Elsk dine fjender
”Elsk dine fjender, og bed for dem, der forfølger dig” står der i Bibelen.
Det er lettere sagt end gjort, ikke? Jeg har i hvert fald sjældent været så udfordret heraf, som de seneste måneder, hvor jeg har været lidt (meget) uvenner med min overbo. Han synes nemlig, at jeg er helt urimelig, når jeg gerne vil have ro før kl. 02.00 i hverdagene, og at mit krav må være en fair grund til chikane. Jeg har næsten ikke tal på, hvor mange nætter jeg har tænkt mindre pæne tanker, når jeg er faldet i søvn alt for sent, velvidende at min alarm ringer 4-5 timer senere.
Og selvom jeg egentligt synes, at det er fair nok at ønske sig en nogenlunde nattesøvn, bliver jeg også bevidst om, hvor meget jeg har at lære om tilgivelse, når jeg hører om kristne rundt om i verden, som oplever alvorlig forfølgelse, og alligevel kan tilgive. Jeg har for nyligt set dokumentarprogrammet “Out of The Ashes” fra Release International.
Det er er en organisation, som arbejder for verdens forfulgte kristne. I filmen følger man kristne i Nigeria, som har mistet alt – som har set venner og familiemedlemmer blive dræbt, har mistet deres hjem og deres husdyr. Og alligevel vælger de at tilgive.
“Yes, I can forgive them. If God can forgive, who am I?” – Jude, kristen nigerianer
Tænk at han kan tilgive på trods af alt det, han har gået igennem. Det er så inspirerende for min egen tro at møde mennesker som Jude. Jesus kalder os til at tilgive, til at elske vores fjender og bede for dem, der forfølger os. Det lyder så enkelt, men det kan alligevel være så utroligt svært. Heldigvis behøver vi ikke at gøre det alene – hvis vi beder Gud om hjælp, så er jeg helt sikker på, at han hellere end gerne vil hjælpe os. Han er faktisk ekspert på det område – heldigvis for os.
Evangeliet viser os, hvad ægte tilgivelse og kærlighed er.
”If God can forgive, who am I?”
(Hvis Gud kan tilgive, hvem er jeg?)