Flemming Møller Mortensen ser afmagten som troens anledning

For folketingsmedlem og tidligere udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) betyder troen, at han aldrig er alene, men har én at komme til med alt.

Vi skal mødes på Flemming Møller Mortensens kontor på Christiansborg, men flyet fra Aalborg, hvor han bor, er lidt forsinket. Mens jeg sidder og venter, inddrikker jeg atmosfæren i rummet. Kontoret er et af dem, der siger meget om indehaveren. På væggene hænger kunst, bl.a. et moderne krucifiks lavet af Skagen-kunstneren Niels Helledie, ligesom der er et stort foto af en større afrikansk folkemængde.

Historien om dette foto, vil han senere komme ind på. På gulvet ligger et udstoppet isbjørnehoved, som vidner om hans tid som sygeplejerske i Grønland.

En opvækst tæt på kirken

Vel ankommet begynder Flemming Møller Mortensen at fortælle, hvordan troen har været der helt fra begyndelsen:

”Jeg er vokset op i en østhimmerlandsk landsby, og kirken var utrolig nærværende i min barndom, fordi min far var præstegårdsforpagter. Vi boede som allernærmeste nabo til præstegården, og min fars jorde omkransede kirken. En af mine bedste kammerater var præstens søn. Min far havde et udsagn, som gjorde et stort indtryk på mig. Han sagde: ”Der er to ting, jeg aldrig vil fortryde, at jeg gør. Det ene er at besøge min gamle mor. Det andet er at gå i kirke.” Så det at gå i kirke blev noget meget positivt for mig. Min farmor var nok den, hos hvem jeg først oplevede, hvad det vil sige at være kristen. Når jeg overnattede hos hende, læste hun altid i Bibelen, efter at jeg var lagt i seng. Det var et godt udtryk for, at hun levede sit liv med sin kristentro.”

Troen bliver livsnerven

For Flemming Møller Mortensen blev konfirmationsundervisningen indgangen til en mere personlig og bevidst tro, men det var især, da han efter endt sygeplejerskeuddannelse tog til Sydindien for at arbejde for Spedalskhedsmissionen, at troen for alvor blev grundlaget for hans liv:

”Hospitalet lå så langt ude på landet, som man overhovedet kunne komme, for der var mange fordomme og stigma omkring spedalskhed. Det blev virkelig skelsættende for mig at komme der. Dels fordi jeg meget hurtigt kom til at føle en afmagt og ensomhed, som jeg havde virkelig svært ved at takle. Afmagt, fordi jeg blev tillagt en autoritet, som jeg var for ung i livet og for uerfaren som sygeplejerske til at kunne udfylde. Ensom og fremmed, fordi jeg var den eneste europæer på hospitalet og i miles omkreds. Men jeg vidste, at der boede to danske missionærer i området, Janne Garder og Else Krogh. Jeg tog så hen til Janne Garder. Efter at have lyttet rigtig meget til mine kvaler og udfordringer, sagde hun: ”Flemming, der er en mening med, at du er her. Tag hjem og tænk over det, og vid, at du gør det så godt, som du kan, ingen er ufejlbarlig, men der er en mening med, at du er her”. Det hjalp mig kolossalt.”

”Den afmagt, man får som menneske […],
har jeg behov for at have en hjælpende hånd til at takle.
Og den hånd er der altid.”

Bønnen har man altid

”Det blev en meget stor oplevelse i mit liv at være blandt dem, der altid står bagerst i køen, når der skal uddeles goder. Både fagligt, men i særdeleshed menneskeligt, fik det stor betydning for mig – også fordi det var et kristent miljø. Dér oplevede jeg for første gang, hvad det vil sige at være et sted, hvor hele omdrejningspunktet var næstekærlighed på en hel anden måde, end det er på et dansk hospital. Jeg vendte hjem med en hel anden bevidsthed om min tro og behovet for troen. Siden da har jeg haft en erkendelse af, at jeg må bede om hjælp i mange situationer. Jeg vil gerne det bedste, men meget ofte ved jeg ikke, hvad det er. Da er det godt at kunne bede om hjælp og klarhed. Bønnen er det, man har, uanset hvor man er. Man kan stå i situationer, hvor man synes, at noget er uretfærdigt. Den afmagt, man får som menneske dér, har jeg behov for at have en hjælpende hånd til at takle. Og den hånd er der altid. Dér kan jeg få lov at give udtryk for mine tanker og følelser.”

Forbøn hjælper

”Jeg har lige været igennem en periode på godt to år, hvor jeg var udviklingsminister og minister for nordisk samarbejde. Den fortvivlelse, jeg så mange steder i verden, blev jeg nødt til at have hjælp til at sætte i perspektiv.” Flemming Møller Mortensen peger på et stort foto på væggen, som han har taget på en tur til Etiopien:

”Det er fortvivlelse. Det er en stor meget interimistisk FN-flygtningelejr. Fire år med ekstrem tørke. Alle, der bor i området, er kvægavlere og kvægdrivere. Ingen afgrøder. Dyrene lå overalt omkring i landsbyerne og var døde og indtørrede, som tydelige og forfærdelige eksempler på, at her kunne dyr og mennesker ikke leve. Etiopierne var søgt hen til FN´s flygtningelejr, som bestod af grene, der blev omslynget med plastikpresenninger eller plastikbæreposer, og det var så deres ly for solen og vinden. Her blev de mødt med den omsorg, som vi fra dansk og international side kunne give dem i form af mad, vand og skolegang til børnene. Det var det, vi kunne give dem af håb. Det helt provokerende – og meget forklarende – i billedet er, at der ligger en tom plastikvandflaske, som centrum i billedet. Den fortæller alt om, hvad det her drejer sig om.”

Også her henviser han til bønnen: ”Jeg tror på, at det, at man tager mennesker i katastrofer med ind i forbønnen, har en stor hjælpende værdi for den enkelte og også til hele vores samfund.”

Troens rolle i politik

Som politiker spiller troen både direkte og indirekte en rolle for Flemming Møller Mortensen:

”Den har indflydelse på mig som menneske og dermed også på min politik. Jeg beder om hjælp til at gøre mit arbejde godt. Det hjælper mig, for det er jo ikke altid, jeg gør tingene så godt, som andre gerne ville have, at jeg skulle. Men det giver mig en utrolig ro til tingene. Som politiker og som menneske har jeg i øvrigt fire ting, jeg prøver at måle mig selv på i hverdagen: Jeg vil være ihærdig, ærlig, fællesskabets mand, og jeg vil være positiv og glad. Jeg værdilader mit arbejde som politiker. Det er godt for mig at have med mig som en bevidsthed.”

Politiske mærkesager

Også rollen som sundhedsordfører hænger for ham sammen med kristentroen: ”Jeg ved, hvor afgørende det er for mennesker, at der er hjælp, når livet brænder allermest på – socialt, psykisk, mentalt eller fysisk. Der er så meget at forsvare, og som jeg gerne vil videreudvikle i sundhedsvæsnet. Men jeg synes også, at vi i vores iver efter at leve materialistisk og efter at sikre vækst og drift kan være med til at trykke noget under fode, som ikke kan forsvare sig selv.” Her henviser han også til miljøet, naturen og biodiversiteten: ”For det er jo også Guds værk, som vi skal passe på.”

Et konkret lys i mørket

Troens fysiske udtryk er også vigtigt for Flemming Møller Mortensen:

” Jeg elsker at have kristendommen fysisk i mit hjem og på mit kontor. Jeg har mange krucifikser og mange malerier med kristne motiver. Mit største billede er af opstandelsen – malet i lyse farver. Det rummer det vigtigste budskab i kristendommen, at der er en opstandelse, og at der er tilgivelse” Hjemme i Aalborg har han udsigt til Klosterkirken, og han fryder sig om vinteren over at se lyset i kirkevinduerne:

” Det lys i mørket, som vi alle har behov for, bliver her ekstremt nærværende og fysisk.”