Hvedekornets lov
En røst lyder fra himlen! Imens Jesus taler med en flok mennesker, beder han til Faderen: ”Fader, herliggør dit navn!” Og Faderen svarer ham med en røst direkte fra himlen!
Folkeskaren omkring Jesus tror, at det er torden. Nogle foreslår, at det måske er en engel – men tilsyneladende overhører de alle sammen både hvem, der taler, og hvad, der tales om. De forstår ikke, hvad der sker. Det er ellers ikke småting, der er på spil i Jesu tale. Tværtimod er vi i dagens prædikentekst inde omkring de helt centrale dele af den kristne tro, hvor Jesus udfolder frelsens virkelighed.
Jesus taler om, at han både skal herliggøres og ophøjes. Konsekvenserne af herliggørelsen og ophøjelsen er, at ”denne verdens fyrste” (en anden betegnelse for Satan, Guds modstander) skal besejres. Derefter vil Jesus drage mennesker til sig. Jesus ønsker fællesskab med mennesker, og en af forudsætningerne for det fællesskab er, at mennesker befries fra ondskabens greb.
Men det sker på en paradoksal måde, som vi altid risikerer at overse, på samme måde som folkeskarerne overhører Faderens røst fra himlen. Hvedekornets lov misforstås. Selv når vi vil have med Gud at gøre, skal det ske på vores præmisser. Sådan kan det ikke blive, ifølge Jesus. Når Jesus besejrer det onde (og den onde!), og drager mennesker til sig, så sker det i overensstemmelse med hvedekornets lov!
Hvedekornets lov
Hvedekornets lov er selve måden, Gud handler på. Jesu herliggørelse og ophøjelse sker gennem hans korsfæstelse. Jesus vinder sejr gennem sin død. Han frelser mennesker ved selv at gå fortabt på korset. Ligesom hvedekornet først bliver til flere, når der er sket en nedbrydningsproces, sådan er det gennem sin død på korset, Jesus kan drage mennesker til sig. Men korset vækker anstød.
Nogle moderne teologer har kaldt korsfæstelsen for ”kosmisk børnemishandling”. I forargelsen overser de korsets paradoksale virkelighed. Korset er ikke en brutal Gud, der piner mennesket Jesus. Nej, korset er den treenige Guds handling, hvor Guds Søn, der selv blev menneske, dør, og besejrer Satan og vinder kirken ”med sit eget blod” (Apostlenes Gerninger 20,28).
Hvis jeg ønsker at følge Jesus,
har jeg nemlig ikke længere ret til selv
at vurdere hvad, der skal vige i mit liv.
Det bestemmer han! I den forstand ophører vores eget liv;
for vores liv tilhører nu ham.
Dertil kommer endnu et aspekt i Jesu ord; korset er ikke bare måden, hvorpå Jesus frelser. Hvedekornets lov – korset – udgør også mønsteret for det kristne liv og efterfølgelsen af Jesus. Når Jesus siger, at vi skal ”hade” vores liv ”i denne verden”, skal det ikke forstås som en total bestemmelse; at kristne i virkeligheden burde ønske, at de var døde. Derimod er det en karakteristik af – i mangel af bedre ord – ”hvedekornsmønsteret”, det korsformede liv, der gælder for enhver kristen.
Efterfølgelsen af Jesus
Vi kan ikke efterfølge Jesus og elske livet højere end ham. Tværtimod indebærer en relation til ham, at vores eget liv må dø. Sådan er det for så vidt også i andre menneskelige relationer; noget af mit eget må sættes til side, for at jeg kan være noget for andre. Det gælder også relationen til Jesus – omend i langt mere ultimativ forstand.
Hvis jeg ønsker at følge Jesus, har jeg nemlig ikke længere ret til selv at vurdere hvad, der skal vige i mit liv. Det bestemmer han! I den forstand ophører vores eget liv; for vores liv tilhører nu ham.
Korset er kontraintuitivt
Selvom det bliver misforstået, fastholder Jesus hvedekornet som billede; og hvis vi fordyber os i det, og lader Helligånden tale gennem det, forandres billedet fra at være uforståeligt, til at være en fantastisk virkelighed: Hvedekornet bærer frugt.
Søndagens tekst: Joh. 12, 23-33
Hvedekornet må dø
23 Jesus sagde til dem: „Nu er det øjeblik kommet, hvor Menneskesønnen skal ophøjes.
24 Det siger jeg jer: Hvis ikke et hvedekorn bliver lagt ned i jorden og dør, så bliver det aldrig til mere end det ene korn. Men hvis det dør, vil det bære megen frugt.
25 Den, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men den, der giver afkald på sit eget liv i denne verden, vil få det liv, som varer evigt.
26 Den, der vil tjene mig, skal følge mig, for min tjener skal være sammen med mig, hvor jeg end er. Og Faderen vil belønne enhver, som vil tjene mig.
27 Mine inderste tanker er i oprør. Skal jeg bede: Far, skån mig for det, der venter forude? Nej, det er jo derfor, jeg er kommet så langt som hertil.
28 Far, vis din storhed!” I det samme lød en stemme fra himlen: „Jeg har vist min storhed, og jeg vil vise den igen!”
29 Nogle af dem, der stod omkring ham og hørte stemmen, mente, at det havde tordnet, men andre sagde: „Det var en engel, der talte til ham!”
30 Jesus sagde da til dem: „Den stemme lød ikke for min skyld, men for jeres.
31 Nu er tiden kommet, hvor denne verden skal dømmes. Nu skal denne verdens fyrste smides ud.
32 Og når jeg bliver løftet op, vil jeg drage alle til mig.”
33 Med de ord hentydede han til, hvordan han skulle dø.
Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk
