Det gør ondt at blive glemt

”Mennesker glemmer mig! Herre, du gemmer mig fast ved dit hjerte og nævner mit navn.”

Ovenstående citat er fra den kendte danske salme ”Jesus, det eneste”, som er skrevet i 1904 af Ole Theodor Moe. Vi kender alle sammen til at blive glemt af andre. Til at blive overset eller svigtet. Det er noget af det mest skuffende. Noget, der virkelig gør ondt inden i. ”Rigtige venner kan man kende på, om de venter på en, når man sætter sig på hug og binder sine snørebånd,” som en klog, ung mand engang sagde efter netop at have oplevet det modsatte.

Som mennesker har vi brug for at blive set og husket. Det er et fuldstændig grundlæggende behov. Det virker så banalt, men det stikker så dybt. Det gør ondt, når man er syg, og ingen ringer. Det gør ondt på en mærkedag – både de gode og de dårlige, hvis ingen ringer eller skriver. Det gør ondt, hvis man slet ikke har nogen, der glemmer en, men man bare er glemt. Det er afgørende for os at blive set og husket.

Vi gør det alle sammen, glemmer nogen. Vi gør det formentlig ikke med vilje. Vi glemmer det bare. Det gør det ikke mindre ondt af hos den, der bliver glemt, men til gengæld er det en vigtig påmindelse til mig selv om, at jeg skal huske mig selv på aktivt at gøre en indsats for at tænke på, om der er nogen, jeg har glemt. En nabo, et familiemedlem, en gammel ven, en tidligere kollega, en studiekammerat, en fra kirken.

Jeg er selv ret dårlig til det. I nogle enkelte situationer handler det selvfølgelig også om, at jeg lige skal overvinde mig selv, men det er jo dumt, for hvad kan jeg egentlig miste? Jeg tror, alle mennesker kan blive enige om, at det er godt at huske hinanden, men især som kristen har jeg en særlig pligt til at prøve at huske. Den indbyrdes kærlighed skulle være et kendetegn for de kristne, sagde Jesus. Et af de grundlæggende elementer i indbyrdes kærlighed må være, at vi husker hinanden.

Som alle andre af Jesu bud handler det om at lære at afspejle ham og hans kærlighed. Han glemmer os nemlig aldrig. Det kan vi have en ganske barnlig og tryg tillid til. Lige så ondt det gør at blive glemt eller svigtet af andre, lige så godt er det at vide, at Gud kender mig, han ser mig og han kender endda mit navn og nævner det.

Lad os huske at dele ud af den kærlighed, og lad os huske at huske hinanden.