Konference vil gøre det overnaturlige naturligt

Lørdag den 28. oktober inviterer Tabita Jørgensen, Pernille Liland, leder af Nordic Prophetic Network og Peter Holmsgaard, leder af Kraftværk, til konferencen Catch The Fire.

Tabita Jørgensen, der er initiativtager til Catch The Fire, kalder konferencen en landingsbane for Guds ild. ”Vi laver en landingsbane for Guds ild. Vi har tro for, at der vil komme en masse tegn, undere, mirakler, at det profetiske vil blive forløst, og at Guds nærvær på en helt særlig måde vil komme med livsforvandlende ild,” siger Tabita Jørgensen.

Catch The Fire er blevet afviklet en enkelt gang før, i Aarhus Citykirke, og Tabita fortæller, at flere har efterspurgt et lignende arrangement andre steder i landet. Til den seneste konference deltog omkring 200 mennesker. ”Mennesker blev sat i frihed og mennesker blev helbredt og opmuntret. Der var tegn, undere og mirakler og det profetiske blev forløst under konferencen,” fortæller Tabita Jørgensen.

”Helt konkret var der hoftesmerter, der gik væk, rygsmerter, der gik væk og en ryg, der blev rettet ud, knæ blev genoprettet, depressioner forsvandt, skyld- og skamfølelse gik væk, urene ånder blev sat på flugt, der var omvendelse efter misbrug af alkohol og stoffer, og der var familier, der fik håb og blev forløst i vanskelige familie-situationer,” siger Tabita Jørgensen.

Gratis adgang

Konferencen foregår i Roskilde Baptiskirke og er ganske gratis. Dog skal man selv sørge for mad. ”Vi ønsker mere af Guds overnaturlige virke, kraft, tegn, undere, mirakler og det profetiske. Kom og opdag eller genopdag dine åndelige gaver, så det overnaturlige bliver mere naturligt,” skriver arrangørerne. Du kan læse mere om konferencen på www.tinyurl.com/fireroskilde.