Johannes Jørgensen som anmelder
I ny bog om forfatter Johannes Jørgensen dykker Martin Bergsøe ned i Jørgensens omfangsrige anmeldelser af litteratur og kunst, som stiller skarpt på tidsånden, samtidig med at de sprogligt set er fyldt med skønhed.
Martin Bergsøes bog ”Jeg indstiller altid paa uendelig” – som er en samling af forfatteren Johannes Jørgensens omfangsrige anmeldelser af litteratur og kunst – må nok komme ind under kategorien bøger for feinschmeckere. I hvert fald kræver læsningen som et minimum en interesse for litteratur og kunst – og helst også et vist kendskab til det. Med andre ord er det nok ikke her, man skal begynde, hvis man er novice i Johannes Jørgensens forfatterskab. Det betyder dog ikke, at man skal være litterat eller kunsthistoriker for at kunne få noget ud af bogen, hvilket jeg vil give et par eksempler på.
Blandt de bedste eksempler på, hvad man som ”almindelig” læser kan få ud af læsningen, er Jørgensens anmeldelse af Johannes V. Jensens ”Den gothiske renaissance” i ”Maskinismen”, en anmeldelse med overraskende aktuelle betragtninger om en moderne tid. Det er en tid, hvor ”Maskinen er Fremtidens Gud – den almægtige, algode, alvise, albarmhjertige Maskine. Den nye Religion er Troen paa Maskinen og Paa Mennesket, Maskinens Mester.” (s. 317)
I det, Jørgensen kalder Fremtidstheologien, ser treenigheden således ud: Mennesket er Faderen, maskinen er Sønnen og Ånden er ”den brutale Egoisme”. I denne religion hersker kynismen, hvor ”Udfaldet helliger Midlerne” og ”Magt gaar for Ret”. Her er ”Mennesket til for at gøre business, for at tjene Penge og bruge Penge” (s. 318). Det er ikke her svært at drage paralleller til nutidens politik, hvor forældre, der henter deres børn lige før institutionernes lukketid, skal prises, og hvor menneskers arbejdskraft er blevet tidens kapital.
På samme tid skarpt og skønt
Samtidig med, at Johannes Jørgensen gennem litteraturen og kunsten stiller skarpt på tidsånden – hans, men i virkeligheden også vores – fornægter den skønlitterære forfatter sig ikke i hans anmeldelser. De forskellige anmeldelser er således fyldt med en skønhed i sproget, så de rækker udover genren anmeldelser.
Det ses bl.a. i hans anmeldelse af en kunstudstilling med værker af Gauguin og van Gogh.
Hør blot hans beskrivelse af van Gogh og hans værker: ”Den Mand, hvis Pensel har malet disse Billeder, er En, hvis Nerver fornemmer hundrede Gange stærkere, dybere, særere end Menneskenes Gennemsnit. Livet blænder ham, bedøver ham, fylder hans Sjæl, saa den nær er ved at Briste” (s. 247). Disse ord tilhører snarere poesien end anmeldelsen.
Når man i ”Jeg indstiller altid paa uendelig” har stiftet bekendtskab med noget af omfanget af Johannes Jørgensens anmelder- og journalistvirksomhed, og i de enkelte anmeldelser indser, hvor stort et forarbejde, der ligger i dem, kan det undre, at han overhovedet har haft tid, overskud og samling til sit skønlitterære virke, hvilket i øvrigt også har et betydeligt omfang.
For, som han citeres for i Martin Bergsøes indledning: ”Journalistens Liv, som maaske er det mest ødelæggende af alle, fordi det splitter en Mands Kraft paa hundred Ting, der er uden indre Forbindelse, og anviser hans Ævner i dag et Arbejde, og i morgen et ganske andet” (s. 14).
Martin Bergsøe: ”Jeg indstiller mig altid på uendelig – Johannes Jørgensens litteratur- og kunstanmeldelser.
572 sider. 299,95 kr.
Forlaget Mellemgaard