Når livet pludselig tager en drejning

Jeg har prøvet det nogle gange efterhånden… Ligesom jeg troede, at jeg kendte kursen og indholdet af mit liv og min hverdag, skete noget uventet, og livet tog en drejning og sendte mig et helt andet sted hen, end jeg havde troet var min udstukne og velsignede kurs.

Hvis der er noget, der for alvor har vendt op og ned på mine livsplaner, er det graviditeter og de børn, der kom ud af det. Vores første søn måtte vi vente på, og blandingen af sorg, savn, håb og forventning truede med at vælte mig. Vores tredje søn kom som en meget stor overraskelse. Vi havde ingen anelse om, at han allerede var to måneder undervejs, da vi gav alt babyudstyr til værdigt trængende.

Vi havde planlagt, at vi ikke skulle have flere børn, og alt blev pludselig igen helt anderledes, end vi havde planer om (Vi kalder ham vores “ynglingshovsa!”). Jeg tror, alle har prøvet den slags livsændrende øjeblikke; det kan være gode overraskelser som babyer, job, kærester mm. Eller det kan være aldeles ubehagelige overraskelser, som sætter os i situationer, hvor vi slet ikke kan få øje på nogen udvej.

De sidste 7 år har budt mig på mange af den slags vendepunkter, hvor alvorlig sygdom, overhængende risiko for dødsfald og lignende har truet med at vælte vores lille familie. Igen og igen er vi faldet til jorden i afmagt, men igen og igen har Gud samlet os op med guddommelige helbredelser, livreddende mirakler og umulige operationer, der lykkedes mod alle vores odds og forventninger.

Da alle pludselig var raske for ca. to år siden, både tænkte, planlagde og forventede jeg, at nu havde vi taget vores tørn på det punkt. Nu måtte der komme år med velsignelser, for der kunne da snart ikke være mere, vi kunne lære af modgang nu, og vores kærlige FAR kunne da vel nu se, at vi holder fast ved ham uanset, hvad livet bringer.

Kort efter skete der en alvorlig ulykke i hjemmet, og den efterlod os begge med store, permanente funktionstab i hhv. krop og hoved. Jeg følte, at alt blev taget fra mig. Jeg kan ikke komme i kirke, ikke spille i lovsangsband, ikke handle ind, ikke have min ungdomsgruppe, ikke passe mit elskede arbejde, ikke passe hus og have – og som fremtiden ser ud lige nu, er vi snart to flex-jobbere i halvtredserne.

Jeg faldt hårdt. Alle mine bønner var fyldt med “hvorfor Gud?”, jeg var trist, som jeg ikke kan huske, jeg har været det før. Der var intet håb i mit hjerte og ingen rigtig mening med mit liv… Jeg kunne jo ikke bruges til noget som helst. Jeg tror, jeg brugte tre uger i mørket, før jeg så småt kunne høre andet end mine egne klageråb.

Men så hørte jeg: “Vibeke! Du er værdifuld for mig med eller uden kirke, med eller uden tjenester, med eller uden arbejde, med eller uden nullermænd på gulvet og mælkebøtter i hele haven… Alt det betyder intet for mig. Giv slip på alt det, du vil præstere, og bare vær her i nuet sammen med mig!”.

Intet i min fysiske situation har ændret sig. Krykken ved min stol og rollatoren ovre ved døren taler deres eget tavse sprog, men jeg er glad helt inde i maven. Ikke engang tanken om en fyreseddel kan gøre mig trist, for lige midt i alt det, jeg ikke kan, kan jeg være Guds barn, og det er endelig gået op for mig, at det er det eneste, der virkelig tæller på skalaen for livskvalitet.