Claus Grymer forstår ikke, at det er muligt at leve uden kristentroen

Forfatteren Claus Grymer har allerede udgivet to bøger i år. De hænger uløseligt sammen og er udtryk for en trosmæssig nyorientering og uddybelse af hans tro.

Den fødte skribent og forfatter

”Jeg begyndte allerede at skrive som stor dreng”, fortæller han. ”Det første, jeg skrev, var noveller. Da jeg var 17 år, fik jeg en novelle optaget i Aalborg Stiftstidendes søndagstillæg, hvilket var en stor oplevelse for mig. Jeg fik meget tidligt en drøm om at blive forfatter og læste også meget. Siden jeg var 10 år, har jeg altid været i gang med at læse en bog. Jeg læste både lødig og mindre lødig litteratur. Fx læste jeg en masse cowboyromaner, men også de forfattere, som var oppe i tiden, bl.a. Frank Jæger. Fra begyndelsen var det romaner og noveller, men efterhånden blev det mest lyrik. Det var nok især gennem danskundervisningen på gymnasiet, at jeg blev interesseret i lyrik, da vi havde en lærer, som var meget inspirerende.”

Litterær nyorientering

Claus Grymer debuterede også selv netop som lyriker. Det var i 1973, og siden har han skrevet utallige digtsamlinger. Det er dog også blevet til både novellesamlinger og romaner I det tidlige forår udkom Grymers bog ”Ad snoede veje” og allerede nu udkommer endnu en bog, ”Min dør står åben til Himlen”. Den er en fortsættelse af ”Ad snoede veje”. Her kommer man meget tæt på forfatteren, da der ikke er tale om fiktion, men to meget personlige bøger om hans Gudsforhold.

Grymer understreger da også. at de markerer en ny begyndelse:  ”Det er de mest religiøse af mine bøger. Det trosmæssige har nok altid været til stede, når jeg skrev, men ikke i samme grad, som i de to seneste bøger. Jeg har fået en stærkere og stærkere fornemmelse af, at det hele tiden har været meningen, at jeg skulle skrive religiøse bøger.”

Kampen mellem ateisme og tro

Imidlertid har hans ønske om at skrive og at være forfatter også været medvirkende til, at han i perioder forsøgte at blive ateist:

”Det havde netop meget at gøre med min optagethed af litteratur og af forfattere. Mange forfattere var – i hvert fald efter, hvad de selv sagde – ateister. Så, da jeg gerne ville være forfatter, følte jeg en form for pligt til selv at blive ateist eller agnostiker. Det trosmæssige var nok til stede i mine bøger, men jeg syntes ikke, jeg kunne være så åben om det. Jeg følte nærmest, at det var noget, jeg skulle skjule. Jeg havde en forestilling om, at det hørte med til det at være forfatter, at man ikke havde et religiøst lag. Men det var jo ikke sådan, at jeg var ateist hele tiden. Det var noget jeg var i korte perioder, for jeg kunne ikke bære det. Så jeg kom hele tiden tilbage til kristendommen. Men jeg gled i en periode frem og tilbage mellem kristentro og et forsøg på at blive ateist.”

Digteren Johannes Jørgensen blev vejviser

Claus Grymer fandt dog én forfatterforbundsfælle i kampen mellem tro og ateisme, digteren Johannes Jørgensen:

”Han fik en kæmpe betydning for mig, fordi han gennemlevede noget af det samme. Han var ateist som ung, men blev senere katolik. Han betyder stadig meget for mig og er nok den digter, der er gået dybest i mig, og som jeg har det nærmeste forhold til”. Som præstesøn har troen imidlertid altid spillet en rolle for ham: ”Men man kan ikke uden videre overtage en livsholdning. Man må finde ud af, hvor man selv står i forhold til det nedarvede. Gøre det til sit eget – eller tage afstand fra det. Jeg blev klar over, at jeg har hjemme og altid vil have hjemme i kristendommen.” Her blev Johannes Jørgensen vejviser. Han viste, at det gik an at være forfatter og kristen samtidig, men hans eksempel viste også, at det kan koste i de litterære kredse at bekende sin tro, fortæller Grymer.

Sygdommen blev anledning for troen

I ”Min dør står åben til Himlen” giver Grymer udtryk for, hvordan hans forfatterambitioner er blevet erstattet af en altoverskyggende længsel efter Guds nærvær. Ja, han går så langt, at han siger, at han ikke skriver for at få anerkendelse eller læsere, ”men udelukkende for at komme Gud nærmere”. Vejen frem til denne forandring er gået igennem alvorlig sygdom. I januar fik han konstateret cancer og var efterfølgende igennem et kemobehandlingsforløb. Processen var dog begyndt tidligere, fortæller han, men sygdommen har styrket hans bevidsthed om troens afgørende betydning:

”Den åndelige verdens betydning er blevet uddybet for mig. Jeg har fået en større og større bevidsthed om, hvor meget troen betyder i mit liv. Den betyder noget helt afgørende, og jeg kan i dag overhovedet ikke forstå, at det er muligt at leve et liv uden kristentroen.”

”Jeg har fået en større og større bevidsthed om,
hvor meget troen betyder i mit liv. ”

Modsatte begrebers sameksistens

I begge hans seneste bøger kommer denne nyorientering til udtryk i en dobbelthed mellem tro og tvivl, tryghed og frygt og mellem hans tidligere og nuværende livssyn. Ofte kan man i samme sætning finde både ord om tryghed og utryghed eller ord for kraft og for afmagt:

”Men det er ikke noget, jeg har været særlig bevidst om i skriveprocessen. Jeg har ikke et meget gennemreflekteret forhold til det, jeg skriver. Forfatteren Aage Dons sagde, at hans pen havde lært ham meget. Jeg har det på samme måde. ”Min pen” ved mere om mig, end jeg selv gør”

Selvopgøret

”Mine to sidste bøger er også udtryk for en stigende syndserkendelse. Tidligere var begrebet synd ikke noget, jeg tog så alvorligt. Jeg var nok meget påvirket af 68-generationen og havde en forestilling om, at alt var tilladt, og alt var godt, og Gud var en venlig mand, som slog en streg over alt det, som var mindre godt.
Men det har jeg nu et meget mere nuanceret billede af. Begreber som syndserkendelse og fortabelse har fået en stigende grad af virkelighed for mig og gør, at jeg er mere omhyggelig med den måde, jeg lever på.”

Den voksende bevidsthed om synd har også betydet, at nåden har fået større betydning: ”Nåden er på den baggrund en kæmpe lettelse”, siger han, ’som Johannes Møllehave har skrevet: ”Nåden er, når alt er tabt, at få alt tilbage’”.

Hudløs ærlighed

”Jeg ved godt, at mine to seneste bøger er meget åbne. Hvis man kender mig, vil man nok undre sig over det, for som privatperson er jeg ikke særlig åben. Jeg er ikke en, som strør om mig med bekendelser. Så jeg er meget mere åben i bøgerne, end jeg er i virkeligheden. Men der er en befrielse i på den måde at lægge det hele frem.”

Trods det, at Grymer i sin seneste bog udtaler, at han ikke skriver for at få læsere, har han nu udgivet bogen: ”At skrive de sidste to bøger har først og fremmest været en form for bøn. Jeg beder i det, jeg skriver. Samtidig håber jeg at kunne give det videre, som jeg selv har fået.”

Modtagelse af bøgerne

Af gode grunde har han endnu ikke fået respons på den seneste bog, som netop er udkommet. Det har han til gengæld på ”Ad snoede veje”:

”Jeg har fået nogle meget stærke tilkendegivelser fra folk, jeg ikke kender personligt. Fx skrev en mand, at han fik min bog, mens hans mor lå på dødslejet, og den havde virkelig betydet noget for ham i den situation. Der var også en præst fra et hospice, som fortalte, at hun var meget berørt af bogen og fremover ville bruge den i sit arbejde. Det bliver jeg selvfølgelig glad for at høre, og dermed får det hele jo en ekstra mening”