Kim Brandt fandt ud af, at han er værdifuld
Gud er noget særligt og gør også Kim Brandt Johansen til noget særligt – giver ham talenter, når han synger gospel, lovsang eller salmer, og giver ham et gehør, så han kan spille en melodi, selvom han kun har hørt den en enkelt gang.
Kim Brandt Johansen er opdraget til at tro, at han ikke er så meget værd. Han har kæmpet en del for at bearbejde både traumer og det lave selvværd, som mangel på respekt, empati og lydhørhed fra en kritisk, dominerende og til tider uligevægtig, overanstrengt far kan afstedkomme. Netop Gud havde hans far det meget svært med. Oprindeligt var begge Kims forældre kristne, men hans far vendte ryggen til Gud.
Farens sidste køretur
Kim Brandt Johansens far fik det med tiden dårligere og kæmpede med overforbrug, livets besværligheder, kriser og krav. Alting tog overhånd og overvældede ham, og der var ikke nogen, der formåede at hjælpe ham. I 1982 fik det tragiske konsekvenser.
”En aften kl. 18.30 sagde min far, at han skulle afsted til en klient. Han lånte min bil. Selv kørte han helst kun i Jaguar, men de var brugte og gik ofte i stykker, så han tog min blå Morris 1000. Jeg nåede ikke at få sagt farvel, selvom vi normalt ellers altid gav hinanden et kram. Kl. 21.00 begyndte min mor at blive urolig for ham. Hun ringede til nogle venner i Vedbæk, hvor vi havde en båd. De kørte ned til båden for at se, om han var der. Det var han ikke,” fortæller Kim Brandt Johansen.
Kim Brandt Johansen sad sammen med sin søster i fodenden af forældrenes seng, mens moderens uro voksede. Selvom Kim Brandt Johansens far var besværlig, var han elsket. ”Klokken 22.57 blev min mor mindet om noget. Hun fik tanken, at hun skulle bede for min far. Næste morgen kom to betjente og bankede på døren. De havde fundet ham i Gribskov. Død… med en slange førende ind i bilen fra udstødningsrøret,” siger Kim Brandt Johansen.
Han havde brugt sønnens bil til at tage livet af sig selv. ”Fordi min mor bad for min far klokken 22.57, er jeg overbevist om, at han kom i himlen,” afrunder Kim Brandt Johansen beretningen om sin fars sidste køretur.
Økonomisk kaos
I halvandet år beholdt han bilen og fortsatte med at køre i den – indtil han en dag blev bestjålet. Han fandt bilen opmagasineret på fire ølkasser uden hjul. ”Min far kunne ikke styre sin økonomi. Alting skulle hele tiden være større, større, større, bedre, bedre, bedre,” fortæller Kim Brandt Johansen. Familien stod derfor tilbage med økonomisk kaos. En gæld på to millioner, som sørgeligt nok måske netop var medvirkende til at få ham til at opgive livet, selvom penge selvfølgelig var uden betydning i forhold til hans liv.
Den store villa i Skodsborg måtte sælges. ”Min onkel hjalp os med at få en ejerlejlighed i Ordrup, da min far døde. Min mor havde intet at rutte med på det tidspunkt, men han fandt et uhørt godt tilbud – et dødsbo, og hjalp os.”
Flygtede til Danmark
”Min mor var krigsbarn. Mormor og morfar var kristne og gemte jøder i Bremen, indtil morfar i 1942 fik besked på at møde op på politistationen. Derfor flygtede familien til Danmark, til Østerbro, hvor min mor, Hilda, mødte min far. Han var også kristen på det tidspunkt, og de blev gift. Men da min far begyndte at læse psykologi, sendte han biblen til skafottet,” fortæller Kim Brandt Johansen, der er født i Hellerup Lund sogn på Sankt Lukas Stiftelsen i 1962.
”Efter min fars død begyndte min mor og jeg i 1983 at komme i Kristuskirken i Baggesensgade. Hun måtte ikke komme der, mens min far levede, fordi han ikke længere var troende. Hver jul gav han hende en toiletrulle i julegave,” fortæller Kim Brandt Johansen.
Han så Jesus
Opvæksten med en far, der gerne ville bestemme og ofte havde kritik på programmet, har haft mange konsekvenser.
”Jeg hadede skolen, fordi jeg følte, jeg skulle præstere det ypperste. Min mor og jeg kunne ikke rigtig komme ud af den boble af psykisk vold, som vi var omkredset af fra min fars side. Min søster, som var adopteret, klarede sig bedre,” fortæller han – og glæder sig over at være gudfar til hendes tre børn.
Det havde derfor stor betydning, at han allerede første år, han kom i Kristuskirken, fik en livsforvandlende åndelig oplevelse, der netop understregede, hvor velkommen og elsket han er.
”Om aftenen den 27. november 1983, så jeg, mens jeg var kirken, en skikkelse i hvid klædning fra top til tå. Han tog imod mig, og jeg græd af taknemlighed. Jeg rakte mine hænder ud efter ham, og han rakte sine hænder imod mig. Så lagde jeg mig på knæ. Han smilede i sin krop. En varm kærlighed. Jeg kunne ikke se hans ansigt. Sådan en uendelig, stor kærlighed var jeg aldrig blevet mødt af tidligere. Kort efter valgte jeg at blive døbt. Det var ingen dans på roser at blive kristen – også på grund af min far, men jeg begyndte at studere biblen og komme i bibelgrupper. Jeg sugede alt til mig. Jeg ville have alt at vide og mærke det på kroppen,” forklarer Kim Brandt Johansen.
Et nyt sprog
I sommeren 1985 havde han endnu en skelsættende åndelig oplevelse.
”Jeg var til Kristus-seminar, gudstjeneste og sommercamp på Bornholm og boede i en teltlejr med masser af baptister. Selvom jeg var blevet personlig kristen og døbt i 1983, havde jeg stadig ikke indre fred og ro. Derfor gik jeg med rystende ben op til forbøn. Da de bad for mig, skete der i første omgang ingenting, men lidt senere kom Guds hellige ånd over mig, og jeg fik tungetale: Jeg lo, jeg græd, jeg sang lovsang i Herren og vækkede alle på lejren. Jeg blev fyldt af hans inderlige, dybe fred den aften. Min farmor kunne udlægge tungetale, men forstod ikke min. Når den giver mig styrke, forstår jeg heller intet selv. Når jeg beder inderligt, kommer den nogle gange over mig – og fylder mig med varme og kærlighed. Selvom jeg ikke forstår, hvad det betyder, kan jeg mærke, at det opbygger mig. Så jeg er en helt anden person – også når jeg synger. Jeg er kærlighed. Man kan blive samlet op – ligesom af en rendesten,” pointerer han.
At give slip
At give slip og være i Gud og med Gud sætter Kim Brandt Johansen stor pris på. Det sker især, når han synger.
”Det giver mig styrke at synge, og jeg mærker, at jeg er lige så meget værd som alle andre. At Gud former mig. Jeg har altid haft et musikalsk øre ligesom min mor. Derfor kom jeg efter min fars død med i et gospelkor i Kristuskirken. Senere valgte jeg at komme i den internationale kirke ’First Baptist International Church of Copenhagen (FIBC)’ – fra 1989 til og med 2018.”
Stor kærlighed, stor sorg
”I FIBC har jeg til tider været solist i gospelkoret og været til events med Etta Cameroun og Maria Koppel for eksempel, men jeg stoppede, da min mor døde i 2013, fordi jeg gik ned psykisk. Jeg havde brug for stilhed og søgte og fik også førtidspension. Når ens sidste forælder dør, står man virkelig alene. Nu måtte jeg blive rigtig selvstændig, nu måtte jeg blive en mand,” siger Kim Brandt Johansen.
Hans armbåndsur gik i stå, netop i det øjeblik hans mor døde. Hun havde demens til sidst og havde en svær tid forinden. Det havde Kim Brandt Johansen som nærtstående pårørende derfor også.
”I dag er der ingen, der kan rokke mig i min form for overbevisning i troen. Det er ikke nemt at være personlig kristen, men det ender godt,” tilføjer Kim Brandt Johansen, der som ung i en periode studerede psykologi, men droppede det. I 1984 startede han som kontorassistent-aspirant i Social og Sundhedsforvaltningen i København og har været på arbejdsmarkedet i 35 år.
Et nyt kapitel
I november 2023 har Kim Brandt Johansen været personlig kristen i fyrre år. I dag synger han i et kor i Lyngby Baptistkirke på Odinsvej. Han har boet i en lejlighed på 12. etage i Lyngby Storcenter i tyve år, men skal finde et nyt sted at bo, for lejekontrakten er blevet opsagt på grund af renovering. Et nyt kapitel boligmæssigt står for døren inden foråret.
