Kirkehøjskole i Holstebro

Grav dybere i den kristne tro, opfordrer Menighedsfakultetet og præsterne i Nørrelandskirken.

Sognepræst Carsten Ørum Jørgensen underviser om ”Skam i livet, Bibelen og menigheden” den 19. marts.

Der bliver i de kommende måneder mulighed for at grave dybere i den kristne tro, når fem teologer fra Menighedsfakultet i Aarhus underviser sammen med fem lokale sognepræster ved Kirkehøjskolen i Holstebro. Første mødedag er 23. januar.

Kirkehøjskolen forløber over fem tirsdag eftermiddage og aftener fra januar til marts 2024. Hver gang vil en lokal præst fra Holstebro og omegn samt en underviser fra Menighedsfakultetet i Aarhus undervise to lektioner hver. Temaerne er bl.a. Kristen spiritualitet, Discipelskab, Lidelse, Afmagt og Død, Relevant kirke og Skam.

For alle

Sognepræst ved Nørrelandskirken Isak Holm udtaler om Kirkehøjskolen:

”Jeg vil gerne opmuntre enhver til at deltage i Kirkehøjskolen, da det er en enestående mulighed for at grave dybere ned i den kristne tros sandheder og kombinationen af ”professoren” og præsten giver både højde, dybde og livsnærhed i undervisningen. ” I kirkehøjskolen vægtes fællesskabet og dialogen ligeledes højt, derfor er der også tid til at nyde et aftensmåltid sammen, og der bliver mulighed for, at man som deltager kan bidrage med spørgsmål og kommentarer.

Troens skatkammer

Kirkehøjskolen i Holstebro er en enestående mulighed for at dykke ned i den kristne tros skatkammer og til refleksion over, hvad det indebærer at være kirke og kristen i mødet med kulturen anno 2024.

Tilmelding

Der er deltagergebyr og tilmelding til Kirkehøjskolen via Nørrelandskirkens hjemmeside. Kirkehøjskolen i Holstebro afholdes i Nørrelandskirken fem tirsdage, hhv. 23/1, 6/2; 20/2; 5/3 og 19/3. Kirkehøjskolen har været gennemført syv gange tidligere rundt om i landet og er et af mange eksempler på, at Menighedsfakultetet driver teologi for kirkens skyld og ønsker at bidrage til kristnes opbyggelse og oplæring.