Klima, krise og kristnes ansvar

Højrefløjen hænger i bremsen

Jeg læste fornyeligt en undersøgelse fra USA, der viser, at den kristne højrefløj halter bagefter, når det kommer til at tage spørgsmålet om klimaforandringerne alvorligt. Om det samme er helt gældende i Danmark, ved jeg ikke, men jeg kunne frygte, at den del af kirkelandskabet, jeg selv hører til, desværre ikke er kommet op i gear, når det kommer til at tænke teologisk og tage ansvar for den verden, Gud har skabt, og vi lever i.

Klimaspørgsmålet berører os alle, og undersøgelser viser, at spørgsmålet om klimaet også sætter skel mellem generationerne, også i kirkelige sammenhænge.
Alene af den grund burde vi ”voksne” tage problemstillingen mere alvorligt. For hvad betyder det, at vi søndag efter søndag bekender troen på ”Himlens og jordens skaber”, hvis vi ikke begynder at tænke og handle anderledes?

Men hvordan tager vi vores forvalteransvar for jorden og klimaet på os uden at gøre klimasagen til religiøst hysteri? Hvad betyder det kristne håb i mødet med det klima, der forandrer sig?

Kan vi være enige om, at vi har et problem?

Vi ser tegnene på, at naturen og klimaet forandres. Koralrev lider, Golfstrømmen ændres, polerne smelter, temperaturen stiger og områder oversvømmes af vand. Arter uddør, fx de smukke albatrosser, kæmpe fugle, der danner par for livet. Kriser i biodiversitet, naturens mangfoldighed snøres ind, storheden og mangfoldigheden forsvinder.

Vi producerer for meget mad, vi forbruger alt for meget. 1/3 af al mad smides ud, mens millioner af mennesker sulter. Vi er skyldige over at have brudt relationen ikke bare til Gud, hinanden, men også til skaberværket. De dybeste problemer angående klimaet handler derfor ikke om manglende viden, ressourcer til at gøre noget, men den grundlæggende villighed til at ville det anderledes.

Fx villigheden til at gå ned i levestandard. Sandheden er, at vi ikke kommer til at ændre den nuværende situation, med mindre vi helt grundlæggende vil opgive væsentlige dele af vores måde at leve på.  Ja, teknologien kan forbedre meget, men vi må også ændre ved vores livsstil.

Skabt til at herske eller tage ansvar

Skabelsesberetningen vidner om, at Gud ikke bare har formet verden, men at den også tilhører ham. Gud er ikke identisk med det skabte, han står uden for, men hans virke, kreativitet og skønhed ses i det skabte. Naturen, klodens liv vidner om og peger hen på ham, som er skaber og opretholder alt med sin væren. Før vi skal se på, hvad det vil sige at herske over eller tage ansvar for, tror jeg, det er er vigtigt, at vi begynder med blot at være betragtere af Guds skaberværk.

Beskuere, der takker livets Gud for hans skaberværk og glædes sammen med ham, der stadig glædes over sit skaberværk. Men vi må også selvkritisk spørge: På hvilken måde har kristne forholdt sig til klodens krise? Måske er der et skifte på vej? Fx er der sket en ændring i bibeloversættelse 2020, hvor der nu står, at ”mennesket skal tage ansvar for jorden,” hvor der før stod, at mennesket skulle ”underlægge sig jorden”.

En opgave, vi har taget så meget på os, at der er uendeligt få områder i verden, vi mennesker ikke har underlagt os. Fx i vores eget lille land er der ekstrem udnyttelse af jordens områder. Vi har bredt os over alle breder, måske er vi nødt til at indse, at vi må begynde at trække os lidt tilbage for at give plads for næsten og naturen selv.

Mennesket er sat med et ansvar i denne verden, et ansvar ikke til at dominere over verden, men til at vi tjener den, fordi den er et hjem for de mennesker, Gud elsker. Det giver mening i en antik forståelse af naturen, at verden var sådan en, der skulle tæmmes; den var vild og fuld og luner.
Men i dag er det ikke naturen, der skal tæmmes, det er snarere os selv, vi skal tæmme. Vi er nemlig som art blevet ikke bare vores egen værste fjende, men en fjende af hele skaberværket.

Vi er selv en del af naturen

Vi skal ikke bare værne om naturen for andres eller vores egen skyld, men for dens egen skyld. Når vi betragter os selv som skabninger, er vi selv en del af naturen, og naturen er i os. Det er det, teologen Niels Henrik Gregersen kalder ”dyb inkarnation”, der betyder, at Gud ikke bare er blevet menneske, men han er blevet kød. Skabning. Natur.

Gud beånder hele skabningen med sit nærvær. I inkarnationen bliver Gud en del af ikke bare menneskeheden, men af hele skaberværket, som Gregersen siger det. Det er derfor ikke nok, at vi tænker, at vi har ansvar for den, som var den noget uden for os, men derimod at vi forstår, at vi selv er natur.

Verden vånder sig

Men verden er faldet – naturen er underlagt konsekvenserne af syndefaldet. Jeg tror, at flere af de ekstreme vejrfænomener, vi ser, er udtryk for, at verden ”er i stykker” – at verden også er faldet ud af Guds gode vilje og længes efter en nye begyndelse. Naturen længes efter genskabelsen, men indtil da ”vånder den sig”, siger Paulus.

Et udtryk, der bruges om en gravid kvinde, der længes efter forløsningen af hendes barn. Der er en smerte, noget der er i vejen, i verden. Der står i Romerbrevet, kapitel 8, vers 19: Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det; også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning.”

Paulus taler om et fællesskab mellem os og hele skabningen. Vi er fælles om at være underlagt forgængelighed og ”trældom” og om at sukke og vånde os i håb om forløsning. Skaberværket er ikke en død genstand, men en skabning, der sammenlignes med en højgravid kvinde. ”Skaberværket venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares.” Frelsen er genoprettelse af mennesker og naturen.

Når Paulus skriver, at skaberværket længes efter vores åbenbaring som Guds børn, tænker han på forløsningen i opstandelsen. Altså den endelige opstandelse, når Gud nyskaber himmel og jord. Men Jesu opstandelse trækker os allerede nu med sig, den bryder hul i mørkets magt, skaber håb og glæde ved livet; det må også komme det øvrige skaberværk til gode i form af ansvarlighed for den verden, vi mennesker er betroet.

En ny begyndelse

Engang var det religiøse dommedags prædikanter, der sagde, at jorden vil gå under. Det er det ikke længere. Nu er det snarere klimaforskerne. Kristne har altid troet på, at nok gik jorden under, men også levet i håbet om, at Gud vil nyskabe himmel og jord. Bibelen begynder med skabelsesberetningen og slutter med at beskrive, at Gud skaber en ny himmel og jord.

I Åbenbaringen kapitel 22 beskrives livets træ, der bærer frugt hele året. Træets blade tjener til lægedom for folkene. Der er nu en enhed mellem mennesket og skaberværket. Denne harmoni beskrives også profetisk og poetisk i Esajas bog, der udfolder, hvad der sker, når Davidsriget kommer. Dette fredsrige, beskrives metaforisk med billeder fra naturen.

Når verden igen skal blive, som Gud vil det, vil det altså også betyde, at naturen genfinder sit liv. ”Når ulven skal bo med lammet…”osv. Der er orden i verden igen. Gud nyskaber himmel og jord. Det er et fantastisk håb, vi kan klynge os til i en tid med mange bekymringer for klimaets fremtid. Håbet er, at Gud holder verden i sin hånd.

Men indtil da, skal vi leve i tillid til ham, som har skabt verden, og hver dag gøre vores for at forvalte det liv og den jord, vi er sat på. Fordi Gud en dag vil nyskabe verden, himlen og jorden, skal vi hver dag tage del i hans nyskabende virke i den verden, han elsker.