Lægens bog om psykiatri og kristen tro ramte et behov

På forholdsvis kort tid har læge Poul Henning Krogs bog solgt 1.000 eksemplarer. Det er efterhånden meget for en kristen bog. Da der stadig er stor efterspørgsel, udgiver Udfordringen nu bogen i 2. oplag.

Bogen ”PsykiaTro” er på 352 sider og illustreret i farver. Den koster 298 kr., men sælges gennem Hosianna.dk til en intro-pris på kun 248 kr. (klik på billedet for at bestille den)

– De 16 linjer i Salme 23 i Bibelen er ren terapi! siger psykiatrisk læge Poul Henning Krog.

Han har brugt den kendte salme ”Herren er min hyrde” som en slags grundvold i hans bog PsykiaTro, som handler om, hvordan vi kan få det bedre – bl.a. ved at tro på Guds omsorg og leve i den harmoni, som salmen lægger op til. Men Poul Henning Krog bruger også den psykologiske model Accept Commitment Therapy (ACT). Vi har stillet ham nogle spørgsmål om bogen.

Fornyelse af sindet

– Hvorfor skrev du PsykiaTro?

– I mit arbejde som psykiatrisk læge læste jeg flere bøger om Accept Commitment Therapy.
Til min store overraskelse var de fokusfelter, der her blev fremhævet bibelske i deres grundtænkning. ACT hjælper med at gøre et menneske psykisk robust. Jeg indså, at ACT kunne blive en løftestang til fornyelse af vores sind, fortæller P.H. Krog.

– De teologiske ord, de psykiatriske og psykologiske ord kunne alle være særdeles hjælpsomme i at forstå vores sind. Brugbare på mange niveauer og måder. Da de 16 linjer i Salme 23 i Bibelen er ren terapi, blev salmen grundvolden i bogen og ACT blev et nyttigt redskab. Nogle gange har vi brug for at høre noget til dels kendt med andre ord.

Poul Henning Krog mener ikke, der behøver at være konflikter mellem Bibelen og psykiatrien. For ham er Salme 23 også ren terapi. Og i bogen bygger han sin psykiatriske undervisning / sjælesorg op omkring de 16 linjer i Davids kendte salme, suppleret med psykiatrisk viden.

Bibelen og psykiatrien

– Du bygger bogen op over Salme 23, Herren er min hyrde. Hvad siger læserne til, at du blander Bibelen ind i din psykologiske rådgivning?

– De mange tilbagemeldinger fra kristne læsere af bogen har netop bekræftet det faktum, at bogen giver både opmuntring og redskaber. Derfor er blandingen af Bibelen og den psykologiske rådgivning en styrke. Bogen er således for alle, for selvom vi er frelst, har vi brug for, at Helligånden fornyer vores sind fra nu til nu. Vi har fået Kristi sind.

– Er det ikke nok at hjælpe psykisk syge med psykiatri?

– Raske, psykisk syge eller dem, der er tæt på psykisk syge, kan alle få hjælp fra bogen. Når det gælder sunde og robuste sind, er jeg overbevidst om, at vi skal tage det bedste fra de fire verdener – det fysiske legeme (somatiske), det teologiske, det psykologiske og det psykiatriske.

Hjælp på flere måder

– Nogle vil måske mene, at når man har tro, så behøver man ikke også psykiatri?

– Den psykisk syge er sårbar og har brug for medvandrere og, som ovenfor beskrevet, hjælp på flere måder, mener Krog.

– Troen er en gave fra Gud, og den er naturligvis en kæmpe hjælp. Kristus er vores svar. Det er ikke en tro på troen. Kristus vil hjælpe os med at være gode forvaltere af vores legeme, sindet, følelserne og vores vilje. Selvom vi tror på Kristus, går vi til optikeren og får efter behov briller. Selvom vi tror på Kristus, får vi tandlægen til at tilse vores tænder. Selvom vi tror på Kristus, går vi til læge, psykolog og psykiater, når vi har behov for det.

Niels Christian Hvidt, som er professor ved Syddansk Universitet, anbefaler bogen.

Anbefaling af professor

Bogen får positive ord med på vejen af teolog og humanistisk sundhedsforsker Niels Christian Hvidt, som er professor ved Syddansk Universitet. Han skriver:

”En usædvanlig og sjælden bog om kombinationen af videnskab, psyke og personlig tro. Læseren udfordres, opmuntres og beriges af Lægepræstens mange vinkler, ærlighed og munterhed. Jeg kan på det varmeste anbefale bogen til personlig brug og til interesserede grupper i kirker og sundhedsvæsen,” skriver Niels Christian Hvidt. P.H. Krog har fået betegnelsen lægepræsten, fordi han både er læge og i sin fritid også præst.

Prioriterer opgaver

Poul Henning Krog valgte i første omgang selv at udgive bogen på eget forlag. Det har givet ekstra indtægter, men også en del besvær. Og P.H. Krog er ofte ude at holde foredrag. For bedre at bruge sine rige evner på de vigtigste opgaver, har P.H. Krog derfor valgt at lade Udfordringen overtage udgivelsen og salget af denne og hans andre bøger. I forvejen samarbejder Udfordringen med ”lægepræsten” om brevkassen hver 14. dag.

– Bogen har allerede solgt 1.000 ekspl. Hvem tror du, har købt den?

– Bogen har ramt meget bredt både aldersmæssigt og kønsmæssigt. Der er folk på både 18 og 87 år, der positivt har meldt tilbage, hvordan bogen bygger dem op.

Ingen konflikter – tværtimod

– Du er læge på en psykiatrisk afdeling. Samtidig er du præst i en frikirke. Giver det ikke nogen konflikter?

– Det giver ingen konflikter. På psykiatrisk afdeling er jeg psykiater og læge, men ikke præst. Når jeg er i kirken, er jeg præst. Den adskillelse har været klar alle årene. Alligevel er jeg kendt også som præsten. Jeg har holdt taler til tre personalefester, og mine bøger er foræret og solgt til personale, foruden at bøgerne står på alle afdelingerne. Jeg har oplevet mange gode samtaler med personalet. En sygeplejerske fortalte mig, at når man rigtig skal hygge sig, så tager hun en af mine bøger og læser højt for de skizofrene patienter. Andre gange har patienter været til gudstjeneste og talt så positivt herom, at personalet efterfølgende har bestilt en fælles taxa til næste søndagsgudstjeneste. På den måde har jeg haft mange gode oplevelser, fortæller den energiske og idérige lægepræst.

Efter at have arbejdet som læge en del år, blev han forstander på Mariager Efterskole fra 1988-1998 og leder for Sommer-Camp Mariager i syv år. Han har taget i alt tre års fuldtidsstudier fra 1996-2001 på Fuller University i Los Angeles og på Københavns Universitet. Fra 1998-2004 var han præst i Mariager Frikirke.

Derefter blev han præst i Svendborg Pinsekirke. Han har arbejdet som lægekonsulent fra 2007-2011 på Elleruphus Rehabiliteringscenter og efterfølgende på Springbrættet/Slusen Rehabiliteringscenter ved Oksbøl fra 2011. I 2009 tog han en 1-årig terapeutuddannelse. Han blev ansat på Svendborg Psykiatriske afdeling fra 2016 – først i en introstilling og aktuelt arbejder han på nedsat tid, fordi han også skal have tid til at holde foredrag og være brevkasseredaktør på Udfordringen. Han har tidligere udgivet de to bøger: Kære Hr. Tyv og Du er den bedste til at være dig.