Hamas’ og Israels naboskab må slutte efter chokerende terrorangreb

Siden den palæstinensiske terrorgruppe Hamas tog kontrollen i Gaza i 2007, har gruppen med jævne mellemrum været i krig med Israel. På trods af den blodige forhistorie havde ingen forestillet sig, at det, som skete lørdag den 7. oktober, var muligt. Her brød flere hundrede Hamasfolk tidligt om morgenen igennem det grænsehegn, der adskiller Israel og Gaza.

I løbet af de efterfølgende timer dræbte de med koldt blod mere end 1.000 israelere – unge og gamle, mænd, kvinder og børn. Derudover tog de mere end hundrede gidsler med tilbage til Gaza.
Dagen er af mange blevet kaldt »den blodigste dag for det jødiske folk siden Holocaust«.

Men hvem er Hamas egentlig?

Gruppen blev stiftet i 1987 som en udbryder af Det Muslimske Broderskab og kalder sig en”muslimsk modstandsbevægelse”.
Gruppen står på blandt andet EU’s og USA’s terrorliste, og i begyndelse af halvfemserne gennemførte gruppen mange terrorangreb mod Israel – blandt andet selvmordsaktioner.
Af gruppens charter fremgår det, at de gennem hellig krig vil gøre hele Palæstina (det vil sige Israel, Gaza og Vestbredden) til et islamisk område og ”rejse Allahs banner”.
Ud over at være en islamisk terrorgruppe er Hamas dog også et politisk parti, som faktisk vandt det palæstinensiske valg i 2006, og som i dag har en form for regering i Gaza.
Deres politiske rival, Fatah, er et sekulært parti, som har magten i det andet palæstinensiske område, nemlig Vestbredden.

Israels mangeårige dilemma

Israel er i skrivende stund i gang med et omfattende militært modsvar på angrebet 7. oktober. Hvor det ender, er umuligt at vide, men alt tyder på, at Israel vil ramme Hamas så hårdt som overhovedet muligt og forsøge at give terrorgruppen dødsstødet.
Israel og Hamas har været naboer i 16 år, og det har været et blodigt naboskab.
Den islamistiske bevægelse har som erklæret mål at udslette staten Israel. Derfor er Israel med jævne mellemrum blevet angrebet. Primært med raketter affyret mod de byer, som ligger tæt på Gaza, men også storbyen Tel Aviv er blevet ramt.

Siden 2007 har Israel og Hamas udkæmpet fem krige inkl. den igangværende.
Betegnelsen krig skal i denne sammenhæng forstås sådan, at når angrebene har været tilstrækkeligt langvarige og omfattende, så kalder Israel det en krig – og giver den et navn.
Den nuværende er blevet døbt ’Operation Jernsværd’. 300.000 soldater er indkaldt. Målet er, at denne krig bliver den sidste mod Hamas.
Ud over de kampe, som får betegnelsen krig, har Hamas jævnligt angrebet Israel med raketter.

De seneste mange år har man set det samme gentage sig igen og igen:
• Hamas vælger at affyre raketter mod Israel. Begrundelsen er typisk, at Israel ifølge dem vil overtage Tempelpladsen i Jerusalem, hvor det ellers kun er muslimer, der må bede. Grundlæggende handler deres motiv dog mere om deres islamistiske ideologi og ønsket om at udslette Israel, som udspringer af denne ideologi.
• Israels missilskjold forhindrer stort set alle raketterne i at ramme befolkede områder, og raketterne forvolder som regel kun materiel skade.
• Som modsvar udfører Israel luftangreb mod Hamas-mål såsom kontorer, våbenlagre og affyringsramper. Fordi Hamas vælger den strategi at placere sine baser midt i civile områder, fører disse angreb som regel til civile tab. Også selvom Israel i forvejen advarer om, hvor de vil angribe, netop for at undgå civile tab.
• Efter nogle dage indgås en aftale om våbenhvile. Denne er som regel forhandlet på plads af Egypten, der også grænser op til Gaza.
• Herefter følger en relativt rolig periode – indtil Hamas igen vælger at angribe.

For befolkningen i israelske byer som Sderot og Ashkelon, der ligger tæt på Gaza, har denne onde cyklus i mange år medført en hverdag præget af konstant alarmberedskab. Situationen er derfor ikke holdbar. Den er faktisk helt uacceptabel, for det er altid et spørgsmål om tid, hvornår det næste angreb kommer – og det er udelukkende Hamas, der vælger tidspunktet. Alligevel har Israels regering ikke for alvor forsøgt at ændre på det. Det skyldes, at det vil kræve en ekstrem høj pris.
Den eneste måde, Israel kan slippe af med Hamas på, er ved at foretage en landinvasion. Her skal man huske, at der bor cirka to millioner mennesker i Gaza, som kun er på størrelse med Langeland. Det er ekstremt tæt bebygget og er derfor ikke nogen rar udebane, når man skal gennemføre en omfattende militær operation. En landinvasion vil blive et blodbad og koste mange israelske soldater livet – og også mange civile palæstinensere.
Derfor har Israel indtil nu tålt Hamas’ eksistens. Fordi konsekvenserne ved at forsøge at fjerne dem synes uoverskuelige. Den herskende stemning efter angrebet 7. oktober er dog, at det ikke længere er en mulighed at leve med Hamas som nabo. Ingen troede, at Hamas var i stand til at udføre sådan et angreb, og ingen vil acceptere, at noget lignende kan ske igen.
Derfor kan 7. oktober meget vel blive en skillevej i forholdet mellem Israel og Hamas.

En ny forståelse vil føre til en ny tilgang

Da israelerne så Hamas-soldater dræbe hundredvis af tilfældige mennesker og bortføre kvinder, børn og ældre, blev deres selvforståelse ændret.
Der blev rokket ved opfattelsen af Israel som den stærke og nærmest uovervindelige nation, som altid var på forkant med alting.
I en analyse skriver den israelske journalist Haviv Rettig Gur fra The Times of Israel, at forandringen i den israelske selvopfattelse meget vel kan føre til en helt ny tilgang:
”Et stærkt Israel kan muligvis tolerere et krigerisk Hamas langs sin grænse. Det kan et svagt Israel ikke. Et sikkert og trygt Israel kan bruge tid og ressourcer på at bekymre sig om de humanitære konsekvenser af en landinvasion i Gaza. Det kan et mere sårbart Israel ikke.”

Med andre ord: Israel har formentlig indset, at de ikke kan tillade Hamas’ eksistens på den anden side af et åbenbart skrøbeligt grænsehegn.
De kommende uger – måske måneder – vil vise, hvor høj prisen bliver, og om det overhovedet kan lade sig gøre at fjerne Hamas fra Gaza.