Senabort handler om ideologi, ikke biologi eller etik

For dem, som allerede er modstandere af abort, gør det i princippet ingen forskel, at Etisk Råd nu anbefaler at hæve abortgrænsen til 18 uger. Hvad er forskellen på, om man afslutter et liv i uge 2 eller uge 18? Det er det samme individ, der er tale om. Den debat, som Etisk Råd netop har åbnet op for ved at tilkendegive, at et flertal af dets medlemmer nu går ind for at hæve abortgrænsen med seks uger, viser også, at for mange tilhængere af abort handler det om ideologi og ikke biologi.

Etisk Råd lægger ikke skjul på, at deres bevæggrund for at ville hæve grænsen til uge18 er at give kvinder endnu større ret til at kunne bestemme over egen krop. At det handler om kvinders rettigheder kunne man heller ikke være i tvivl om, da DR’s Aftenshowet på dagen for Etisk Råds udmelding havde inviteret to feministiske debattører i studiet.

De fik lov til at køre løs med kompromisløse argumenter for kvindens ret til at bestemme over sin egen fertilitet. En tredje kvinde tonede også frem og fortalte om, hvordan hendes liv var “smadret”, fordi hun var blevet nægtet en senabort og måtte tage til Sverige. Hvorfor havde man ikke inviteret en kvinde med til debatten, der havde fortrudt at få en abort for i det mindste at nuancere billedet?

Debatten viser, at abort i virkeligheden ikke længere er hverken et medicinsk eller et etisk spørgsmål, men et ideologisk. Den viden, vi har om fostres liv, og den teknologi, vi har i dag, som vi ikke havde, da aborten blev indført i 1973, taler sit tydelige sprog. Alt DNA er tilstede ved undfangelse. Flere og flere fostre kan overleve uden for livmoderen. Og der er en ingen medicinsk udfordring i at afslutte liv for ufødte børn helt op til fødslen.

Det er os som samfund, der beslutter, hvornår et foster er et menneske med egne rettigheder. Den beslutning bliver alene styret af ideologi. Som det er nu, er det feministerne, der suverænt sidder på magten til at bestemme, hvornår et liv er noget værd. Feminismens og kvindebevægelsens inderste ideologiske kerne er drevet af retten til at kunne kontrolle fertilitet.

Da en læge i Aftenshowet gennemgik de makabre detaljer fra, hvordan en senabort reelt foregår, blev den ene feministiske debattør forarget, fordi hun mente, at den viden kunne få folk til at være imod abort, og det var synd for kvinderne. I en tid, hvor der kæmpes for, at alle minoriteter og svage skal have plads i samfundet, er det absurd, at feminister får så store privilegier, at de kan få lov til at være helt ligeglade med dem, som er de allersvageste og regne dem for ingenting.