”Gud forbyder udtrykkeligt kommunikation med døde”
”Gud handler til vores bedste i alle ting, så det er vantro og det vanærer Gud, hvis vi søger informationen fra afdøde.”
Det siger teologen og bestsellerforfatteren John Piper få dage før Allehelgen i en episode af podcasten Ask Pastor John. Anledningen til den 77-årige John Pipers undervisning var et spørgsmål fra en indbygger i Gauteng-regionen i Sydafrika. Vedkommende spurgte, hvad der sker, når en person dør, fordi sydafrikanerne tror, at afdødes sjæl bliver på Jorden, medmindre familien aktivt henter sjælen ved hjælp af et træ.
Først derefter kan den afdøde ”hvile i fred” og gå til Gud, mener man. Ifølge spørgeren er der tale om en tro og en praksis, som er rodfæstet i sydafrikansk kultur, og som også mange kristne stadig efterlever.
Gud tager sig af de døde
I sit svar indleder John Piper med at understrege, at Bibelen taler tydeligt om, at vi ikke skal søge kommunikation med de døde. Hvis man gør det, er det et tegn på, at man ikke har forstået, hvem Bibelens Gud er – eller at man ikke tror på ham. Og i begge tilfælde bliver Gud vanæret, fastslår teologen. John Piper nævner fire afgørende grunde til, at det er i strid med den kristne tro at søge budskaber fra de døde:
For det første tager Gud straks den afdødes sjæl enten hjem til sig selv eller til et pinested. Med henvisning til Lukas 23,43 og 2. Korinterbrev 5,8 afviser Piper forestillingen om, at sjæle kan strejfe rundt på jorden efter døden. Dermed kan man afvise den sydafrikanske praksis med at efterlevende skal hjælpe de døde. Det er nemlig en misforståelse, siger John Piper.
For det andet forbyder Bibelen eksplicit, at mennesker konsulterer de døde, siger Piper med henvisning til Esajas 8,19: ”Når nogen beder dig rådføre dig med medier og spiritister, som hvisker og mumler, bør et folk så ikke spørge deres Gud? Hvorfor rådføre sig med de døde på de levendes vegne?” For det tredje understreger Piper, at Gud allerede har givet tilstrækkelig med budskaber og vejledning til sit folk. Derfor er det at søge budskaber fra forfædre tegn på manglende tillid til Guds åbenbaring.
”Bibelen lærer os, at det at søge budskaber fra forfædre er at vanære Gud. For han har talt så meget med os om alt det, vi har brug for at vide for at leve efter hans vilje,” siger Piper. For det fjerde indebærer det at søge budskaber fra forfædre, at man mangler tro på Guds forsyn og almagt. Piper hævder, at Guds forsyn, som det fremgår af Romerbrevet 8,32 og i hele Bibelen iøvrigt, bør indgyde tillid til, at Gud vil sørge for alt det, hans børn har brug for.
”At søge budskaber fra forfædre indebærer en vantro i forhold til de herlige løfter, som gælder Guds børn. Guds forsyn er alt-kontrollerende og altgennemtrængende – for han lader alle ting samvirke til bedste for os, der stoler på ham, understreger Piper.
Mange amerikanere har kontakt med afdøde
Mens mange afrikanere prøver at undgå kontakt med de afdøde, ser det anderledes ud i Vesten. The Christian Post (CP) skriver om en nylig undersøgelse fra Pew Research Center, som viser, at 53% af amerikanerne ifølge eget udsagn har haft kontakt med deres afdøde kære. Af disse oplevede 46 % interaktionen i en drøm, mens 31 % hævdede, at den fandt sted på en anden måde.
Desuden sagde 34 % af de adspurgte, at de har ”følt tilstedeværelsen” af et afdødt familiemedlem, 28 % har talt om deres liv til dem, og 15 % følte, at en afdød slægtning ”rakte ud” efter dem. Tilsvarende fandt analysevirksomheden YouGov i en undersøgelse fra 2019, at mere end hver tredje amerikaner (36 %) mener, at de personligt har følt tilstedeværelsen af en ånd eller et spøgelse.
Lidt over 1 ud af 10 (13 %) af amerikanerne sagde, at de har kommunikeret direkte med et spøgelse eller en ånd fra en person, der er død.
Pastor Mike Signorelli fra V1 Church i New york City udtalte for nylig til CP, at folk i vor tid søger overnaturlige oplevelser alle de forkerte steder. Derfor må præster forberede sig på at tackle problemet.
– Mange mennesker bliver engageret i New Age, tarotkortlæsning, salvie-afbrænding m.m. Derfor bliver vi præster nødt til at sætte os ind i og engagere os i de overnaturlige aspekter af evangeliet. Ellers vil folk bare tage de forkerte steder hen for at få overnaturlige oplevelser, forklarer Mike Signorelli.