De vise mænd, barnemordet og en jaloux kong Herodes

De fleste danskere kender til de vise mænd – om ikke for andet så fra julesangen ”Dejlig er den himmelblå.” Men historisk kender vi ikke til de vise mænd fra andre kilder end Matthæusevangeliet kap 2, og det samme gælder barnemordet i Betlehem, som fulgte efter deres besøg hos Maria, Josef og Jesus.

Sådan er det faktisk med en del af de personer og begivenheder, vi læser om i Bibelen. Men vi kender en hel del til den historiske scene, disse begivenheder foregik på. Denne historiske information er både med til at belyse og bekræfte den bibelske beretning. Her følger lidt information om den historiske scene for vismændenes besøg i Betlehem. Den vigtigste kilde er den jødiske historiker Josefus fra det 1. årh. e.Kr.

Herodes den Store

Herodes den Store var konge i Jerusalem og Israels land fra 40/37 f.kr til 4 f.Kr. Han var indsat af romerne og en loyal vasalkonge i hele sin regeringstid. Vi ved ikke præcist, hvornår Jesus blev født, men det har sandsynligvis været 8-6 f.Kr. (at Jesus pudsigt nok blev født ”før Kristus”, skyldes en regnefejl i kronologien af munken Dionysius Exiguus i år 525 e.Kr).

Det var derfor, mens Herodes den Store var konge, at de vise mænd besøgte Jerusalem. Herodes dør 2-4 år efter Jesu fødsel i år 4 f.Kr. Han er derfor på dette tidspunkt en ældre mand, som kun har få år igen, da han får besøg. Matthæus fortæller, at da de vise mænd spurgte efter jødernes nyfødte konge, var reaktionen voldsom: ”Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham.”

Det svarer til det billede, vi har af Herodes hos Josefus. Han fortæller, at Herodes regerede det jødiske folk med en jernnæve og slog hårdt ned på enhver, som han mistænkte for at ville frarøve ham tronen. Denne mistroiskhed strakte langt ind i hans egen familie.

Herodes havde giftet sig ind i den gamle jødiske hasmonæiske kongeslægt gennem sit ægteskab med Mariamne. Hendes lillebror, Aristobul II, var derfor prins i den gamle kongeslægt. Han blev som helt ung mand udnævnt til ypperstepræst til stor begejstring for folket, hvorimod Herodes ikke var særlig populær. Men Aristobuls tid blev kort, for Herodes så ham som en trussel og lod ham ved et ”uheld” drukne i sit vinterpalads i Jeriko år 36 f.Kr.

Seks år senere dræbte han den gamle lemlæstede ypperstepræst Hyrkan II. Herefter gik der kun et år, så faldt Herodes’ mistanke på dronning Mariamne.
Også hun blev henrettet sammen med sin mor Aleksandra i år 29 f.Kr. Mariamne omtales ellers af Josefus som Herodes’ yndlingshustru.

Mariamne nåede at føde Herodes to sønner, Alexander og Aristobul. De var pga. deres mor ud af den jødiske kongeslægt og samtidig Herodes’ biologiske sønner. De var derfor oplagte kandidater til at arve kongeriget fra deres far. Omtrent samme tid, som Jesus blev født, nemlig år 7 f.Kr og kun tre år før sin død, henretter Herodes de to prinser med tilladelse fra kejser Augustus. Hvorfor? Fordi han frygtede, at de ville tilrane sig kongemagten før hans død.

Herodes’ sidste tid var hårdt plaget af sygdom. Da han nærmede sig døden, lod han fornemme mænd fra alle Judæas byer samle i hippodromen og befalede, at de skulle dræbes, når han udåndede. På den måde ville han sikre sig, at der blev sorg i landet ved hans død. Han vidste nemlig, at folket ville fejre hans bortgang som en stor lettelse. Planen blev dog afværget og mændene løsladt efter Herodes’ død.

Hans ældste søn kronprinsen Antipater antydede en vis utålmodighed med at kunne overtage kronen, hvilket fik Herodes til at reagere med også at få ham henrettet kun fem dage før sin egen død. Det er i lys af disse beskrivelser af Herodes og andre lignende, at vi skal forstå Matthæus’ ord om den forfærdelse, som var reaktionen, da de vise mænd troppede op i Jerusalem og spurgte efter jødernes nyfødte konge:

”Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham.” Ikke alene udløste deres henvendelse Herodes’ paranoia, men også hele byen blev forfærdet, fordi de havde erfaring med, hvordan han reagerede i sådanne situationer.

Flugt fra Herodes

Ved hjælp af de bibelske profetier fandt de vise mænd frem til Josef og Maria i Betlehem. Men Herodes ville slå barnet ihjel – helt i tråd med sit sædvanlige mønster overfor mulige trusler. I drømme blev derfor både vismændene og Josef advaret om hans planer. Det betød flugt. Vismændene ”vendte hjem til deres land ad en anden vej.”

Udtrykket hentyder til de geografiske forhold i landet på bibelsk tid. I Israel var der få veje, som krydsede på tværs fra øst til vest. Der er et centralt bjergland, som har en vandskillelinje mellem dybe uvejsomme kløfter, wadier. Den centrale hovedvej fra nord til syd går ad denne vej, og en perlerække af bibelske byer ligger langs den, også Jerusalem og Betlehem.

De vise mænd kom fra øst og har derfor brugt vejen fra Jeriko op til Jerusalem og er derefter rejst ca. 10 km mod syd til Betlehem. For at komme hjem skulle de tage samme vej. Men det ville føre dem tilbage til Jerusalem og kong Herodes. Derfor tog de en anden vej. Og en sådan anden vej er kendt. Den kaldes ”Jerusalems bagdør” og går fra Betlehem via højderyggen ved landsbyen Tekoa og videre ned til Det døde hav. Det er givet vis denne ”anden vej”, som vismændene tog for at undgå Herodes.

Josef og Maria tog Jesus med til Egypten. De er sikkert stødt til den store karavanevej, Via Maris, i nærheden af Gaza og har fulgt den langs Middelhavet til Egypten. Her var der et stort jødisk samfund, som levede i eksil. Særligt byen Alexandria havde en stor jødisk befolkning. Josef, Maria og Jesus har derfor muligvis allerede kendt jøder i Egypten, da de flygter dertil, og de har helt sikkert kunnet være en del af et jødiske samfund dér og fx haft mulighed for at gå i synagogen på sabbatten.

Samtidig sendte Herodes sine soldater til Betlehem og dræbte alle drengebørn på under to år. En handling, som ligger helt på linje med det, vi ellers kender til Herodes. Da Herodes er død, får Josef endnu en drøm, og den lille familie rejser tilbage til Israels land. Det havde vel været naturligt at slå sig ned i Betlehem, hvor Josef kom fra, men de valgte at slå sig ned i Marias hjemby Nazaret langt mod nord.

Det skyldtes, at Herodes’ søn Arkelaos var blevet regent i Jerusalem og Judæa efter sin far: ”Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil.” Arkelaos havde nemlig i forbindelse med sin overtagelse af magten mødt folkelig modstand. Hans forsøg på at håndtere situationen resulterede i, at han ved påskefesten havde sat hæren ind og slået 3000 pilgrimme ihjel. Ikke underligt, at Josef foretrak at slå sig ned med Maria og Jesus uden for Arkelaos’ område.

Belyse og bekræfte

Selvom de vise mænds besøg ikke er kendt fra andre kilder og heller ikke det efterfølgende barnemord i Betlehem, så passer begivenhederne fint til den historiske scene, vi kender fra andre kilder. Den historiske baggrundsviden beviser ikke begivenhederne i Matt 2. Men den historiske scene belyser og bekræfter Matthæus’ beretning om de vise mænds besøg i Betlehem, og hvad det førte med sig.

Historisk viden giver krop til den bibelske beretning og fornemmelse af, at det er sket på den virkelige historiske scene. Det er en del af verdenshistorien.