Det vigtige er ikke altid morsomt

Af Jens Fischer-Nielsen
Tidl. missionær i Bangladesh og sognepræst i Esbjerg. Forfatter til flere bøger, senest: ”Et Godt Liv”.

Ondt i livet, skolevægring, ensomhed, angst. Er det virkelig nødvendigt med så meget mistrivsel blandt børn og unge i verdens bedste land? Hvad er der dog sket?

Jeg kan ikke lade være med at fundere over årsagen til mistrivselen. – Er det skærmene? Præstationspresset? De mange valgmuligheder? Mediernes strøm af nyheder, underholdning og indtryk? Den tabte respekt for autoriteter? Krav, for få eller for mange? Gudløshed? Nogle af mine overvejelser knytter sig til konkrete oplevelser:

– Fx en ung mor, som jeg så på fortovet. Baby i barnevognen. Hund ved den ene side og en 3-årig ved den anden side. Hun gik langsomt og smilende. Hendes opmærksomhed var rettet mod – mobiltelefonen. Der er ikke noget at sige til, hvis børnene skal underholdes, når de kommer hjem. Turen kunne have været brugt til at se sig om, snakke og opleve.

– Fx Johannes-mekaniker og Karen og deres 9 børn, som alle blev til gode mennesker. Der skal selvfølgelig også lidt held til, men Johannes sagde engang: ”Hvis man ikke kan tåle at se sine børn græde, når de er små, kommer man selv til at græde, når de bliver store”. Johannes og Karen turde være forældre – voksne, som enigt bestemte og påvirkede børnene gennem en kærlig og konsekvent kristen opdragelse.

– Fx min egen barndom … Ingen udefrakommende underholdning. Vi kedede os, men når vi havde gjort det længe nok, fandt vi på noget. Mine forældre stillede legetøj til rådighed. Men som regel måtte vi selv finde ud af at bruge det. Der var plads til kreativitet.

I mit barndomshjem var der noget udenfor os selv, som var vigtigt. Det oplevede vi morgen og aften og om søndagen og mandag aften. Det var Gud. Gud og Jesus. Mest Jesus, men for mig var det det samme. Helligånden kendte jeg ikke. Jeg vidste: Gud er der. Han er god. Ham kunne vi altid henvende sig til. Og når vi engang skulle dø, skulle vi leve videre i Himlen hos ham.

– Da jeg blev større, forstod jeg, at ikke alle troede på Gud, men det gjorde vi. Vi var kristne. Derfor måtte vi fx ikke bande. Min mor fik mig til at forstå det, da jeg engang havde forsøgt mig med et kraftigt bandeord. Hun var meget klar i mælet: ”Du siger aldrig mere det ord!” Jeg forstod, at det var alvorligt ment. Mor og far var enige om at have Gud med i hjemmets hverdag. Ritualerne, med bøn og læsning om morgenen og bøn og sang om aftenen, var ikke morsomme, men de var trygge. Søndagsskole, kirke eller andagterne mandag aften i KFUM-klubben var heller ikke altid lige spændende, men vi oplevede, at det var vigtigt.

Det er også fra barndommen eller ungdommen, jeg husker, hvad en drage kan lære os om det, som er vigtigt. Jeg havde aldrig selv held med drager. Pindene og det brune papir, som vi satte sammen, var alt for tungt. Men jeg havde set, at hvis man kunne få dragen op i luften og holde den i snoren, så kunne den højt oppe bevæge sig frit. En drage så glad ud med sin lange hale. Men bristede snoren, ville dragen flaksende og forvirret falde til jorden. Og sådan er det med os mennesker, havde jeg fået forklaret. Når vi har forbindelsen til Gud, så kan vi ”svæve frit”, men hvis forbindelsen bliver brudt, går det galt.

– Jeg tror drage-billedet er relevant igen. Ikke at alle børn og unges problemer er løst på den måde. Men hvis de er ”bundet” til Gud og hans ord … er der meget, de ikke selv skal finde ud af. Meget, som er givet. Der er retning, mål og mening. Gud er der. Relationen til ham kan give tryghed. Jeg erfarede i min barndom, at det hjalp på min mistrivsel.

– Men der er selvfølgelig nogen, som skal fortælle én, at forbindelsen er vigtig; man ved det ikke af sig selv.