Elever på Kildevælds BELIEVE-linje rejser ud til en verden i nød

Blikket på elevernes ansigter skiftede fra begejstret til bange på blot et øjeblik. Vi var lige blevet færdige med at synge et par danske lovsange for omkring 75 kvindelige indsatte på et maksimum sikkerheds-fængsel i Gherla, Rumænien.

Fængslets betongulv og vægge føjede en dejlig rumklang til vores halv-falske sangstemmer og skabte lidt varme i de ellers kolde og sterile omgivelser, men når vores rumænske kontakt Cosmin sagde: ”Nu vil BELIEVE-eleverne fra Efterskolen Kildevæld komme og bede for jer…” sænkedes en anspændt stemning ned over eleverne.

Jeg smilede stort og gav eleverne en thumbs-up, velvidende at de alle sammen skulle til at træde ud af deres respektive komfortzoner. At bede for hinanden, en ven eller et familiemedlem er noget, vi ofte gør på efterskolen, men at bede for fanger i en fuldstændig fremmed kontekst? Det kræver tro, håb og kærlighed. Heldigvis er eleverne på Kildevælds BELIEVE-linje fyldt op med Paulus’ klassiske liste.

BELIEVE-projektet er nu i sit andet år, og her sidder der 15 teenagere, som hver uge vandrer med Jesus og rækker ud med Guds kærlighed. Mere konkret er BELIEVE Efterskolen Kildevælds nye prøvefri 10. klassestilbud, som fortsætter i den samme ånd, vision og tradition som Euroclass, dog med nye programmer, medarbejdere og omgivelser.

Drømmen er at bygge Guds rige ved at sætte stærkt ind på teenageres åndelige, personlige og sociale udvikling, og derfor er BELIEVE-elevernes skema fyldt med lovsang, bøn, bibelundervisning, frivillighed/tjeneste og rejser. I sit første år rejste BELIEVE til Færøerne, hvor de modtog bibelundervisning sammen med færøske elever på Efterkolen Brugvín, til USA, hvor de tjente kirker og hjemløse, og til Rumænien, hvor de besøgte fængsler i Aiud og Gherla og afholdte en lejr for sigøjnerbørn.

I dette skoleår vil missionsturene gå til New Generations kirke i London, til Varanasi, Indien, og tilbage til Rumænien. Med rejserne er der tale om endnu en mulighed for at pege eleverne mod Jesus og en verden i nød. På Efterskolen Kildevæld, som har drevet kristen efterskole i 67 år, er vi stadig overbeviste om, at Jesus er i stand til ”at gøre meget mere, end vi beder om eller forstår,” når det kommer til teenagere, og derfor bliver vi ved med at ekkoe Johannes Døberens kendte udsagn om Jesus:

”Han bør vokse!” I de 67 år har vi (så vidt vi ved) aldrig haft en elev, som er vendt tilbage til skolen og sagt: ”Jeg fortryder, at jeg valgte at følge Jesus, da jeg var ung… Jeg ærgrer mig over, at jeg lærte Jesus at kende, mens jeg gik på efterskole.” Og derfor er vi fortsat brændende i vores tro og dedikeret til vores kald. Vi er stolte over vores engagerede medarbejdere og dygtige elever.

Da der næsten var gået en hel time, og eleverne var begyndt at komme opløftede tilbage efter at have delt Jesu kærlighed med og bedt for de kvindelige indsatte, kunne jeg heller ikke lade være med at føle mig pavestolt (og meget rørt). ”Hvordan gik det?” spurgte jeg ivrigt, og så kom historierne væltende ud. ”Én ville have, at jeg skulle bede for hendes familie i Ukraine…

Én spurgte mig, hvordan Gud kunne tilgive hende efter alt det forkerte, hun havde fortaget sig i sit liv… Én spurgte, om jeg ville bede for hendes datter, som hun ikke længere havde kontakt til…” Da vores sidste elev kom tilbage, en ung mand, som har mistet sin relation til sin far pga. demens, sagde han: ”Jeg har lige bedt for en kvinde, som har en far med demens, og det er årsagen til, at hun sidder herinde. Det kan ikke være en tilfældighed, at hun var i min gruppe!” Så var frygten væk og begejstringen tilbage, men er det ikke altid tilfældet, når Guds ånd bevæger sig?