”Jesus – jamen, han er så sød”
Ovenstående svar, som varmede mit hjerte og gjorde mig ekstremt glad, kom spontant fra en ung pige, som jeg deltog i en snak med for få dage siden. Hun er en af mange unge piger, som kæmper mod forkerte og ødelæggende tanker om sig selv.
Vi mødtes første gang, da hun for nogle måneder siden kom frem til forbøn i menigheden. Sidenhen har vi bedt regelmæssigt for – og sammen med hende. Nu havde vi aftalt at komme på besøg i deres hjem, og denne gang var en kristen søster med.
Efter i årevis at være blevet tortureret af djævelen, i det samme fængsel som den yngre, overgav denne sig en dag til Jesus og oplevede den fuldkomne frihed, som kun Jesus kan give.
For mig var det en utrolig oplevelse at se og høre disse to snakke sammen om deres fælles oplevelser, og det åbnede mine øjne for, hvor målrettet destruktivt vores modstander arbejder. Den 14-årige spurgte og spurgte, mens den ”ældre” med dyb medfølelse fortalte om sin alt andet end lykkelige fortid, før hun mødte Jesus.
Min opgave var for det meste at lytte – og indimellem at deltage i snakken om mere ”teologiske” spørgsmål, som de to kaldte det. Pludselig kom f.eks. spørgsmålet om, hvilken forskel der er mellem Gud Faderen, Jesus og den Hellige Ånd. I et forsøg på at fornemme, hvad pigen selv mente, stillede jeg modspørgsmålet om, hvilke forskelle hun oplevede mellem de tre.
”Gud”, svarede hun efter en kort betænkningstid, ”jeg synes, han er så alvorlig – og måske også ”streng””.
”Men hvad så med Jesus og Den Hellige Ånd?” replicerede jeg.
Jeg ville ønske, at du var med, da hun svarede. Hun kiggede straks op, da spørgsmålet blev stillet, og glæden strålede fra hendes ansigt, da hun svarede: ”Jesus, jamen han er så sød”.
Bagefter fik vi en hjertelig snak om Helligånden, hvor vi fik mulighed for at fortælle historier fra vores egne liv sammen med Den Hellige Ånd. Historier, som viser, hvor minutiøst vores himmelske fader følger med i vores til tider pressede hverdag, og hvordan han sender Helligånden til os med sine løsninger og kærlige hilsener.
Men det, som ”made my day” den aften, var beskrivelsen, hun gav af vores elskede, elskende og kærlige Jesus. Og det smil hun spontant gav, da Jesus blev nævnt. Det ovebeviste mig om, at hun er på vej ud i friheden, den frihed, som kun Jesus kan give.
Før vi bad den aften, fortalte hun, hvordan hun i de sidste måneder var begyndt at snakke direkte med Jesus – halleluja! Ja, han er utrolig og fantastisk, vores elskede Jesus.Kærlig, omsorgsfuld, elskende, hjælpsom, tilgivende, sejrende – og sød. Og så er han også åben og tilgængelig, så alle kan opleve ham.