Kæmpe ukrainsk julefest i Aalborg

Midt i sorgen over krigen i hjemlandet samledes hundredvis af ukrainere med danske frivillige fra flere organisationer til julefest i A2 Aalborg.

En række foreninger, fællesskaber og en kirke samarbejdede i år om at holde en kæmpe ukrainsk julefest i Aalborg. Over 450 var tilmeldt julefesten, der foregik den 19. december kl. 17-20 i A2 Aalborg.

– Det er virkelig en glæde, at så mange foreninger, fællesskaber og en kirke kan samles og invitere ukrainere til én julefest i Aalborg. I Aalborg står vi sammen om vores ukrainske gæster og venner – og det er fedt, vi kan stå skulder ved skulder i denne juletid, udtaler David Klit, der er formand for foreningen Charity.

Lys i en mørk tid

Julen er en svær tid for mange ukrainere. Juleglæde og julesorg går desværre hånd-i-hånd. På den ene side er der blandt ukrainerne glæde over julen – og på den anden side fylder sorgen over krigens ofre og savnet af familie og venner, som stadig er i Ukraine.

– Ukrainerne er utroligt stærke. Deres tro på fremtiden er stærk trods afsavn og modgang. Vi må rumme julesorg og juleglæde på samme tid.
Vi vil gerne samles om et lyspunkt i en mørk tid med et brag af en julefest, udtalte Jonas Holdensen, der er formand for HURT Denmark.

Et væld af lyspunkter

Julefesten er et væld af lyspunkter af god julemad, en masse ukrainske, musiske indslag af både børn og voksne artister, julesange, julemand, gaver og ikke mindst julens budskab om lys i en mørk tid.

– Det var en skøn symfoni af danske og ukrainske indslag. Vi vil gerne værne om de ukrainske traditioner. Det er rørende at se ukrainerne samlet og give plads til et lille stykke af Ukraine i Danmark. Nu har mange ukrainere hjemmebane i Danmark – og det er skønt at se glædestårer i ukrainske øjne til sådan en julefest, sagde Jonas Holdensen, der var én af julefestens konferencierer.

Julefesten 2023

Der blev uddelt 200 poser med julegodter til de tilmeldte familie/enheder. Arrangørerne af julefesten var: Familienetværket for ukrainere, Dansk-Ukrainsk Fællesskab, Aalborg Citykirke, HURT Denmark (Help Ukrainian Refugees To Denmark) og Foreningen Charity

Julefesten blev afviklet med støtte fra KIT – Kirkernes Integrations Tjeneste.