Aalborg-kirke uddeler vintermad
Aalborg Citykirke tilbyder billig vintermad i januar og februar.
Mandag til onsdag i januar og februar måned serverer Aalborg Citykirke i samarbejde med Charity foreningen et måltid varm mad til 10 kr. for voksne og 5 kr. for børn.
Aalborg Citykirke og foreningen Charity vil mandag til onsdag gennem de kommende to måneder servere aftensmad for aalborgensere, der har svært ved at få pengene til at strække. Projektet har navnet Vintermad, og kirken og foreningen har ved hjælp af fondsmidler ansat en kok, som står for det praktiske arbejde med maden. Derudover skal 5-10 frivillige dagligt hjælpe med blandt andet klargøring og opvask.
Projektet startede sidste år, hvor energipriserne toppede, inflationen steg og det var svært for folk at få enderne til at nå sammen. Da situationen stadig ikke har ændret sig for mange danskere, har man valgt at gentage den billige servering af mad.
Godt samarbejde
Den velgørende forening Charity arbejder sammen med Aalborg Citykirke omkring projektet.
”Vi har valgt at samarbejde med Aalborg Citykirke, da de har mange friske frivillige og rigtig gode lokaler med industrikøkken og spisepladser,” siger David Klit. Han er formand for Charity foreningen, som står økonomisk bagved projektet. ”Kirken kunne sikkert godt bare passe sig selv, men hver gang vi henvender os med et ”charity projekt”, så er de mere end villige til at hjælpe og række ud til byen. Vi er meget glade for samarbejdet,” siger han.
10.000 måltider
”Alle er velkomne. Vi kommer ikke til at tjekke økonomi eller noget andet, men tilbuddet er tænkt til dem, der er økonomisk trængte,” fortæller David Klit.
”Maden vil være klassiske danske vinterretter med kød, kartofler, ris og pasta. Vi gjorde det også sidste år, hvor mere en 10.000 måltider mad blev serveret.”
Billig aftensmad
Det koster en 10’er for voksne og en 5’er for børn at spise med, men som David Klit understreger:
”Er man helt flad, så kom alligevel, vi ønsker ikke, økonomien skal være en hindring for at spise med. Vintermad er for alle og handler også om at have fællesskab i en kold og mørk tid, og så håber vi, at mange familier vil benytte lejligheden til at spise sammen som familie og give dem selv en lidt nem mulighed for aftensmad en travl hverdagsaften.”
Vintermad gik i gang mandag den 8. januar og fortsætter hver mandag til onsdag frem til den 28. februar. Maden bliver serveret i Aalborg Citykirkes lokaler på Riihimækivej 6, 9200 Aalborg SV mellem kl. 17 og 19.