Therese af Lisieux – katolikkernes ”Luther”

For 150 år siden – i 1873 – fødtes der i Frankrig en lille pige, der trods det, at hun kun blev 24 år, formåede i det stille at reformere Den Katolske Kirke indefra, hvilket Luther ca. 400 år tidligere havde forsøgt med kamp og høj røst. Begge gjorde op med gerningsretfærdigheden og betonede Guds barmhjertighed og nådens altafgørende betydning.

Traumatisk barndom

Therese voksede op i et kærligt og dybt kristent hjem, tilsyneladende med alle forudsætninger for at få et harmonisk sind. Men det var kun tilsyneladende, for allerede i de første få år af sit liv oplevede hun at blive forladt flere gange af dem, der var allertættest på hende, og som hun havde knyttet sig til.

Da hun blev født, havde hendes forældre allerede mistet fire børn, mens de var spæde, og da hendes mor Zélie, der på det tidspunkt var 43 år gammel, ikke havde mælk nok til Therese, frygtede hun også at miste hende. Derfor blev Therese som ganske lille sendt til en amme og mistede dermed for en tid sin første omsorgsperson.

Hun knyttede sig imidlertid straks til sin nye ”mor”. Men 13 måneder senere kom hun tilbage til sine forældre. For anden gang mistede hun sit tilknytningspunkt. Selvom Therese tilsyneladende hurtigt faldt til hos sine forældre og fire ældre søstre, skulle det ikke vare længe, inden hun igen oplevede adskillelsen. Da hun var 4 år gammel, døde hendes mor af cancer. For tredje gang blev hun ”forladt”.

Therese knyttede sig nu til sin ældste storesøster, Pauline, som sin nye ”mor”. Men da Therese var 9 år gammel, besluttede Pauline at indtræde i et af de mest lukkede klostre, og Terese mistede for fjerde gang sin ”mor”. Det var mere, end den lille pige kunne klare, og hun udviklede en psykisk lidelse, der kunne have forkrøblet hende følelsesmæssigt for resten af livet.

Indre helbredelse

I omkring to måneder var hun alvorlig syg af en psykosomatisk lidelse. Men på pinsedag i 1883, da hun var 10 år gammel, oplevede hun at blive mirakuløst helbredt. Stadig var hun imidlertid meget følsom, og der skulle intet til, før hun brød sammen i gråd. Samtidig var hendes samvittighed stærk overfølsom. Men også her greb Gud ind.

Som 14-årig oplevede hun på selve julenatten at få styrke til at overvinde sin overfølsomhed, og selvom hun resten af sit liv var følsom, havde hun nu fået styrke til at stå i det. Selv skriver hun om dette mirakel:

”Den strålende nat begyndte mit livs tredje periode, den smukkeste af alle, den, som blev rigest på himmelsk nåde. På et øjeblik fuldbyrdede Jesus det værk, som jeg ikke kunne udføre i løbet af de foregående ti år”.

I kloster

Allerede som 15-årig indtræder Therese i det kloster, hendes storesøster Pauline var indtrådt i, da Therese var 9 gammel, og hvor én af hendes andre søstre også befandt sig. Man kan nu tænke, at hun hermed fik sin ”mor” tilbage. Men i klostret var der ikke mulighed for at knytte særlige bånd til enkelte af søstrene, så nærværet af hendes to ældre biologiske søstre har snarere været en pine for hende, da hun ikke havde mulighed for at omgås dem, som de havde gjort i hjemmet.

Therese var imidlertid ikke gået i kloster for at pleje familiebånd, men for at give sig helt til Gud.

Den lille vej

Therese længtes efter hellighed. Men hun var lille og svag og ude af stand til i egen kraft at nå Gud. Jo mere hun længtes og forsøgte at række ud efter Gud, jo længere syntes afstanden til ham at være. Men så opdagede hun to skriftsteder, som fik afgørende betydning for hendes syn på hellighed og fællesskab med Gud. Det ene var fra Es 66,12f, hvor der i den bibeloversættelse, hun havde, stod:

”I skal bæres og skal sidde på knæet og blive kærtegnet”. Det andet var fra Ordsprogenes bog – igen efter samme oversættelse: ”Om nogen er helt lille, må han komme til mig”. Nu forstod Therese, at det, Gud ønskede, ikke var, at hun kom af med sin svaghed, men at hun i sin svaghed rakte ud efter hans kraft. Hun kaldte sin opdagelse for ”Den lille vej”, en vej, som er åben for alle, da den kun kræver, at vi accepterer vores svaghed og modtager Guds kraft.

Billeder

Therese fandt i sin nye vej hjælp i flere billeder, som hun fortæller om i sin selvbiografi. Hun ser for sig en elevator, som var en ny opfindelse på hendes tid, og med udgangspunkt i de to skriftsteder skriver hun: ”Elevatoren, som skal bære mig op til himlen, er dine arme, Jesus! Jeg behøver ikke blive større, tværtimod må jeg forblive lille, ja blive stadig mindre”.

Et andet billede, Therese bruger, er billedet af et lille barn, der står nedenfor en trappe, men ønsker at komme op til sin mor, der står for enden af trappen. Det lille barn forsøger og forsøger at kravle op ad trappen, men kan ikke. Til sidst forbarmer moren sig og kommer ned og bærer barnet hele vejen. Det tredje billede er inspireret af 2. Mos, hvor Gud siger: ”Jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer her hen til mig”. Therese ønsker at være en ørn, men er, som hun skriver, blot en lille svag fugl. Men hun stoler på, at ”en dag skal du, min Ørn komme og hente din lille fugl og føre den med til Kærlighedens ildsted”.

Andet Vatikankoncil

Meget hurtigt efter Thereses alt for tidlige død vandt hendes budskab genklang hos mange katolikker. Hendes stærke understregning af Guds nåde og barmhjertighed dannede senere grundlag for den ændring, der indtraf i Den Katolske Kirke under Andet Vatikankoncil, som blev afholdt mellem 1962 og 1965.
Senere blev Therese udnævnt til kirkelærer, hvilket kun sker for dem, hvis lære Den Katolske Kirke anser som retningsgivende for troen.

Hun er sammen med tre andre de eneste kvindelige kirkelærer og er samtidig, så vidt jeg ved, den yngste kirkelærer overhovedet. Det er tvivlsomt, om Luther ville være blevet smidt ud af Den Katolske Kirke, hvis han havde levet efter Therese, ja man kan spørge sig selv, om han overhovedet havde fundet anledning til at tage den kamp op, som han dengang fandt nødvendig.

Luther og Therese

For både Luther og Therese var nåden alene grundlaget for deres tro. Alligevel er der en forskel, når det gælder, hvordan de nåede frem til denne tro.
Therese søgte hellighed, Luther en nådig Gud, som karmeliten Wilfrid Stinnesen har skrevet i én af sine bøger. Denne forskel i udgangspunktet kan til dels tilskrives deres opvækst.

For både Luther og Therese var nåden alene
grundlaget for deres tro.
Alligevel er der en forskel, når det gælder,
hvordan de nåede frem til denne tro.

For selvom Therese havde haft mange traumatiske brud i sit liv, havde alle de forældrefigurer, der havde været der i hendes første år, vist hende stor kærlighed og omsorg. Hendes dybe forvisning om at være elsket havde smittet af på hendes Gudsforhold, så hun aldrig havde tvivlet på hans kærlighed. Det var snarere tidens hellighedsideal, der kastede hende i armene på Guds barmhjertighed, fordi hun ikke formåede at leve op til idealet.

Luther var derimod vokset op i et meget hårdt og ukærligt miljø. Vi må tro, at hans forældre elskede ham, men det var ikke en kærlighed, der var synlig, og han var vant til at blive straffet hårdt for små forseelser. Af den grund voksede han også op med en frygt for Guds straf, og hans længsel var derfor – til forskel fra Therese – at finde en nådig Gud.

Men resultatet af deres længsel var den samme: En forståelse af nådens altafgørende betydning i vores forhold til Gud. Dermed kan de to nå hver deres tilhørerskare med deres budskab. For den, der er tryg i sit Gudsforhold, kan Thereses ”lille vej” lede til sand hellighed. For den, der kæmper med sit Gudsbillede, kan Luthers ”nåden alene” blive vejen til frelsesvished.