Palæstinenserne har haft dårlige ledere

Følgende indlæg er skrevet af Poul Kirk og har også været bragt på Poul Kirks facebookside.

Det er vigtigt, at vi i disse dage bevarer nuancerne i synet på palæstinenserne i lyset af Hamas’ forfærdelige terrorhandlinger, som har rystet verden. I forbindelse med mine flere end 35 rejser til Israel i de seneste 30 år, har jeg mødt mange fantastiske repræsentanter for det palæstinensiske folk – både på Vestbredden og i Østjerusalem, som i disse dage må vride sig smerte over det, de ser på TV.

Evangeliske, ortodokse, katolske og lutherske kristne, som alle gør en fantastisk forskel. Jeg har også lært flere muslimer at kende gennem årene og har lært at sætte stor pris på venskabet med dem. Hvordan kan det være, at flertallet af palæstinenserne er endt i en blindgyde? Hvordan kan det være, at Hamas er blevet så populær? En organisation, der bedst kan sammenlignes med Taliban og Islamisk Stat.

Palæstinenserne har haft dårlige ledere

Blot et eksempel på dette. Gaza-striben kunne i dag have været selvforsynende med frugt, grøntsager mv. Da Israel i 2006 trak sig tilbage fra Gaza-striben og overgav området til det palæstinensiske selvstyre, indsamlede amerikanske jøder 13 millioner dollars for at sikre, at de jødiske bosættere kunne efterlade deres drivhuse intakte efter tilbagetrækningen.

Israelerne trak sig tilbage og overlod beskyttelsen af drivhusene til PLO/PA, men de vendte det blinde øje til ødelæggelsen af hele produktionsapparatet.
Ifølge den arabiske TV-kanal havde de israelske drivhusejere tjent ”titusindvis af millioner af dollars årligt på lukrative afgrøder, der bl.a. omfattede blomster og urter, som de solgte til udlandet”.

De amerikanske jøders velvilje over for beboerne i Gazastriben med en gave på 13 millioner dollars endte i plyndrede og ødelagte drivhuse.
(Kilde: hwww.aljazeera.com/…/looters-steal-gaza-greenhouses).

Barak sagde ja. Arafat sagde nej

I sommeren 2000 indkaldte den amerikanske præsident Bill Clinton til fredskonference i Camp David, USA. Oslo-fredsaftalen var stødt på grund, og nu ville Clinton puste nyt liv i fredsprocessen. Clinton foreslog på baggrund af Oslo-aftalen en to-statsløsning, hvor Gazastriben, sammen med 95 procent af Vestbredden og halvdelen af Old City (det muslimske og kristne kvarter) skulle være Palæstinas hovedstad.

De sidste 5 procent af territoriet skulle skaffes nord for Vestbredden ved indlemmelse af 3-4 arabiske landsbyer, som siden 1949 havde ligget i Israel, men nu skulle overgå til PLO. Jeg var i Jerusalem i de dage, hvor planen blev lækket. En opinionsundersøgelse i Old City i Jerusalem viste, at 57 procent af den muslimske befolkning ikke ønskede at komme under PLO/PA. 70 procent i det kristne kvarter havde samme opfattelse.

I de 3-4 arabiske byer i Nord-israel var der store demonstrationer imod en indlemmelse i Palæstina. Det var interessant at være i Jerusalem i disse dage. Pludselig ”fangede bordet”, og der var udsigt til en permanent løsning med fred – under Arafat. I Camp David sagde den israelske premierminister Ehud Barak ja til fredsplanen, mens svaret fra Yassir Arafat var nej.

Bill Clinton var frustreret

Her er et citat fra Bill Clintons selvbiografi ”Mit liv”:

”Jeg ringede dagligt til andre arabiske ledere for at opfordre dem til at presse Arafat til at sige ja. De var alle imponerede over Israels accept og fortalte mig, at de mente, at Arafat skulle tage aftalen. Jeg har ingen mulighed for at vide, hvad de fortalte ham, selvom den saudiske ambassadør, prins Bandar, senere fortalte mig, at han og Crown Price Abdullah havde det tydelige indtryk, at Arafat ville acceptere parametrene. Den 29. mødtes Dennis Ross med Abu Ala, som vi alle respekterede, for at sikre sig, at Arafat forstod konsekvenserne af afvisning. Jeg ville være væk. Ross ville være væk. Barak ville tabe det kommende valg til Sharon. Bush ville ikke springe ind, efter at jeg havde investeret så meget og fejlet.”

Og på side 208 I ”Mit Liv”, skriver Clinton således: ”Lige før jeg forlod embedet, takkede Arafat mig i en af vores sidste samtaler for al min indsats og fortalte mig, hvilken fantastisk mand jeg var. ”Hr. Formand,” svarede jeg, ”jeg er ikke en fantastisk mand. Jeg er en fiasko, og du har gjort mig til en.” Jeg advarede Arafat om, at han på egen hånd valgte Sharon, og at han ville høste stormen.”

Fra 2001 var var det Sharon og Netanyahu, der var ved magten i Israel. Arafat havde chancen – men missede den.

Benægter jødernes tilknytning til Israel

Jeg besøgte i starten af 00`erne den øverste muslimske leder af tempelbjerget i Jerusalem, Adnar Husseini. Jeg sad ved hans store skrivebord med udsigten til Klippemoskeen og spurgte Adnar Husseini:

”Hvordan har du det med, at her på tempelpladsen lå det jødiske tempel indtil år 70 e. Kr.?”

”Kan du se noget tempel,” spurgte han.

”Nej, men hjemme i søndagsskolen i Lønborg lærte jeg, at Jesus ofte gik ind i templet i Jerusalem,” svarede jeg.

”Det er noget, zionisterne har bildt jer ind,” lød svaret fra den øverste leder af muslimernes tredje vigtigste helligdom. Denne historiefornægtelse gælder ikke bare Tempelbjerget og Grædemuren i Jerusalem – men overalt i Det Hellige Land. Jøderne er kolonialister på linje med boerne (hollænderne) i Sydafrika, englænderne og franskmændene i Afrika og Asien og Danmark i Vestindien. Palæstinensiske børn vokser op med denne fornægtelse af jødernes tusindårige historiske tilknytning til landet.

Landet var ikke øde og tomt

I 1896 var der 20.000 jøder og 500.000 arabere i Palæstina. 50 år senere i 1946 var der 606.000 jøder og 1.237.000 arabere i Palæstina. En befolkningstilvækst på 588.000 jøder og 737.000 arabere. Der ankom altså flere arabere til området end jøder fra 1896-1946. Jøderne byggede skoler, sundhedsklinikker og sygehuse til alle (inkl. araberne) og kom med penge til at bygge og etablere sig.

”Smerten for palæstinenserne er, at de er blevet martyrer
uden kendskab og forståelse for historiske kendsgerninger
og konsekvenserne af deres egne lederes manglende mod til at stifte fred. ”

Alt dette tiltrak de arabiske nomadefolk, som søgte hen, hvor der var penge at tjene. Der er to konsekvenser af dette faktum om befolkningsudviklingen før staten Israels oprettelse i 1948:

a) Flertallet af arabere i området har ikke været der længere end jøderne

b) Landet var ikke øde og tomt, da jøderne vendte tilbage.

Der blev begået overgreb på araberne fra jødernes side i forbindelsen med indvandringen. Det er der desværre eksempler på. Mange af mine jødiske venner anerkender dette ansvar. Problemet her er, at overgrebene og den til tider manglende følsomhed overfor lokalbefolkningen er blevet hovedfortællingen for palæstinenserne.

I 90`erne og 00`erne forsøgte Israel via skolebøgerne at lukke op for dette mørke kapitel i indvandringens historie, men denne positive udvikling i erkendelses- og forsoningsfasen er blevet standset af den vedvarende palæstinensiske afvisning af fredsudspillene og den vedvarende historiebenægtelse og terror. Smerten for palæstinenserne er, at de er blevet martyrer – uden kendskab og forståelse for historiske kendsgerninger og konsekvenserne af deres egne lederes manglende mod til at stifte fred.

Det er den almindelige palæstinenser, der betaler prisen for dårlige ledere. Det at betragte sig selv som et offer og blive trukket ind i martyriet er sjældent sundt for menneskesjælen. I stedet for offerrollen og dermed uansvarligheden er det langt sundere at spejle sig i andre folk, som kom ud af undertrykkelsen på en bedre måde, end den vej de palæstinensiske ledere anviser

Spejl jer i balterne og Martin Luther King

De baltiske lande: Estland, Letland og Litauen var i næsten 50 år besat af Rusland. Ikke bare besatte russerne landene, men de deporterede også flere hundredtusinder til fangelejrene i Sibirien og lod russere overtage deres ejendomme i Baltikum. Balterne øvede ingen terrorangreb imod besættelsesmagten og foretog ingen selvmordsaktioner imod russiske skoler, daginstitutioner, butikscentre mv. De mødtes til fællessang – i Tallinn op til 300.000 mennesker, der sang kristne salmer og sange og nationale sange i en skøn forening.

På 50-års dagen for Hitler-Stalin-pagten den 23. august 1989 – aftalen, der reelt gjorde det muligt for Stalin at besætte de tre stater i 1944 og nedlægge dem som selvstændige lande – stod over en millioner mennesker i en række fra Tallinn til Vilnius i syd med hinanden i hånden – og sang. De sang bare. De råbte ikke hævn over besættelsesmagten. Kun otte mistede livet i balternes kamp for frihed fra 1989 til 1991.

Og hvad med at vende sig imod Martin Luther King – den sorte amerikanske baptistpræst, der via ikke-volds-strategien kom længere i de sortes befrielseskamp end både Yassir Arafat, Hamas, Islamisk Jihad, PFPL m.fl. er kommet i 75 år. Vi ved godt, at der stadigvæk er meget tilbage at ønske for de sortes rettigheder i Amerika, men der er langt fra virkeligheden i Harlem til nøden, håbløsheden og elendigheden i Gazastriben.

Måske skulle man som balterne lade sig inspirere af Mesteren fra Nazareth, der sagde: Elsk jeres fjender – gør godt imod dem, der hader dig. Må inspirationen fra Bjergprædiken skabe håb og tro for Gazas befolkning. Støt og bed for dem, der stifter fred.

Poul Kirk medvirker sammen med andre erfarne undervisere på et Israel-kursus på Mariager Højskole fra den 19-25. november 2023.
Det kan du læse mere om på Mariager Højskoles hjemmeside.