Kirken bør tale tydeligere om den usynlige verden

For nogle år siden var jeg leder på en konfirmandlejr. Hver uge havde vi en særlig undervisningsaften, og på en af disse talte jeg om det onde og om problemet med det okkulte. Jeg indledte med at spørge konfirmanderne, hvor mange som havde prøvet den okkulte leg ”ånden i glasset”. Hele tyve personer rakte hånden op. Flere af dem kunne også fortælle, at de havde følt sig rædselsslagne under legen.

En konfirmand fortalte, at de havde oplevet så mange ”spøgerier” i deres hus, at de til sidst havde følt sig tvunget til at flytte.

Hvorfor er kirken tavs?

Hvad har den kristne kirke at sige til en sådan gruppe unge? Naturligvis en hel masse. Men samtidig er det min erfaring, at vi i Skandinavien taler meget sagte om den usynlige verden. I mange tilfælde tøver vi også med at tale klart om de onde ånders eksistens. Djævelen er jo trods alt besejret … og kan man ikke forestille sig, at Bibelens tale om dæmoner skal forstås som billedsprog eller som et udtryk for et mere primitivt verdensbillede end vort eget?

Bag denne tvivlrådighed gemmer der sig også en vis modreaktion. Der findes trods alt miljøer, hvor man tale vidt og bredt om disse ting – og i de sammenhænge er det ind imellem blevet for meget af det gode. Eller måske snarere: Af det onde. Selv i dag er der mange, som lader sig påvirke af det, der blev overdrevet i 80’erne og 90’erne. Derfor springer man hurtigt fra den ene grøft til den anden.

Unge bliver svigtet

Resultatet af dette kan blive det, som jeg mødte, da jeg for nogle år siden holdt et seminar om den åndelige kamp på en økumenisk ungdomslederkonference.
Ikke nok med at det var konferencens absolut største seminar. Jeg fik også det indtryk, at de fleste af disse ungdomsledere – hvoraf flertallet kom fra pinsekirker og karismatiske sammenhænge – aldrig havde fået nogen rigtig undervisning om dette emne.

Jeg indledte med at spørge konfirmanderne,
hvor mange som havde prøvet den
okkulte leg ”ånden i glasset”.

Hele tyve personer rakte hånden op.
Flere af dem kunne også fortælle,
at de havde følt sig rædselsslagne under legen.

Dette er alvorligt af flere grunde. Først og fremmest fordi det er en central del af Bibelens budskab, som store dele af den yngre generation er blevet berøvet.
Men også fordi den åndelige kamp er noget meget reelt. Ikke mindst når man – som konferencens målgruppe – har valgt at gå ind i en form for kristent lederskab.

Hvis man ikke kan få hjælp til at tolke, hvad der er åndeligt og hvad der er menneskeligt i den modgang, man møder som leder, er det intet mindre end et svigt set med mine øjne.

Missionsperspektivet

Naturligvis handler det også om et missions-perspektiv. De af os, som har kontakter med kirker fra andre dele af verden, møder ofte en helt anderledes indstilling til den åndelige verden end den, som er dominerende i Skandinavien. Vækkelsen i Afrika, Asien og Sydamerika går hånd i hånd med såvel helbredelse som befrielse fra dæmoner. Og man kan jo bare læse i evangelierne for at blive mindet om Jesu formaning til sine disciple:  ”Helbred de syge, oprejs de døde, gør de spedalske raske og driv dæmonerne ud” (Matt 10,8).

Dette kald fra Jesus er lige så sandt i Danmark som i det globale Syd. Også her findes der mennesker, som står i nærkontakt med den åndelige verden, ikke mindst gennem nyåndelighed og okkultisme, og som i mødet med evangeliet har brug for hjælp til at afskære sig fra fortiden. Faktum er, at store etablerede kirker som den katolske og den anglikanske har særligt udvalgte personer, som de henviser til, når det gælder alvorlige tilfælde af dæmonisk indflydelse.

Forførende ideologier

Men kampen står ikke bare om enkeltpersoner. Paulus taler tydeligt om, at der også kan være dæmoniske dagsordener bag de store begivenheder i verden, i den ideologiske debat og i den lokale menigheds processer. Som han fastslår det i Efeserbrevets sjette kapitel:

”Den kamp, vi står i, er jo ikke mod mennesker, men imod åndelige magter, autoriteter og herskere i denne mørke verden, mod en hær af onde ånder i himmelrummet.” (Ef 6,12).

At være uvidende om dette indebærer i praksis en risiko for, at vi ikke bare bliver mere sårbare, men også mindre effektive, i vort arbejde for Kristi riges vækst.
Apostlens tale om den åndelige kamps realitet munder ud i den berømte undervisning om troens rustning. Det grundlæggende svar på de onde magters påvirkning, skriver han, er at iklæde sig sandhedens bælte, retfærdighedens brynje, villighedens sko, troens skjold, frelsens hjelm og Åndens sværd.

Prioritér bønnen

Sidst, men ikke mindst handler den bibelske opfordring i denne sammenhæng om at prioritere bønnen. I bønnens verden kan vi få nøgler og profetisk vejledning, som kan hjælpe os til at navigere også i det usynlige. I bønnen kan vi binde (se Matt 12,29), bryde (se 2. Kor 10,3–5) og i visse tilfælde uddrive de onde magter (se Mark 16,17).

Derfor er vi nødt til at undervise også om disse spørgsmål.
Vi er nødt til at tale om englenes og dæmonernes eksistens,
om deres indflydelse på vore liv
og om Jesu forunderlige sejr over det onde.

Kampens sprog

Et af de mest konkrete udtryk for en menighed, som tager den usynlige virkelighed alvorligt, er dermed, at den lever i bøn. Men som kristne har vi også brug for et sprog for det, som man hverken kan se eller røre, men som ifølge Bibelen er lige så virkeligt som den materielle verden. Derfor er vi nødt til at undervise også om disse spørgsmål. Vi er nødt til at tale om englenes og dæmonernes eksistens, om deres indflydelse på vore liv og om Jesu forunderlige sejr over det onde.

Alt andet ville være et svigt – både mod vor Herre og hans Ord, og mod de nye generationer, der vokser op og skal formes til Jesu disciple i den jordbund, som er Danmarks kristenhed.