Sund kærlighed og seksualitet hele livet
Åbenkirke i Herning sætter fokus på kærlighed og seksualitet via syv små foldere, som også kommer til at danne udgangspunkt for samtaler og oplæg i kirken.
Åbenkirke i Herning præsenterer syv små foldere, som inviterer til samtale om kærlighed og seksualitet. Folderne henvender sig til folk i forskellige livsfaser. Det er lige fra teenagere til parforhold i børnefamilier og videre til singler og seniorer. Hver folder zoomer først kort ind på omstændigheder og særlige udfordringer, der kan gælde i de konkrete livssituationer. Læserne møder herefter ti spørgsmål om kærlighed, værdier og livsvalg. Og endnu ti spørgsmål om sex og seksualitet.
Sexolog og kirkefolk i dialog
Materialet er udarbejdet af Amanda Lagoni, som er sexolog og parterapeut. Hun har en opvækst inden for Indre Mission og folkekirken og bekender sig som kristen. I udviklingen af materialet har Amanda Lagoni været i dialog med repræsentanter for Indre Mission, Luthersk Mission og Apostolsk Kirke Danmark.
En livslang samtale
Simon Jørgensen, præst i Åbenkirke i Herning, har været med i denne dialog. Simon Jørgensen mener, at det er vigtigt, at kirken ikke kun har syn for fx åndelige spørgsmål, tjeneste og frivillighed, men at den også interesserer sig for de udfordringer, vi kan opleve gennem livet. Både hos os selv og i parforholdet. ”Ægteskabet og samlivet har høj værdi for Gud. Det vil derfor være områder, vi som kirke også vægter højt,” siger Simon Jørgensen og fortsætter:
”Samtalen om kærlighed og seksualitet, singleliv og samliv skal foregå kontinuerligt. Den er med til, at singlen får en stærkere relation til sig selv, og at parforholdet forbliver sundt,” understreger Simon Jørgensen.
Åbenkirke vil foreløbig bruge materialet i de obligatoriske samtaler med par, der ønsker at blive viet i kirken. Men også inddrage det i en snak, som vil blive tilbudt førstegangsforældre. Ungdomsgruppen vil ligeledes arbejde med materialet. Den har nemlig oplæg og drøftelse om ’sex og samliv’ mindst en gang om året.
Præster som sjælesørgere
Spørgsmålene i materialet og en efterfølgende dialog kan skabe erkendelse hos læserne om, at der er noget, der kan komme til at fungere bedre.
I disse situationer kan man henvende sig til præster og vejledere i Åbenkirke.
”Vi er altid parate til en fortrolig snak. Ofte kan samtale og bøn hjælpe til refleksion og forandring. Som kirkelige sjælesørgere er vi også opmærksomme på at opmuntre til at konsultere en fagperson inden for området. Fx en psykolog, parterapeut eller sexolog,” slutter Simon Jørgensen.