine bøger tager du ret tunge emner op. Hvorfor?

“Jeg tager de emner op, som tynger mig selv. Tvivlen har altid fulgt mig og har gjort mig sårbar overfor indvendinger mod kristendommen. Men den har også fået mig til at lytte til mennesker, som selv slås med tvivl.
Den vej, jeg har fundet gennem tvivlen, vil jeg gerne dele med andre. Det gælder fx de store tunge emner omkring lidelsens problem, Gud og det onde og de tre former for tvivl, som ligger bag min nye bog.”

De tre tvivl

Hvad er det for tre tvivl, og hvor kommer denne opdeling fra?

“Det er min egen skelnen. Anfægtelsen er den første tvivl – om min tro, min bøn og min anger er i orden. Den anfægtelse har kirken altid kendt.
Men omkring det 17.-18. århundrede kommer den anden tvivl, den moderne tvivl, som spørger, hvorvidt kristendommen overhovedet er sand.
Efterhånden, som man bevæger sig op igennem Det Moderne Gennembrud og det 19. århundrede, ender det med at handle om, hvorvidt der i det hele taget er nogen religion, der er sand, og om der findes en Gud. Det ender så i det 20. århundredes rabiate ateisme, den såkaldte nyateisme.
Den tredje tvivl er den senmoderne tvivl, hvor man er i tvivl, om det overhovedet kan lade sig gøre for noget menneske at kende sandheden.
Tilbage i Romerriget kendte man faktisk også den type tvivl. For med globaliseringen lærer man andre trossystemer og livssyn at kende, og når man får kendskab til rigtig mange, kommer man i tvivl om, hvorvidt man overhovedet kan vide, hvad der er sandt. Det var derfor Pilatus spurgte: ’Hvad er sandheden?’ For det spurgte den moderne romer om, og det samme – med den præcis samme formulering – gør Steve Bannon, Donald Trumps spindoktor.”

Ingen ”hyggetvivl”

”Men den tredje tvivl er ikke blot en tilbagelænet skepsis, hvor man trækker på skuldrene og mener, at alt kan være lige meget. For problemet er, at det kan det netop ikke.”

Det er så din tilgang. Men er der ikke nogen, der har denne tilbagelænede holdning?

”Jo, for det er let at slynge ud, at – ’det mener du bare, fordi du er opvokset i et kristent hjem eller et kristent land’ -. Det kan man ikke indvende noget imod, for det er jo rigtigt.
Det at mene, at der er noget objektivt, absolut sikkert, som alle mennesker kender til i alle kulturer, holder simpelthen ikke.
Så mens man kan imødegå den første tvivl med sjælesorg og god forkyndelse, og den anden tvivl med fornuftig apologetisk og gode argumenter, kan man ikke på samme måde imødegå den tredje tvivl. For alle forsøg på svar bliver skudt ned, før de overhovedet kommer i luften, med ’det kan godt være, jeg synes det i dag, men det er bare fordi jeg tilfældigvis, osv.’. Så den tredje tvivl kan være ødelæggende.”

Bomben

Hvordan imødegår man så som kristen den tredje tvivl?

”I stedet for at modsige den, må man følge den helt, dvs. give den meget mere ret, end den selv har indset.
For alle indvendinger mod kristendommen rammes jo også af den tredje tvivl.
Så, når man kører den helt ud til kanten og tager den for pålydende, så ophæver den sig selv. Det kalder jeg i bogen for bomben.”

Du skriver så, at efter at have sprængt bomben, er man stadig den samme. Men hvad er det så, man er kommet frem til?
”Man er kommet frem til, at den tredje tvivl ikke bare rammer min tro, den rammer alt. Men alligevel fungerer alle mennesker med den historie, de har, og den overbevisning, de har lært, næsten som om de ikke havde hørt efter denne tvivl. For jeg kan ikke lade alt være lige godt. Det, man brænder for, bider man sig stadig og stædigt fast i.”

En bog for tvivlere, men måske også til tvivl

Er den tredje tvivl i virkeligheden så udbredt en tvivl?

”Den findes ikke så meget hos ældre kristne, men hos unge kristne møder jeg den hele tiden. Jeg møder så også et vist skuldertræk hos nogle af dem: ’Jamen det er vi jo vant til, sådan har vi altid tænkt, og det rører os egentlig ikke’. Det forstår jeg ikke helt. For selve risikoen for at kunne tage fejl i noget frygteligt vigtigt ryster mig – og jeg synes, det bør ryste en. Man kan ikke bare sige, ’ja måske er det rigtigt, det jeg tror på, måske ikke’, hvis det betyder noget for en. Men det kan også være, de bare allerede har fundet den vej af sig selv, som jeg foreslår i bogen. Jeg har så bare været sløvere til at tage den ind.”

Men du har ikke tænkt, at bogen i virkeligheden kan så tvivlen i nogen?

”Jo, det har jeg faktisk. Jeg er frygtelig bange for at smitte andre med tvivlen. Det sker også, når jeg holder møder – og fx har talt om Gud og lidelsen – at folk har sagt, at de syntes, at det var enklere før, de hørte mig. Det er jeg forfærdelig ked af.”

Hvem skal jeg ellers gå til?

Kan din tilgang ikke blive for ”tænkt” for almindelige mennesker. Bliver det ikke lidt ligesom Descartes – som du nævner – at alt først skal brydes ned, inden det kan bygges op?

”Den har jeg ikke lige tænkt på før. Men den store forskel på det, Descartes siger, og det, jeg siger, er, at Descartes ender med at lægge grundlaget i sig selv: ”Jeg tænker, altså er jeg”. Den vej går jeg ikke. Jeg spørger: ”Hvad ved jeg om Kristus?”. For jeg kan ikke komme udenom ham. Hvis jeg var vokset op fx i Tyrkiet, havde jeg måske ikke kendt den vej. Men det gør jeg, og jeg kan ikke se bort fra den, jeg er blevet – og den, jeg er blevet, siger, at jeg ikke kan komme udenom Jesus. Jeg kan ikke som Descartes lægge grundlaget for min erkendelse i mig selv, og jeg kan ikke tænke mig frem til troen og til sandheden, jeg må vandre mig til den. Og det gør jeg, når jeg kommer til Kristus. Der er meget, jeg ikke ved, men det, jeg ved, kan jeg ikke af-vide. Og ud fra det, jeg ved, præsenterer Jesus stadig den bedste forståelse af tilværelsen.”

På tide med en ”lysere” bog.

Efter en ret ”tung” bog, er det så ikke på tide, at du i stedet skriver om Guds godhed og barmhjertighed?

”Det har jeg faktisk også gjort, bl.a. i min Romerbrevskommentar, og så har jeg skrevet en lille bog, der hedder Vished. Jeg har også en gammel drøm om at skrive en bog om Kristus i Det Gamle Testamente, for det har altid løftet mig. Hvis det bliver til noget, vil det måske blive den lyseste bog, jeg har udgivet. Men det er rigtigt, at overordnet set er mit forfatterskab for tungt. Det er nok fordi jeg har lettere ved at få øje på tunnelen for enden af lyset end lyset for enden af tunnelen. Når jeg alligevel har ret god samvittighed over, at jeg har skrevet, som jeg har, så er det, fordi vi måske har en skævhed at rette op på, hvor vi har leget Paradis, og vi har gjort tingene så glade og lyse, at folk ikke kan ånde, fordi de ikke kan genfinde sig selv i det.”

En pensionist med mange planer

Du er jo lige gået på pension. Hvad skal du bruge din pensionisttilværelse på?

”Jeg skal have læst Knausgårds Min Kamp. Jeg er begejstret for ham, men har kun fået læst bind 1. Så skal jeg også læse Prousts På sporet efter den tabte tid og Jon Fosses Septologi.”

Ja, du bruger jo meget henvisninger til litteratur og kunst i dine bøger. Hvordan er den interesse kommet ind?

”Det begyndte desværre nok som snobberi. Jeg ville gerne kunne snakke lidt med og begyndte at gå på museer og til klassiske koncerter. Men efterhånden kom det ind under huden på mig. Det gik op for mig, at kunsten kan noget, som ord ikke kan, og jeg har opdaget, at andre har det på samme måde. Så jeg krydrer helst mine foredrag og bøger med billeder.”