Svømmestjerne fra USA fører ”pro-fairness-kamp”

Et nyt lovforslag i Texas skal forbyde biologiske mænd adgang til kvindesport. Riley G. Barker føler Guds kald til at gå ind i kampen.

– Jeg mener, at alle skal kunne dyrke sport, uanset deres race eller kønsidentitet, fastslår Riley Gaines Barker. Foto: Wikipedia

Svømmestjernen Riley Gaines Barker, der er kendt for sin kamp mod transkvinder i kvindesport, fastholder, at hun hverken er homofob eller ”anti-trans”, men derimod kæmper for fairness i sportens verden.

Det skriver The Christian Post, som også kan oplyse, at Riley Gaines for nylig har oplevet et åndeligt gennembrud. Den 23-årige svømmer har oplevet både vold, trusler og masser af hadefulde ytringer for sin kamp mod mænds deltagelse i kvindesport. Hun har selv oplevet at få en delt femteplads sammen med Lia (Will) Thomas, en biologisk mandlig svømmer, der identificerer sig som kvinde, i en 200-yard free-style ved 2022 NCAA Women’s Championships.

Lia (Will) Thomas slog adskillige kvindelige svømmere og modtog trofæet, fordi han skulle bruge det til en fotooptagelse. Men Rileys Gaines Barker forklarer, at Thomas, da han konkurrerede på herreholdet, blev nummer 462 i landet. Men i kvindernes konkurrence avancerede Lia (Will) Thomas hurtigt.

Bøn for had-demonstranter

Den 7. august deltog Riley Gaines i en markering sammen med guvernør Greg Abbott i Texas, hvor man fejrede den såkaldte ”Save Women’s Sports Act”, et lovforslag, der forbyder biologiske mænd at konkurrere i kvindesport.

”Med bare den mindste mængde sund fornuft kan du nemt forstå, at mænd i gennemsnit – er højere, stærkere, mere magtfulde og kan hoppe højere end kvinder. Det er en biologisk virkelighed, men vi lever desværre i sådan en tid, hvor det er kontroversielt at sige, at mænd og kvinder er forskellige,” udtalte Riley Gaines Barker ifølge Fox 4. Efterfølgende oplevede hun voldsomme reaktioner fra demonstrerende transaktivister.

”[De] spyttede på os, råbte bandeord, smed flasker og hældte drinks på os,” sagde Barker, der undrer sig over, at voksne mennesker kan handle på den måde. Samtidig fastslår hun, at alle har brug for bøn.

”Jeg ved, at der ikke er had i mit hjerte, for da disse demonstranter gjorde dette, begyndte vi straks at bede for dem,” afslørede Barker. ”[Vi] bad til Gud om, at han ville åbne deres øjne og deres hjerter og tillade ham at komme ind. Vi har alle brug for den bøn. Inklusiv mig selv!” fortalte Riley Gaines i interviewet med CP.

“Dette er pro-kvinde, det er pro-fairness, det er pro-sandhed, men det er ikke anti-noget,” erklærede hun. Riley Gaines Barker, der er 12-dobbelt All-American, konkurrerede for University of Kentucky, hvor hun var femdobbelt mester i Southeastern Conference. Hun har selv svømmet fra fire-årsalderen og blev i 2022 årets SEC-svømme- og dykkerlærer-atlet.

”Den rene vitriol”

Riley Gaines beskriver den modstand, hun oplevede som ”den rene vitriol. Det er hævn. Det er voldeligt, og det er virkelig hjerteløst”. Men hun ved, hvor hun kan finde modgiften, og citerede Romerbrevet 8,18: “For vores nuværende lidelser er ikke værd at sammenligne med den herlighed, der vil blive åbenbaret i os.”
Før i tiden tænkte hun på ”lidelserne” som hård træning og forventningen om sejr som den kommende herlighed. Men nu har svømmeren fået mere evighedsperspektiv på sit liv.

“Vores tid på denne jord … det er et øjeblik. Som mennesker og kristne bør vi gøre alt, hvad vi kan for at leve ligesom Kristus – og se frem til at tilbringe evigheden i himlen,” sagde Riley Gaines Barker. Hun har for nylig opgivet at tage en tandlægeuddannelse, fordi hun oplever, at Gud kalder hende til kampen for kvindesporten.

“Jeg er sikker på, at Gud har sin hånd på dette… Hver dag føles det mere og mere klart, at denne kamp er åndelig,” siger Riley, der også protesterede imod, at NCAA tvang hende og de andre kvindelige atleter til at dele omklædningsrum med den biologiske mand Lia (Will) Thomas.