Det er svært at være den udvalgte

Det er svært at være den, Gud udvælger. Spørg samtlige profeter. Spørg den alt for unge Jesu mor, Maria. Spørg døberen Johannes. Spørg Paulus. Spørg Luther, den maniodepressive Grundtvig. Søren Kierkegaard. Spørg Bonhoeffer. Spørg Luther King, spørg Mother Teresa – – Og, ja, det er ikke svært at fortsætte.

Her har jeg valgt tre personer fra Det gamle Testamente. Med få streger forsøger jeg at skitsere, hvad Guds kald betød for Josef, Moses og Jonas.

Kære drømmemester Josef

Undrer det dig, at jeg frydede mig over din historie som barn? Næppe. Men kan du også forstå, hvordan jeg læser historien i dag? Som voksen med mit kendskab til så mange familietragedier, hvor brødres og søstres jalousi har splittet familier og gjort det umuligt for søskende at mødes? Ikke engang til forældrenes begravelse.

Hvad var det, der gik galt i jeres familie, Josef?

Din far, Jakob, var rig. To koner, slavinder og tolv raske sønner. Men for ham eksisterede kun dig og Benjamin. Han overså de ti andre. Og de følte sig med rette som nyttige og brugbare markredskaber, som jeres far kunne stille på plads om aftenen. Var din far blevet gammel og glemsom? Ja, hvis det er glemsomt at overse de børn, som man en gang omskar og gav navn. Og du ved det. Det hævnede sig katastrofalt. Men du indså det for sent. Du bemærkede ikke dine brødres misundelse. Du tog i hvert fald med glæde imod din fars gaver.

Blind jalousi kan slå brødre ihjel,
puste til gløder i asken.
Skinsyge tænde en livsfarlig brand,
vise Den Onde bag masken.
Gud, der kan vende alt ondt til det gode,
Gud, væk din drøm i mit hjerte.

Så skete det, som måtte ske.

Men hvis skyld var det? Kan dine brødres forbrydelse undskyldes? Nej. Men er dine brødre de eneste skyldige? Svar ikke for hurtigt. Føler du dig ikke selv skyldig, Josef? Og hvad med Jakob?

Men familietragedien ender godt. Josef, du forsones med dine brødre: Og med hvilken replik: – I tænkte ondt mod mig, ja – men Gud vendte det til det gode. Han ville holde mange mennesker i live. Var historien skrevet af en almindelig forfatter, ville jeg have protesteret og sagt: Slutningen er for god. For smuk. Og urealistisk. Men når Gud fører pennen, er intet umuligt. Lad mig i den ånd vove at digte videre:

Er det ikke fristende at tænke, at du har haft en sidste drøm og set ind i et nyt rige, hvor fede år ikke bliver fulgt af hunger, hvor Gud selv rejser de skyldige op, hvor Gud forsoner brødre, hvor Abel rækker Kain hånden, og Forsoneren kysser forræderen? Jeg ved det jo ikke. Men jeg tror, at det var din sidste drøm?

Gud flækker hjerter så hårde som sten,
giver dem liv, så de banker.
Blænd med din nåde vort dømmende blik,
kald på forsoningens tanker.
Gud, der kan vende alt ondt til det gode,
Gud, væk din drøm i mit hjerte.

Kære udvalgte Moses

Du førte folket fra slaveri til det forjættede land –
Du talte ansigt til ansigt med Gud på bjerget –
Du måtte i hellig harme smadre de tavler, som du havde hentet hos Gud. Men du gik i dig selv, du bad for folket og vendte tilbage til Gud.

Du bar de tunge tavler med ord så enkle og tunge, at de blev hugget i sten. Selv var du ingen granitmand men så skrøbelig som ethvert følsomt og ansvarligt menneske med et hjerte af kød og blod. Moses, det er ikke de ringeste ledere, der ikke melder sig frivilligt og ikke stræber efter magten, men som tværtimod må tvinges. Du meldte dig ikke frivilligt til jødernes frihedskamp. Gud kaldte dig. Og du svarede med dit liv. Du var et skrøbeligt menneske, Moses!

Om jeg har ret, ved jeg selvfølgelig ikke. Men jeg kan ikke forestille mig, at du som en ufølsom hærfører gik – uden at ryste på hånden – med Guds strenge lektie til din tidligere ægyptiske plejefar. Du kendte ham jo. Havde han ikke leget med dig, da du var prins på de kolde marmorgulve? Jeg ved godt, at man i krig må handle og kæmpe imod fjenden.

Men selv generaler er vel ikke upåvirkede af de tragedier og lidelser, som de påfører deres fjender. Alle de ægyptiske soldater, der døde i jeres befrielseskrig, havde jo også koner og børn. De, der druknede i Det Røde Hav, var jo ikke bare fjender, men soldater, der adlød en skrupelløs Farao.

Og hvordan klarede du at gå fra forklarelsens lys på Sinaj, hvor du ansigt til ansigt talte med Gud til bagefter at gå tilbage med tavlerne til det forkælede folks utilfredse smålighed? For slet ikke at nævne din brors dans med folket om guldkalven? Og det magtede du heller ikke. Med et raseri som en vinterstorm på toppen af Sinai knuste du tavlerne.

Men fortrød. Og gik i forbøn for folket. Gjorde dig solidarisk med dem i deres synd. Så hvis Gud ville slette det ulydige folk, skulle dit navn også slettes. Hvorfra fik du din styrke til at gå i dig selv og i forbøn for folket?

Nu ser jeg dig som en gammel udslidt mand, der får lov til at skue ind i det forjættede land, hvor du synger din svanesang:

Så træt og alene på bjerget.
Hans livsild er næsten brændt ud.
Som Sinaj er ansigtet hærget,
men den, der er udvalgt af Gud,
er valgt til at råbe og lede
og bære Guds tunge talent,
at trøste, formane og bede,
til kaldet og livet er endt.

Guds udslidte tjener på bjerget,
han synger som svanen sin sang.
Hans ansigt er furet og hærget,
og ikke som prinsens engang.
Han løfter de senede hænder,
men stemmen er skrøbelig sprød,
så mærker han englenes hænder,
og bæres til Abrahams skød.

Kære Jonas

Det, der interesserer mig, er ikke dit ophold i havdyrets bug. Lad det være nok så ubeskriveligt og fantastisk. Nej, det, der virkelig optager mig, er, hvordan du reagerede på Guds kald. Og dermed – måske mod din vilje indirekte kom til at pege på Guds grænseløse kærlighed. Jeg ser dig sidde fornærmet under den visne palme vred og sur over, at Gud lod sig omvende og ikke udslettede den store ugudelige by.

Så nu spørger jeg dig: Brænder solen dig under din visne palme? Undskyld, det ved jeg godt, at den gør. Men har du spekuleret over, hvor lidt der blomstrer i din fattige jord? Stakkels Jonas! Hvor er du et fattigt menneske. Hvem har givet dig ret til at forkorte Herrens målebånd? Bremse Guds langmodighed? Din gud er så lille, at han kan være i din inderlomme. Og i dit lommeulds-mørke bliver I to altid enige. Du og din lille gud. Har du glemt, hvor mirakuløst Gud befriede dig fra fiskens gab? Har du glemt, hvad du sang i dødsriget? Jeg var kommet ned til bjergenes rødder, jordens porte var for evigt slået i bag mig.

Hvor var din forbøn for den store by, Jonas? Hvor var din medfølelse med de ammende mødre? Med børnene? Med den far, der dag efter dag har stået ledig på torvet? Med brudgommen, der netop har ført sin brud hjem? Med de gamle, hvis trætte hænder dårligt nok kan ælte dejen, men alligevel får slået et lille brød op?
Hvor var din medfølelse med byens gamle mænd? Se dem for dig med deres lange skæg og lukkede øjne. Jonas. Vend om og tak Gud for, at hans målebånd er længere end vore.

Du tålsomme Gud.
Hvor længe, hvor længe kan du holde ud?
Vor smålighedskvote og hjerteløshed
er langt overskredet, men du bliver ved
at lede og søge og kalde på os –
på trods, – ja af os.

Mine skitser

Måske er du ikke enig i mine portrætter. Og tænker: Hvorfor skal teologer altid stille spørgsmål? Har vi mennesker ret til det? Bibelen er jo Guds ord. Ja. Men Gud har overleveret sin store fortælling til os og dermed givet os lov til at tænke med. Til at undres, stille spørgsmål, måske protestere og sige: Det forstår jeg ikke. Bibelen er ikke et regneark, endsige en facitliste. Ja, der er spørgsmål, vi først får svar på i himlen.

Men det er vigtigt at stille spørgsmålene. Ikke for at trække fra eller lægge til. Men for at åbne Vorherres store bog. Og derfor har jeg også skrevet mine breve og salmer til de bibelske personer i bogen ”Som stenene synger i vinden” (ProRex). Mit håb er, at mine skitser som mine salmer må åbne de bibelske tekster og kalde på tro og give os ord til bøn. Og være til hjælp i bibelkredse og studiekredse.