”Julen betyder, at vi aldrig er alene, men altid er to”

For langt de fleste danskerne bliver det ikke rigtigt jul, før end de hører tonerne fra julens mange elskede salmer, for eksempel Et barn er født i Betlehem eller Glade jul, dejlige jul. Danskerne strømmer i kirke juleaften for at synge med på salmerne, og hvor organisten folder orglet ud i et brus af de velkendte melodier.

Men hvorfor er danskerne egentligt så begejstrede for at synge salmer og især i julen? Og har vi brug for salmer i julen, der ikke kun handler om fest, glitter og guld men også taler om det mørke, som kan ramme os. Det har Udfordringen talt med salmedigteren Iben Krogsdal om. De senere år har Iben Krogsdal fået stor gennemslagskraft rundt om i Danmark, og stadig flere af hendes salmer synges i de danske kirker. Hendes tekster og salmer er med i både Højskolesangbogen og samlebogstillægget 100 Salmer.

Når vi så godt kan lide at synge salmer både til jul og til andre højtider, så har det med den store salmedigter N.F.S. Grundtvig at gøre, mener Iben Krogsdal. Før ham var der ikke nogen rig salmetradition i Danmark. Men hun opfatter også salmer som åndelige katedraler, som danskere godt kan lide at gå ind i:

“I det øjeblik, du begynder at synge en salme, så er du inde i et åndeligt rum sammen med alle dem, der synger den. Det er ligegyldigt, om de er levende eller døde. Salmen, der på rim er en særlig form, som binder mennesker sammen. En form, vi kan træde ind i sammen”, siger Iben Krogsdal.

Salmer er jo kristendom på digt. Er det noget, som taler særlig til den danske ånd?

“Jeg tror, at salmer er en anden måde at gå til tro på end det at tale om tro. I kraft af den fantastiske salmeskat, vi har i Danmark, så har man faktisk muligheden for at synge sig til at være kristen på fem minutter. At synge sammen er blevet en levende tradition og nok en af de stærkeste, vi har. Det handler også om at synge sig ind i et fællesskab og føle sig som en del af det fællesskab, som opstår, når man synger.”

For Iben Krogsdal er det en stor ting at skrive salmer, fordi hun som salmedigter lægger ord i munden på folk, som er med til at forme dem:

“Ordene bliver sunget ind i kroppen via stemmen og lejrer sig i kroppen. Det er jo ikke en intellektuel øvelse at synge en salme, hvor man sidder og fortolker, hvad det betyder for ens tro. For manges vedkommende når ordene måske slet ikke op til bevidstheden, men lever i det, man kan kalde for det ubevidste trosliv. Det kan jeg rigtig godt lide. Danmarks salmeskat opfatter jeg derfor som en åndelig ting, vi alle sammen bærer inde i os. Alt, hvad vi har sunget ind i kroppen gennem hele vores liv, lejrer sig dybt inde i vores sjæle. Og så er jeg også helt overbevist om, at når man synger, så kan selv det menneske, som er længst væk fra alt, hvad der handler om tro og kristendom, pludseligt føle sig kristent. Det opfatter jeg som et mirakel, og jeg er sikker på, at mange mennesker oplever det.”

I julen bliver vi to

Iben Krogsdal har skrevet flere julesalmer, den mest kendte hedder Decembernat. Den handler om, hvordan lyset bryder ud i mørket. Baggrunden for, hvordan salmen blev til, er trist, men for Iben Krogsdal er det netop med til at forstærke julens glade budskab:

“Jeg skrev Decembernat for mange år siden, efter jeg kom hjem fra kirke en juleaften. Kirken var fuld af mennesker og familier i fint tøj i feststemning og al den idyl, som hører sig til i en juleaftensgudstjeneste. Men den jul kendte jeg tre mennesker, som rigtigt gerne ville have været med i kirken, men som ikke kunne komme. Den ene var psykisk syg med angst og var blevet indlagt. Den anden var fysisk syg. Den tredje var så ensom, at personen ikke brød sig om at gå i kirke alene juleaften fordi det ville udstille, hvor ensom vedkommende var. Det gjorde mig så ondt, at jeg gik hjem og skrev salmen Decembernat. Mange af julesalmerne handler om glæde og fest som for eksempel Det kimer nu til julefest. Jeg synes, der også skal være en salme, der handler om, at julen kan trække angststikket ud for mennesker, om ikke andet så for kort sekund. Udgangspunktet er, at julen er, at Gud kommer til verden og tager bolig i hver eneste af os. Og når han er der, så er vi aldrig alene, men vi altid er to. Julen er for mig, at ingen mennesker længere nogensinde kan være alene i verden.”

Julen kan kun starte i mørket

For Iben Krogsdal kan julen kun starte i mørket, fordi det netop gør, at vi lettere får øje på lyset. Og det skinner også igennem Iben Krogsdals eget personlige forhold til julen:

“Når jeg tænker på jul, så ser jeg for mig en stjernehimmel. Da jeg voksede op, led jeg af dødsangst. Men jeg havde et billede af at ligge og se op i himlen på stjernerne, inden man skal dø, og vide, at alt er meningsfuldt og ikke bare et endeløst tomt univers. Der var en stor lindring i det. Det er det lys, som bliver tændt på himlen den 24. december med den store stjerne i midten Det er altid den himmel vi dør under, uanset hvem vi er.

Det kan ikke gå værre, end at man ender der. Det er sådan en himmel, der omslutter os alle sammen, og for mig betyder julen, at Betlehems himmel findes. Både over dig og også lige her, hvor jeg er. Den findes alle steder. Man kan ikke komme væk fra den. Under den hører man altid til.

Yndlingssalmen er Hjerte løft din glædes vinger

Blandt de traditionelle julesalmer er en af Iben Krogsdals favoritter, Hjerte løft din glædes vinger, også blevet skrevet på en mørk baggrund. Når Iben Krogsdal så godt kan lide netop den julesalme, er det også på grund af melodien:

“Det er sådan en skøn melodi, der svinger en opad. Når man synger den, bliver man netop løftet ud af mørket. Man bliver virkelig fuld af håb, synes jeg”. Men det er også salmens tilblivelseshistorie, som taler til Iben Krogsdal:

For nogle år siden læste jeg om baggrunden for salmen, og den er faktisk meget tung. Den er skrevet af den tyske præst Paul Gerhardt, som levede i 1600-tallet. Han var præst i en lille by syd for Berlin i årene efter Trediveårskrigen. Verden omkring var smadret og noget af byen var brændt ned. Han fik fem børn, men de fire døde. Så han var en mand, der var totalt ramt af noget af det forfærdeligste. Så sidder han der i skyggen af tredive år med krig og hans personlige tab, men er alligevel i stand til at skrive Hjerte løft din glædes vinger. At den er skrevet på sådan en en mørk baggrund, synes jeg er fuldstændig fantastisk. Det giver den virkelig ekstra kraft, og får glæden til at løfte os endnu mere. Ofte tænker vi, at mørket slet ikke må være der, og vi skal se positivt på alting. Men måske er det netop, når vi er allermest i vores mørke, at det smukke kan ske, fordi det også giver mulighed for, at der sker noget nyt. Pludselig kommer der et nyt lys ind et eller andet sted fra og løfter os op. Hvordan kunne Paul Gerhardt ellers have skrevet netop den salme, når alt omkring ham var knust og ødelagt? Jeg ved det ikke, men der må være kommet et eller andet ind hos ham, som har med lys at gøre.