I Esbjerg holder de glædesfest i stedet for Halloweenfest
Hvad der begyndte som en irritation over udbredelsen af Halloween endte med idéen til en glædesfest.
Hos Luthersk Mission er der flere fællesskaber rundt i landet, der gerne vil tilbyde et alternativ til Halloweens fejring af mørke, død og uhygge. Derfor arrangeres der flere steder lysfest eller glædesfest, som hylder lyset, glæden og Guds sejr over døden den samme dag, som resten af landet fejrer Halloween, det skriver Tro & Mission.
Slik og bibevers
Et af de steder er i Esbjerg, som siden 2019 har tilbudt et alternativ til Halloween. Her begynder festen om eftermiddagen, hvor der selvfølgelig er en masse slik til børnene, hvorefter der vil være forskellige kreative muligheder, inden der senere bliver holdt et børnemøde med temaet ’Døden er besejret’.
Hvert år er der knyttet et bibelvers til dagen. I år er det fra Johannes 11,25:
”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.”
Fra irritation til inspiration
Inspirationen til glædesfesten udsprang af en irritation over udbredelsen af Halloween, fortæller Marchen Fredensborg, der har været med til at arrangere glædesfesten siden 2019. Marchen Fredensborg fortæller desuden, at de oplever stor opbakning fra forældre, som takker for initiativet og sætter stor pris på alternativet til Halloween.