Soldaterhjem inviterer til fernisering og reception

Soldaterhjemsleder Daniel Poulsen (til venstre) og Jan Rasmussen foran et udsnit af det nye vægmaleri på KFUM’s Soldaterhjem i Fredericia. Pressefoto.

KFUM’s Soldaterhjem i Fredericia inviterer venner af soldaterhjemmet og Føringsstøtteregimentet og andre nysgerrige til en ferniseringsreception den 12. september for at fejre fornyelsen af lokalerne i soldaterhjemmet.

Takket være en donation fra Fæstningsbyen Fredericias Venner, overrakt af borgmesteren selv, har soldaterhjemmet fået et flot – og tiltrængt – løft, der kommer både soldater, veteraner og øvrige besøgende til gode. Receptionen finder sted på Soldaterhjemmet i Fredericia tirsdag den 12. september kl. 15.00, hvor også borgmesteren vil være til stede.

Graffitimaleri

Fornyelserne inkluderer: Et imponerende gavlmaleri skabt af den talentfulde graffitimaler DonDato, nymalede vægge, der skaber en indbydende atmosfære samt et Dannebrogsflag fra Kastellet i Fredericia, der har fået nyt liv svævende i loftet. Jan Rasmussen, medlem af Fæstningsbyen Fredericias Venner og De Danske Landsoldater, deler sin begejstring:

”Jeg må indrømme, at jeg først tænkte, at graffiti da ikke kan være pænt. Men da jeg hørte, at maleriet inkluderede en landsoldat, der ligner mig selv i uniform, blev jeg alligevel nysgerrig,” fortæller Jan Rasmussen, der hvert år står udstationeret på voldene ved 5. og 6. julifejringerne i sin flotte, røde uniform.

”Det er næsten ikke til at forstå,” er hans første reaktion, da han ser graffitikunsten på KFUM’s Soldaterhjem i Fredericia. ”De detaljer, farver og det gennemgående flag i værket. Jeg er helt vild med det,” fortæller Jan Rasmussen. Også soldaterhjemsleder Daniel Poulsen glæder sig over fornyelserne: ”Det nye gavlmaleri forbinder det moderne med det historiske samtidig med at hylde Føringsstøtteregimentet, Fredericias historie og soldaterhjemmets kristne grundlag. De nymalede vægge og det store Dannebrog flag giver sammen et fuldendt udtryk.”

Flere typer brugere

Soldaterhjemmet bruges af både værnepligtige, konstabelelever og øvrige ansatte i Føringsregimentet samt veteraner. Hjemmet fungerer som et civilt, kristent fristed for soldater, veteraner og deres pårørende. I løbet af sommeren har nogle af stedets fastboende veteraner også hjulpet med at male væggene. Receptionen foregår tirsdag den 12. september 2023 kl. 15.00-16.30 på KFUM’s Soldaterhjem på Treldevej 99 i Fredericia.