KDs værdier
Peter Øhrstrøm
Kære Knud Haaning Andersen.
Tak for dine spørgsmål, som jeg vil forsøge at besvare her. Vi er helt enige om den hovedtese i KDs værdigrundlag, der indebærer, at respekten for menneskets integritet og værdighed omfatter alle livets faser. Denne tese er meget vigtig i mange sammenhænge – og naturligvis gælder den også i forhold til det ufødte liv. I diskussionerne om abortpolitik må det derfor ikke bare dreje sig om hensynet til den uønsket gravide kvinde og hendes mand, men bestemt også om respekten for fostrets liv.
Det høje aborttal i Danmark udgør efter min mening et alvorligt samfundsproblem, som vi bør handle på. Målsætningen bør være, at aborttallet bliver markant mindre. Men et er jo målet, noget andet er midlerne. I hvilken grad skal man gå efter forbud, strafferegler osv.? Og i hvilken grad drejer det sig om en bedre familiepolitik, socialpolitik, undervisningspolitik og en bedre rådgivningsordning?
Jeg var ikke selv involveret i KDs beslutninger op til folketingsvalget i 2019, men det er mit indtryk, at partiledelsen i høj grad var inspireret af forholdene i Tyskland, hvor kristendemokraterne gennem mange år har arbejdet ud fra et værdigrundlag, som i høj grad ligner KDs. I Tyskland har kvinden i dilemmaet mellem respekten for fostrets liv og sin egen livssituation det sidste ord i spørgsmålet om abort, men alligevel har Tyskland i forhold til landets størrelse et markant lavere aborttal end det danske.
Det hænger givetvis sammen med den kontekst, hvori den endelige beslutning tages. Tyskland har nemlig en udbygget rådgivningsordning, som er inspireret af kristendemokraternes værdigrundlag. Meget tyder på, at et langt bedre rådgivningssystem kombineret med de rette familie-, social- og undervisningspolitiske tiltag kan føre til, at abort bliver væsentlig mindre efterspurgt. Efter min mening taler meget for en ordning i stil med den tyske.
For ikke så længe siden har Marianne Karlsmose som KDs medlem af regionsrådet i Region Midt fået gennemført en systematisk kortlægning og evaluering af den rådgivning, som i regionen tilbydes kvinder, der overvejer abort. Hendes indsats fortjener megen ros. Initiativet giver en betydningsfuld indsigt, hvis man vil arbejde for at få indført en udbygget ordning med rådgivning og familiepolitiske initiativer mv. efter tysk forbillede – en ordning baseret på respekten for menneskets integritet og værdighed i alle livets faser.
Jeg håber, at jeg har svaret fyldestgørende. Hvis ikke, foreslår jeg, at du kontakter mig direkte, så skal jeg nok forsøge at uddybe, hvor der måtte være behov for det.
Med venlig hilsen
Peter Øhrstrøm