Pernille Vigsø Bagge – fra borgen til kirken

Efter at have siddet i folketinget for SF i en 10-årig periode fra 2005 til 2015 har Pernille Vigsø Bagge siden 2015 været præst i Løgstør, Aggersund, Kornum, Løgsted pastorat. I 2022 blev hun desforuden formand for Præsteforeningen.

En ustoppelig samtale med Gud

Penille Vigsø Bagge kommer, som hun selv udtrykker det, fra en relativ almindelig kulturkristen familie, som var at finde i kirken til højtiderne og til kirkelige handlinger i familien. Da hun var 11 år gammel, skete der imidlertid noget, som gjorde hende mere bevidst om troen på Gud:

”I min opvækst brugte jeg næsten alle mine ferier hos mine bedsteforældre i Struer. Da min morfar så blev syg og døde, da jeg var 11 år, begyndte jeg at føre en dialog med Gud. Jeg forsøgte – som børn ofte gør – at slå en handel af med ham. Men min morfar døde alligevel, og jeg blev vred på Gud. Samtidig opdagede jeg imidlertid, at samtalen med ham ikke var til at stoppe igen, og jeg var ikke i stand til at beslutte mig for, at jeg ikke ville tro på ham mere. Gud var på en måde et forstyrrende element i mit liv, som blev ved med at bryde ind. Jeg kendte Bibelen fra skolen og havde altid været glad for salmerne og nu kom så denne påtrængende dialog med Gud, som jeg ikke kunne melde mig ud af. Det blev et meget personligt forhold”.

Mormor tog mig med i kirke

”Samtidig skete der det, at min mormor begyndte at gå mere i kirke end tidligere, fordi hun sørgede, og fordi det var et godt sted at komme med de følelser, hun havde, nu hvor hun var blevet alene. Hun tog mig med i kirke, og det satte sig i mig på en eller anden måde. Det var Henning Toft Bro – den senere biskop i Aalborg Stift – der var præst i Hjerm på det tidspunkt, og han var en meget levende og musisk præst. Så jeg blev glad for at gå i kirke.”

Ung teologistuderende

”Jeg begyndte derfor tidligt at tænke på, om jeg skulle læse teologi og startede allerede på studiet som 18-årig, da jeg var blevet student. Til gengæld brugte jeg mange år på mit studium og blev først færdig i 2004.” Under sit studium blev Pernille Vigsø Bagge inspireret af flere forskellige ting fra undervisningen:

”Jeg kom igennem mange faser. På et tidspunkt tiltalte fortællingerne i Det Gamle Testamente – og den kategoriske opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert – mig meget. Jeg syntes, at det var til at finde ud af. Senere tænkte jeg, at jeg skulle være katolik. Jeg var meget optaget af hele klostervæsnet og syntes, det var virkelig interessant med den dybe åndelighed, jeg fandt her. Så læste jeg Kierkegaard og blev meget optaget af selvet og eksistensen, hvorefter jeg læste Grundtvig og blev meget folkelig. Jeg tror, jeg var gennem alle faser.”

Menneske først

”Da jeg skulle skrive speciale, fik jeg arbejde på en grundtvig-koldsk friskole og stiftede bekendtskab med Grundtvigs skoletanker – tanken om skolen for livet. Da forstod jeg pludselig, hvad han mente med ”menneske først, kristen så”, at man bliver kristen i relation til andre mennesker. Først og fremmest er man menneske og deler menneskers vilkår, og derefter møder man kristendommen. Den, der bliver overbevist om kristendommen, bliver næsten altid overbevist om det gennem et andet menneske. Det er i mødet med mennesker, i de fællesmenneskelige vilkår, at vi kan tilegne os de kristne erfaringer. Når man oplever kærligheden mellem mennesker, forstår man pludselig også, hvad Guds kærlighed går ud på. Jeg forstod også, hvad Grundtvig mente med, at man skal holde af et stof; at det er lysten, der driver værket, og at børns trivsel er en forudsætning for at lære noget. I skolen skal man ikke bare lære noget om arbejdslivet, men også om menneskelivet.”

Tingene kan ikke adskilles

I sommeren 2004 blev Penille Vigsø Bagge færdig med teologistudiet. Da havde hun barselsorlov med sit første barn. Hun troede, at hun derefter skulle begynde på pastoralseminariet, men så kom valget i februar 2005, og hun blev – som hun siger det – til sin store overraskelse valgt ind. Meget oplagt blev hun SF´s kirkeordfører, men det var ikke bare her, troen fik indvirkning på hendes politik:

”Jeg tror ikke, man kan skille tingene ad. Man kan ikke have en privat Pernille og politiker Penille. Jeg kunne ikke finde på at argumentere teologisk i folketingssalen, da vi har en adskillelse af kirke og stat. Men et kristent menneskesyn, der handler om næstekærlighed, tilgivelse og overbærenhed, smitter selvfølgelig af politisk. Jeg har nu engang det livssyn, at det bedste samfund er det, hvor man har omsorg for ”enkerne, de faderløse og de fattige” og har en moralsk forpligtelse til at gøre det bedst muligt for flest mulige mennesker. Det nordiske velfærdssamfund er så præget af evangelisk-luthersk kristendom, at vi ikke kan skille tingene ad.”

Endelig præst

Penille Vigsø Bagge stillede ikke op til valg i 2015. Nu skulle hun så afgøre, om hun ville være præst. Hun var imidlertid meget præget af alle de henvendelser, de fik i folketingets kirkeudvalg, om det dårlige arbejdsmiljø i Folkekirken:

”Jeg tænkte, om der var ballade fra morgen til aften – men det er der jo ikke. I en hel ny undersøgelse er 82% af alle præster enten tilfredse eller særdeles tilfredse med deres arbejde.” Alligevel var hun bekymret, for politikerlivet havde slidt på både familie- og arbejdsliv: ”Og nu var jeg betænkelig ved, om det også ville være tilfældet, hvis jeg blev præst. For det at være præst er på en måde altfortærende. Så jeg var meget i tvivl. Men min tid på pastoralseminariet overbeviste mig om, at jeg skulle være præst, for jeg havde nogle rigtig gode praktikperioder i Nørresundby.”

Dilemmaet mellem politik og sjælesorg

Penille Vigsø Bagge har også i to perioder siddet i kommunalbestyrelsen i Vesthimmerland, den sidste periode samtidig med, at hun var præst i Løgstør. Her opdagede hun, hvordan arbejdet som politiker og præst i visse situationer kan komme i konflikt med hinanden: ”Jeg har et meget konkret eksempel på, hvordan det blev et dilemma for mig”, fortæller hun.

”På et tidspunkt kom jeg ud til en enke, hvis mand lige var død, og vi skulle have en begravelsessamtale. Hun fortalte, hvordan han var død hjemme.
Det er en ret fattig kommune, og der var kun råd til én natsygeplejerske i hele kommunen, som er 70 km. i udstrækning, og denne sygeplejerske skulle rundt til alle terminale patienter, der lå rundt omkring i kommunen og havde brug for medicin om natten. Da jeg sad og talte med enken om, hvordan hendes mand måttet vente ret længe på noget smertestillende, fordi sygeplejersken var i den anden ende af kommunen, indså jeg, at jeg kom i en form for interessekonflikt. For jeg var med til at vedtage budgetter i kommunen, der gjorde, at jeg bagefter skulle sidde og være sjælesørger for mennesker, der på egen krop havde mærket konsekvenserne af de frygtelige besparelser. Men kommunen havde jo ikke nogen penge at gøre godt med. Da besluttede jeg mig for, at jeg hurtigst muligt ville ud af kommunalpolitik.”

Barmhjertigheden som pejlemærke

”På mange måder er det blevet et forrået system, fx også på beskæftigelsesområdet, og det har gjort mig mere bevidst om, hvor vigtigt budskabet om barmhjertighed er. Det er vigtigt, at man altid har barmhjertigheden og omsorgen som pejlemærker i politik, ellers bliver samfundet forrået.”