Julen 2023 blev fejret uden udsmykning i Israel

Gazakrigen betød, at butikkerne og gaderne i Jerusalem og Betlehem ikke blev pyntet til jul.

Både jøder, kristne og turister plejer at komme for at se på julepynten på det katolske Notre Dame Center i Jerusalem. Men i julen 2023 var der intet juletræ foran hotellet.

Julepynten blev ikke hængt op i Jerusalem. Julegaderne var næsten tomme på grund af krigen i Gaza.

Det var Betlehem Kommune, som først nedlagde forbud mod juledekorationer i Jesu fødeby. Det katolske hotel Notre Dame Center i Jerusalem er kendt for sine prangende juledekorationer og sit store juletræ hvert eneste år. Her kommer både jøder og kristne, israelere og turister for at se på julepynten. Men på 2. juledag 2023 var der gråt foran hotellet.

– Hvorfor er der ikke juletræ i år?

– Det er situationen, lød det forsigtige svar.

– Altså krigen i Gaza?

Et bekræftende nik.

– Alle har droppet juledekorationerne i år. Det er bare YMCA, som har juledekorationer i år. Der er der også juletræ, oplyste en af Notre Dames medarbejdere.

Inde i hotellobbyen på Notre Dame Center var juletræet tændt, og den store julekrybbe sat op, som den plejer. I bistroen var der julekranse på væggen og et pyntet juletræ.

Nyporten

Det katolske Notre Dame Center i Jerusalem Med Jylepynt fra 2021.

Når man går fra Notre Dame over gaden og sporvognesporet, kommer man til Nyporten, som leder ind til det kristne kvarter i Den Gamle By. For den, som tidligere har set pynt, stads og glitter der under julehøjtiden, var årets julefest et nedslående syn i gaden Bab el-Jadid. Lige inden for porten kunne man købe juledekorationer og nisser. Men ellers manglede både de glitrende julelys og dekorationerne. Der var næsten ingen israelere ved cafébordene 2. juledag.

Udfordringen besøgte i julen 2021 sammen med den nederlandske kristne dagsavis Reformatorisch Dagblad det såkaldte Armenian Ceramik Center. Den gang stod en stor gruppe foran keramikcenteret og lod sig fotografere. Nu var der næsten folketomt, både udenfor og indenfor.

–Hvad er der blevet af julepynten?

Ægteparret George og Dorin Sandrone svarer, at der i år ikke er juledekorationer i gaden Bab el-Jadid. De fortæller, at der heller ikke er mange mennesker i den traditionelle julegade. Men de tager venligt imod et par kunder inde i butikken. Her kan man få lavet armensk keramik efter eget ønske – eller købe standardudgaver.

Ingen julekrybbe

I Jerusalem ligger Det latinske Patriarkat, som er hovedsæde for Den katolske Kirke på Cypern, Jordan, Israel og Palæstina, fremgår det af hjemmesiden for Latin Patriarchate, som har sin egen gade af samme navn.

Jeg træder ind gennem den åbne port for at se, om julekrybben står der, den, som man tidligere ikke kunne fotografere, fordi der stod så mange mennesker omkring den. Men der er tomt. Ingen krybbe. Ingen jul. Bare tavse katolske flag, der hænger slapt ned. For også i denne katolske højborg glimrer juledekorationerne ved deres fravær.

Grå gader

Jeg fortsætter min vandring i det kristne kvarter. Hverken den russisk-ortodokse kirke eller Redeemer’s Church på Muristan-vejen har dekorationer, som minder om jul, her tæt ved Gravkirken. Døren står åben i den russisk-ortodokse kirke, og den lutherske Forløserkirke har en plakat med oplysninger om julens gudstjenester.

Nogle få butikker og caféer er åbne i dette område, men også turisterne glimrer ved deres fravær 2. juledag. På denne julens ”Boxing Day” plejede de mere velstående i befolkningen i gamle dage at give noget af overfloden til de fattige. En handelsmand stopper mig og spørger, om turisterne har brug for hjælp. Han bemærker, at dette hverken er israelere eller arabere.

Han forklarer vejen videre og beder om to minutter til at præsentere sin souvenirkiosk. Her må man handle, før kunderne forsvinder. I den første sidegade efter Jaffa-porten har der tidligere været store nisser i juletiden. Men ikke i år. Hvis man kigger godt efter, kan man se lidt julepynt til salg inde i butikken. Ellers er der stort set ingen juledekorationer i Jerusalem. Og heller ingen mennesker.

Netanyahus julehilsen til kristne i hele verden

Israels statsminister Benjamin Netanyahu udsendte sine juleønsker til hele den kristne verden.

”Til vore kristne venner rundt om i verden, god jul,” sagde Netanyahu.

”Julen skulle være en tid for god vilje for alle mennesker og fred på jord. Vel, vi har ikke fred på jord, og ikke i vor del af verden, og vi ser slet ikke god vilje hos alle mennesker. Vi står overfor monstre,” sagde Netanyahu, som fortsatte med at tale om den brutale baggrund for krigen.

”Dette er en krig, ikke bare for Israel imod disse barbarer. Det er en krig for civilisation imod barbarisme. Og jeg ved, at i dette har vi jeres støtte. Jeg ønsker at takke for støtten. Jeg ønsker at takke for jeres bønner. Og jeg vil forvisse jer om, at vi står sammen, og vi vil også sejre. Vi skal vinde denne krig og sikre vore fælles værdier og vor fælles fremtid,” sagde Netanyahu i sit julebudskab til den kristne verden.