Forbud mod konverteringsterapi vedtaget med stort flertal
Med hele 85 stemmer for og kun 16 imod vedtog det norske storting i forrige uge et forbud mod konverteringsterapi. Dermed kriminaliseres forsøg på at ændre en persons seksuelle identitet eller kønsorientering.
Det betyder, at både medicinske behandlinger, alternativ medicin eller religiøse metoder til at nå disse mål er forbudt. Overtrædelse af forbuddet kan straffes med fra tre til seks års fængsel.
Blandede reaktioner
Det nye forbud vækker vidt forskellige reaktioner i det norske kirkeliv. Ifølge avisen Dagen fik forbuddet i høringsrunden støtte fra blandt andet Kirkerådet, flere biskopper og Det teologiske Menighetsfakultet i Oslo. Stortingsmedlem Åse Kristin Ask fra Arbejderpartiet udtaler til Dagbladet: ”Vi er endelig ved at sætte en stopper for denne skadelige praksis, der har stået på alt for længe.”
Også Kristin Gunnleiksrud Raaum, kirkerådsleder i Norge, glæder sig over den nye lov. ”Alle mennesker er skabt i Guds billede med ukrænkelig værdi,” siger hun til Dagen. Hun tilføjer, at Den norske Kirke tager afstand fra alle former for konverteringsterapi. Andre kristne aktører som Pinsebevægelsen, Misjonssambandet, Normisjon, Indremisjonsforbundet og Det Evangelisk-Lutherske Kirkesamfunn har derimod advaret imod forslaget.
Krænker trosfriheden og hindrer sjælesorg
Espen Ottosen fra NLM udtaler, at han afviser enhver form for tvang og manipulation. Alligevel mener han, at forbuddet krænker både tros- og ytringsfriheden, så det ”vil skræmme kristne og forhindre dem i at føre samtaler og tilbyde sjælesorg til mennesker, der ønsker at leve efter traditionelle kristne værdier”. Tone Lise Gustavsen, administrerende direktør i Kristeligt Ressourcecenter, kalder loven ”farlig”. Hun frygter, at forældre ikke længere tør tale med deres børn om køn og seksualitet.
– Forældre kan blive frataget retten til at vejlede deres egne børn, hvis de fx lider af kønsdysfori. Disse forældre kan uretmæssigt blive anklaget for at deltage i konverteringsterapi, forklarer Tone Lise Gustavsen.