Kommentar til kronikken: “Alkohol eller ej – hvad siger Bibelen egentlig?”

Kommentar af Ole Frederiksen Beinthin,
præst i Apostolsk Kirke i Nykøbing Falster.

I nummeret af Udfordringen d. 27. august 2023 blev der bragt en kronik af Anne Manning-Pedersen angående Bibelens tale om alkohol. Manning-Pedersen argumenterer i denne kronik for, at Bibelen taler for total afholdenhed fra alkohol, der anses som værende syndigt at indtage.

Sundhedsidealet og omsorgen for dem, som har svært ved at kontrollere deres alkoholindtag, finder jeg sympatisk, men argumenterne finder jeg problematiske og uden sans for god skriftudlægning, respekt for kirkens historie og Bibelens kontekst.

Børn drak øl og vin

Det første argument, Manning-Pedersen fremfører, er, at ordene ’yayin’ og ’oinos’, som er hhv. hebraisk og græske betegnelser for vin, også kan oversættes med druesaft. Hun henviser i den forbindelse til teksten i Klagesangene 2, 11-12, hvor der berettes om babyer, der længes efter brød og vin. I vores samfund er det ganske vist utænkeligt, at forældre ville servere vin til deres børn, men i oldtiden har det ofte været en nødvendighed, da rent drikkevand var en mangelvare.

Ofte blandede man vand med vin for, at den fermenterede drik kunne rense vandet – en evne ufermenteret druesaft ikke har. Danske børn drak også øl frem til 1600-tallet af samme årsag. Der lå altså en omsorg for børnenes sundhed i at give dem vin i stedet for vand, hvorimod forholdene i dag byder os noget andet.

Vin – ikke druesaft

Manning-Pedersen påpeger ganske rigtigt, at ord ændrer betydning over tid og henviser i den forbindelse til, at ordet druesaft (på engelsk går jeg ud fra?), først blev optaget i Webster’s Dictionary i 1896. Lingvistik er spændende og nødvendigt i arbejdet med bibelsk tekster, men jeg anser det, i denne sag, som mere meningsfyldt at søge i den græske og hebraiske tekst og de pågældende ords brug i Bibelen, end i det engelske sprog og den arkaiske King James Bible.

Slår man ordet ’oinos’ op i fx NIDOTTE (et græsk-engelsk bibelleksikon) eller LSJ’s Greek-English Lexicon eller i Strongs Greek Lexicon for den sags skyld, fremgår det klart og tydeligt, at ’oinos’ er en fermenteret drik fremstillet af druer. Undersøger man det hebraiske ’yayin’, vil svaret være det samme.

Så når Jesus laver vand om til vin, og når Paulus opfordrer Timoteus til at drikke lidt vin – vil jeg altså mene, at teksten kun kan læses som: Vin – en fermenteret druedrik. Jeg er ikke selv vinbonde, og min viden om emnet er kun baseret på, hvad jeg har kunnet læse mig til, men umiddelbart vil det også have været svært at servere ufermenteret druesaft, da druernes skaller rummer naturlig gær, og relativt hurtigt begynder gæring, når druerne presses – særligt ved israelske temperaturer omkring vinhøsten. For at undgå dette, skal man umiddelbart pasteurisere saften, en proces, der først blev opfundet i 1864.

Gode og dårlige sider

Manning-Pedersen argumenterer også for, at når Jesus taler om “den nye vin”, må det have været ugæret. Som jeg forstår argumentet, er ny vin altså ugæret vin og gammel vin gæret vin? Men heller ikke her holder argumentationen, for i Apostlenes Gerninger 2, 13 bliver disciplene netop hånet med, at de nok bare er fulde – af ny vin.

I den danske 1992 oversættelse af Bibelen optræder ordet “vin” mere end 200 gange. En reel gennemgang af emnet ville kræve mere spalteplads, end et modsvar bør kræve, men grundlæggende kan det påpeges, at alkohol har nogle farlige skyggesider. Vi ser, hvordan Noas druk fører til forbandelsen af Kana’an, og hvordan Lots døtre drikker ham fuld og forfører ham.

Der gives advarsler mod at drikke sig fuld, og præster og naziræere får særlig besked på at holde sig (for en tid) fra alkohol. Men vi ser også vinen blive nævnt positivt. I Esajas’ bog beskrives ligefrem, hvordan Herren vil bringe et festmåltid med ædel, lagret vin (Esajas 25, 6) og i Ordsprogenes bog 9, 1-6 læser vi om Visdommen, der byder vin, hun har blandet.

Det er selvfølgelig symbolsk, men ikke desto mindre er vinen symbol på noget positivt. Kirkefædre var tilhængerere af at drikke vin og øl Kirkehistorisk har brugen af alkohol ganske rigtigt været diskuteret – men ikke umiddelbart så heftigt, som Manning-Pedersen lægger op til. Prominente kirkefædre som Clement af Alexandria, Augustin og Johannes Chrysostom advarede alle mod at drikke sig fulde, men anså ellers vinen som en god gave fra Gud.

Clement af Alexandria anbefalede fx at drikke lidt efter en lang arbejdsdag. Katolske munke, Calvin, Luther, Knox og senere de engelske puritanere var enstemmigt tilhængere af at drikke vin og øl. Både kirkehistorien og Bibelen vidner altså om en tilgang til alkohol, hvor man er bevidst om farerne ved indtaget, men også ser velsignelsen.

Det er en tilgang, som minder meget om, hvordan Bibelen også behandler andre emner, som fx sex. Sex er Guds gode gave til mennesket – skabt til nydelse og glæde, men bruger vi vores seksualitet forkert, bliver det syndigt og bringer os til fald.

Samvittighedsfrihed

“Kristus skal styre mit liv” skriver Manning-Pedersen, til dette bør svaret altid være “Ja og AMEN”, men det er netop Kristus, der skal styre vores liv og ikke menneskelige tillæg til loven. Når Manning-Pedersen af princip mener, at man skal afstå fra ting, der kan bruges syndigt, så vil det i yderste konsekvens betyde, at vi begynder at kalde “rent” for “urent” og dermed ignorerer Peters syn i Apg. 10.

Vi skal ikke lægge byrder på hinanden, som Gud ikke har givet os, og når det kommer til alkohol, er der samvittighedsfrihed. Den, som med god samvittighed kan nyde alkoholen, kan frit gøre dette og sige Gud tak, den, som ikke kan, bør sige Gud tak for, at han er opmærksom på sin egen begrænsning, og så skal begge dele gøres i kærlighed.

Jeg sætter ikke vin frem, hvis jeg er i selskab med en bror, som ikke drikker vin. Jeg respekterer hans samvittighed og vil til enhver tid hellere afstå fra vinens glæder end at bringe ham til fald.

Må sortere i egne forestillinger

Afslutningsvis kan det måske undre, at jeg bruger en masse tid på at besvare denne kronik – for når alt kommer til alt, hvor vigtigt er det så for mig at kunne drikke vin? Ikke voldsomt vigtigt. Tilgangen og behandlingen af Guds ord ligger mig til gengæld stærkt på sinde, og i denne sag mener jeg, at Manning-Pedersens argumentation er både mangelfuld og i modstrid med Bibelen og traditionen, og selvom hun ellers kan være en dygtig bibellærer, så må Bibelens ord altid stå over vores egen idé om, hvad der er godt og rigtigt.

I kronikken går Manning-Pedersen i rette med Jesus, når han laver vand til vin. Det kan Kristus da ikke finde på. Men jo, det kan han, og det gjorde han, og ingen bør kalde et Guds mirakel for synd. Som bibellærer og dermed talerør for Kongen, må man til enhver tid sortere ud i egne forestillinger og søge skriften og Ånden for svar.

Når vi ikke gør dette, risikerer vi at lægge byrder på mennesker, som ikke har hjemmel i ordet. Jeg tror ikke, at Manning-Pedersen bevidst gør dette, men ikke desto mindre bør tilfælde af vranglære ikke stå uimodsagt.