Fængslet kirke-leder anklages for svindel med tiende
Hao Ming fra den reformerte kirke i Deyang Qingcaodi blev anholdt og anklaget for bedrageri, efter at hans huskirke nægtede at tilslutte sig Kinas kontrolprogram for protestantiske kirker. Hao Ming vil dog hverken tilstå de påståede forbrydelser eller skifte advokat, hvilket myndighederne foreslog ham i bytte for løsladelse.
Det skriver menneskeretsorganisationen China Aid. Hao Ming og en anden kirkeældste, Wu Jiannan, blev tilbageholdt af politiet i Deyang den 17. november 2021 sammen med flere kirkemedlemmer. To dage senere blev de to kirkeældste anklaget for bedrageri, mens de øvrige blev løsladt. Den 25. december 2021 fik deres familier besked om svindelanklager til et beløb på cirka 560.000 yuan (omtrent samme beløb i danske kroner).
I december 2022 begyndte retssagen ved Jinyang District Court i Deyang City. Advokaterne har siden påvist, at de to kirkeledere kun har modtaget småbeløb i tiende-gaver for deres arbejde. Hverken i kirken eller hos politiet var der nogen, der troede, at de to kirkeældste havde bedraget nogen. Retten i Deyang City ændrede derfor anklageskriftet den 25. august 2023, så svindelanklagen kun vedrører et beløb på 100.130 yuan. Dermed reduceres den lovbestemte straf fra over ti års fængsel til godt tre år. Både de to ældste og deres advokater insisterer dog på, at det er bibelsk at give og modtage tiende, og altså ikke bedrageri.
En ære at opleve forfølgelse
Ifølge China Aid har myndighederne prøvet at overtale Hao Ming til at ”tilstå, acceptere anklagerne og skifte advokat for at sikre, at han vil blive løsladt øjeblikkeligt”. Men det afviser Hao Ming, der ser fængslingen som en test fra Gud. Han ser også det at blive forfulgt for sin tro som en særlig ære.
China Aid har tidligere oplyst, at Hao Ming er blevet nægtet adgang til Bibelen og andre troende i fængslet. Men han citerer angiveligt den apostolske trosbekendelse lydløst for sig selv hver søndag, ”i den tro, at hans tid på Jorden er så kort i forhold til evigheden,” oplyser menneskeretsorganisationen.