Den hvide rose

En morgen, da jeg havde afleveret mine piger i skole og handlede lidt ind, fangede mit blik en lille hvid rose, der havde kæmpet sig igennem et hybenkrat. Krattet var afblomstret, de fleste blade var faldet af, og måske derfor havde rosen haft plads og kraft til at strække sig mod lyset og folde sig ud. Jeg plukkede den forsigtigt imellem tornene og puttede den i en vase på bordet, så jeg kunne nyde den på hjemmekontoret.

Tænkte, da jeg så den lille rose, at måske er den noget af svaret på det spørgsmål, jeg oplever at få oftere end noget andet. Spørgsmålet om, hvordan jeg kan bevare troen og håbet på en Gud, der har alt i sine hænder, når jeg i begge mine jobs møder smerte, modgang, håbløshed og udslukte øjne. Mange af dem, jeg møder, har det som det tilvoksede hybenkrat.

Smerte på smerte har filtret håbet ind i et virvar af krat og torne. Måske er det så sammenfiltret, at selv når alle blade er faldet af, altså når alt indpakning og forstillelse også er væk, er det stadig helt uigennemskueligt, og lyset er svært at øjne. Samtidigt er det lige der, når alt forstillelse, såsom stolthed, ærekærhed, dyre indpakninger, såsom smukke huse, designertøj mm er væk, at mennesket træder frem i sin autencitet.

I den autencitet ser jeg gang på gang noget vokse frem. En ukuelighed og vilje, der går mod lyset. Det oplever jeg ofte i mit arbejde. At lige der, hvor vi som mennesker giver slip og strækker os mod noget andet, lige der kan noget nyt bryde igennem. Som der står i de stærke vers i 1. korinterbrev kapitel 12 er der styrke i magtesløsheden, Guds magt udøves i min magtesløshed. For når jeg er magtesløs, er jeg stærk.

Lige der i menneskers smerte, hvor håbet er filtret ind, har jeg brug for, at Gud viser sin styrke i magtesløsheden, at han viser sit perspektiv og sit håb for det enkelte menneske. Dette håb må jeg nænsomt bære videre til det menneske, der er uden håb. Jesus blev født ind på jorden, som en rose i et tornekrat. Han om nogen kender til al vor smerte og ønsker at løfte vores blik mod lyset, så vi kan strække os mod det håb, der er. Med Guds håb for øje kan jeg se ind i smerten og magtesløsheden.

”Den yndigste rose er funden,
blandt stiveste torne oprunden
vor Jesus den dejligste pode
blandt syndige mennesker gro´de”
– Brorson