Overrasket af glæde

Vi kender alle sammen til at længes! Og til at blive skuffede! Vi drømte om …, men det blev ikke. Den erfaring bliver ligesom forstærket i denne mørke tid og af situationen i verden, som er særlig hård i år. Men vi kan også blive overraskede – af glæde! Noget godt trænger sig på og vil føjes til vort liv nu. En far og hans søn vil hjælpe os med det i denne tid.

Lad os se den gamle præst, Zakarias, for os! Han bor i Ein Kerem lidt uden for Jerusalem sammen med sin kone, Elisabeth. De har ikke kunnet få børn. Det skammer de sig over. Det er deres livs skuffelse. Og nu er de alt for gamle til den slags. Nogle gange om året har den aldrende præst vagt inde i templet. Én gang i sådan en præsts liv skal han frembære røgelsesofferet.

Det skal han nu, et højdepunkt i hans tjeneste som præst. Men da han frembærer det, ser han en engel til højre for røgelsesalteret. Engelen siger, at de skal få et barn. Zakarias afviser det som umuligt, og englen svarer igen på hans vantro og gør ham stum. Og Elisabeth bliver gravid! Zakarias fattes ord og ni måneder senere får de deres dreng.

Alle tror, han skal opkaldes efter faderen, som man plejer. Men englen havde sagt, at han skulle hedde Johannes. Navnet skal sige det, drengens kommende gerning skal stå for: ”Gud er nådig.” Hver gang, vi tænker på Johannes, skal vi tænke på, at Gud er nådig! Og nu står den stumme præst med sin søn i sine arme, og så sker der noget:

Han fyldes af Guds ånd og så taler han – for første gang i ni måneder! Han har fået et budskab fra Gud. De ord siger det, der nu er begyndt at ske, og det, der skal ske. Efter 400 års tavshed kommer Gud med sit profetiske ord til den stumme præst. Og budskabets indhold former sig som en lovprisning sagt til Gud, men mens vi hører dem, bliver de også ord til os.

Grund over Zakarias’ lovsang

Zakarias lovsang er så fyldt. Et forslag: Brug gerne hver dag til at læse teksten, alene eller sammen. Grund over den. Tyg på den. Tak og bed den igennem med tanke på verden og dit eget liv. Lev med den i denne sidste tid op til jul. I tidebønnerne har denne bøn sin faste plads om morgenen, måske på grund af solopgangen. Den er solopgangens bøn! Ja, hvad med at bede og prise Gud hver morgen med Zakarias året rundt?

Gud har set til os. Han har besøgt os. Han har gjort sin entré i verden. Der bruges profetisk fortid om det, der skal ske, som om det allerede er sket! Det er så sikkert, at det skal ske, at det kan omtales som allerede sket. Sådan er Guds løfter. Fremtiden slår ind i vores nutid.

Kristus – den lindrende forskel

Solopgangen skal skinne ind i vort mørke, ind i nærheden til døden, ind i sorgen. Nu. Den lindrende forskel. Det varmende lys, den skinnende sol, Kristus. Og den skal lede os på fredens vej, den gode vej. Nu. Og fordi det er sådan, skal vi leve uden frygt og leve foran Guds ansigt og tjene ham helhjertet. Det gør vi, når vi reflekterer over Zakarias’ lovsang, beder den og lever i den. Det er livets mening.

Det er det her, Zakarias og hans søn, Johannes, vil hjælpe os ind i. Johannes har den særlige opgave at rydde vej, så Jesus kan komme til os, og vi kan tage imod ham. Derfor skal nogen af os bøjes. Komme ned fra vores oppustethed og overlegenhed. Så vi kan løftes op! Andre går bøjede rundt uden forventninger. De foragter sig selv og tænker: Der er ikke mere godt til mig.

Når vi føler sådan og nok ikke mindst i denne tid, trænger vi til, at Zakarias’ og Johannes’ Gud løfter os op til at se, at der er tilført vores liv noget afgørende godt, en solopgang. Lad os rejse os op, solen er stået op i mørket. Ikke uden grund kaldes denne søndag: ”Gaudete”. Det betyder: Glæd jer! Amen.

Søndagens tekst: Luk. 1, 67-80

Zakarias’ lovsang

67 Johannesʼ far, Zakarias, blev fyldt med Helligåndens kraft og profeterede:

68 „Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besluttet at befri sit folk.

69Han har ladet fremstå en forunderlig Frelser af sin tjener Davids slægt.

70Det forudsagde han gennem sine udvalgte profeter i fordums tid:

71 En Frelser, der skal befri os fra vore fjender, fra alle, der hader os.

72-75Han husker sin pagt med Abraham, det løfte, han selv har givet, om at vi altid kunne tjene ham i hellighed og retfærdighed uden frygt for vore fjender.

76 Og du, mit barn, du skal kaldes den Højestes profet, for du skal bane vej for Herren.

77Du skal fortælle hans folk om frelsen, ved at de får deres synd tilgivet

78 som følge af Guds inderlige barmhjertighed. Solen fra det Høje er på vej for at hjælpe os.

79 Hans lys vil skinne for dem, som lever i mørke og i dødens skygge, og han vil lede vore fødder ind på fredens vej.”

80 Johannes voksede op og var meget modtagelig for åndelig åbenbarelse. Han opholdt sig i ødemarken, mens han forberedte sig til den dag, da han skulle træde offentligt frem for Israels folk.

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk