Et paradoks om aborter og arbejdskraft

I år er det 50 år siden, at vi fik fri abort i Danmark. Bl.a. i den anledning blussede abortdebatten igen op tidligere på året – denne gang med henblik på at få abortgrænsen hævet. For nogle dage siden læste jeg, at danske fødselslæger anbefaler at flytte grænsen, og det sidste er, at et lille flertal i Etisk Råd gør det samme.

Samtidigt er det ikke mange dage siden, man kunne høre og læse om, at regeringen vil sætte yderligere penge af til flere fertilitetsbehandlinger, fordi de danske kvinder føder for få børn. En af samme regerings fornemste opgaver er i den forbindelse også at lave gennemgribende reformer, som skal afhjælpe manglen på arbejdskraft, bl.a. i sundhedsvæsenet.

På Retten Til Livs hjemmeside kan man læse, at der i de 50 år, hvor Danmark har haft fri abort, er blevet foretaget 900.000 aborter. 900.000 børn er blevet nægtet retten til at leve. Det er langt flere end de få tusinde sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, pædagoger eller lærere, som vi mangler. Her kunne man opstille et simpelt regnestykke, som i et retrospektivt lys kunne have afhjulpet den manglende arbejdskraft.

Nu vil nogen måske påpege, at en del af aborterne er blevet foretaget pga. ”defekter” ved fostrene, og at de derfor ikke ville kunne medregnes som kommende arbejdskraft. For øvrigt er det af hensyn til børnene, at man har valgt livet fra for dem – vil man sige. Jeg skal på ingen måder forklejne de lidelser, som stærk handicappede og andre syge oplever.

Men her er spørgsmålet, om vi har ret til at fravælge liv for andre og – med den fornyede debat om aktiv dødshjælp, som Mette Frederiksen lagde op til på folkemødet på Bornholm – for os selv? Efter for nogle år siden i en periode at have arbejdet med multihandicappede børn, er jeg blevet meget bevidst om, at disse tilsyneladende meget ressourcesvage børn har en vigtig opgave overfor os andre:

De vækker i en særlig grad det bedste til live hos de fleste mennesker – trangen til at vise godhed, omsorg og beskyttelse. Så uden dem vil et land blive forrået. Så selvom det virkelig er et paradoks, at vi i Danmark på den ene side har nægtet næsten en million mennesker livet gennem de seneste 50 år og samtidig nu bryder vore hjerner med, hvordan vi kan få flere børnefødsler og mere arbejdskraft – så drejer det her sig ikke først og fremmest om arbejdskraft, men om menneskelivets ukrænkelighed.