Troens sorte gåde

”Den hårdeste lære i Guds ord”. Sådan har norske Erling Utnem betegnet læren om den evige fortabelse. Den er det tungeste og vanskeligste element i den kristne tro. Den er hård og mørk og smertefuld – uforståelig og uigennemskuelig. ”Et sort sår i min tro” har teologen Leif Andersen kaldt den.

Gud er kærlighed. Ved skabelsen så han, hvor godt det hele var. I Jesus Kristus har han levet og er død og opstået for hvert enkelt menneske. Det er fuldbragt, lød det på korset. Alligevel bliver ordene om fortabelsen stående. ”Dørene til Helvede er lukket indefra,” kunne C. S. Lewis sige. Dette uudgrundelige kan kaldes ”troens sorte gåde”.

C. S. Lewis har også sagt, at det menneske, som vedholdende vender Gud ryggen og siger: ”Min vilje ske”. Til det menneske vil Gud til sidst sige: ”Din vilje ske.” Hvordan kan det ske, at et menneske bliver vendt bort fra Gud på en sådan måde? Hvordan kan det gå sådan, at Helvedes døre holdes lukket indefra? Det er gådefuldt.

Dommedag – et udtryk for at Gud ikke er ligeglad

En del af et svar er, at dommen er udtryk for, at Gud ikke er ligeglad. Han lader ikke godt og ondt være lige. Utnem har sagt, at ”dommedag står egentlig i et positivt aspekt i Bibelen. Dommedagen garanterer, at det onde ikke har nogen fremtid. Syndens historie på jorden skal en dag få en ende. Hele Guds frelseværk går ud på at gøre ende på djævelens besættelse af verden og menneskeheden.”

Teologen Johs. Horstmann har kaldt dommen ”en handling af Gud, som alle, der tror på Kristus, kan og skal glæde sig over – en åbenbar stadfæstelse af, at de i troen har det evige liv og er gået over fra døden til livet”. Dommen siger noget om dybden og alvoren i menneskehedens oprør mod Gud. Guds kærlighed møder dette oprør som vrede.

”Vreden og kærligheden er to sider af samme sag,” har én sagt. Guds vrede skyldes ikke, at han ikke elsker os. Den bunder derimod i, at han netop elsker os så højt og dybt og inderligt, at tanken og forstanden ikke kan rumme det. Gud er den anderledes og hans væsen så meget dybere end menneskers. ”O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab!

Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje,” udbryder Paulus (Rom. 11,33). Gud er troværdig og har åbenbaret sig, så vi kan kende ham og tro ham. Men det er ikke alt, han har ladet os vide.

Fortabelsen handler om gudsforladthed

Der kan altså gives brudstykker af et svar på fortabelsens gåde. Men et stykke af den bliver stående. Synden – med alt, hvad det begreb dækker – er også gådefuld. Hvorfor har den bidt sig fast i os på en måde, så vi ikke kan rive den løs og kaste den bort? Det er gådefuldt, men også sandt. Læren om fortabelsen er gået over i sproget, så nogle undertiden vælger at beskrive en uudholdelig situation som ”et helvede”.

Et øde sted eller en kritisk situation kan betegnes som ”gudsforladt”. Disse ord antyder noget om, hvad læren om fortabelsen rummer – uden at nå til bunds i den. Fortabelsen handler om den ultimative gudsforladthed. Så længe der er liv, er der håb, siges det. Det har nogle vendt om til: Så længe der er håb, er der liv. Men fortabelsen er, at håbet ikke er der mere: Absolut håbløshed.

Regin Prenter har sagt: ”Fortabelsens pine er efter bibelsk tankegang selve adskillelsen fra Gud, den uigenkaldelige og uoprettelige adskillelse fra Gud, alt livs kilde… Helvede er en ”anfægtelse”, som ikke mere på ny kan blive forvandlet til tro.” Dette er fortabelsens inderste: At være borte fra Gud – at være ”lukket ude fra Guds rige og lukket inde under Guds vrede”, har én sagt.

Fortabelsen hænger sammen med troens væsen. Prenter har forklaret det sådan: ”Troen er tillid til Gud. Derfor hviler troen i Guds barmhjertighed og almagt. Den er tryg i frelsen. For den er selv Guds gave (1. Tim. 1,15). Men denne tillid er personlig og frivillig, ellers er den ikke tillid. Og derfor må den stadig kæmpe mod mistilliden, mod vantroen. Den kan i denne kamp anfægtes og falde, og den kan altså også mistes. Netop derfor skal troen stadig styrkes til kampen ved brugen af nådemidlerne.”

Fortabelsen står som et mørkt bagtæppe for mange centrale bibeltekster. ”Gå hen og gør alle folkeslag til mine disciple,” sagde Jesus (Matt. 28,19). Relationen til ham er ikke automatisk i orden, men skal genoprettes ved dåb og tro. ”Gud har givet sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes,” siger ”den lille Bibel” (Joh. 3,16). Udgangspositionen er at være fortabt.

Tag imod som et barn

Jesus taler om, at ”den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det” (Mark. 10,15) – og at ”den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige” (Joh. 3,5). Et menneske befinder sig ikke automatisk i Guds rige, men må bringes derind ved en (gen)fødsel og ved som et barn at tage imod.

Peter siger om Kristus, at ”der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.” (ApG. 4,12) Frelsen er eksklusivt knyttet til Kristus. Også salmer nævner fortabelsen som et mørkt bagtæppe. En dåbssalme formulerer bønnen, at ”aldrig de til død og dom sig fra dig forvilde” (DDS 447).

Det må være en bøn om at blive bevaret fra noget, der faktisk kan ske – og dåben og troen på Kristus handler om at blive reddet fra dette. Salmen ”Jeg så ham som barn” taler om mødet med Kristus og om, at ”hos ham vil jeg mig og min usselhed skjule, kun da fri’s jeg ud af fortabelsens hule”. ”Kun da…” Befrielsen er knyttet til at ”skjule sig hos Kristus”.

Uden at forkynde fortabelsens afskaffelse understreger Bibelen, at Gud ønsker, at alle bliver frelst (1. Tim. 2,4) – og så maler den billedet af frelseren så varmt og tydeligt som muligt. Ved dåb og tro har et menneske på en måde allerede dommen bag sig. Jesus siger: ”Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet” (Joh. 5,24).

Den tryghed og vished kan ikke forkyndes for stærkt. Domstolen er Kristi domstol. Enhver, som tror på ham, skal ikke fortabes, men have evigt liv. Kirken kan ikke forkynde fortabelsens afskaffelse – men derimod Kristus som redning fra den. Dét skal gøres af al kraft og magt, med alvor og glæde, med iver og varme. Han skal ”aftegnes for øjnene af mennesker” (Gal. 3,1), så tro og tanke finder vished og hvile.

Her må vort fokus være det samme som Luthers: Rettet mod Kristus, hans liv, død og opstandelse, hans offer og sejr. Her er – selv om et stykke af gåden bliver stående – afklaring, tryghed og vished faktisk mulig. Dette blev Luther selv rettet imod, da han som ung kæmpede med spekulationer og anfægtelser. Han fik det råd: ”Hvorfor plager du dig med disse spekulationer? Betragt Kristi sår og blod, som blev udgydt for dig. Her fremstråler forudbestemmelsen.”

Luther har sat adskillige stærke ord på dette, fx: ”Betragt derfor den himmelske skikkelse: Kristus, der for din skyld er nedfaret til Helvede og var forladt af Gud, som én, der er evig fordømt, da han på korset sagde: … ”Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” Se, i den skikkelse er dit helvede overvundet, og din uvisse forudbestemmelse gjort sikker, så at, hvis du alene bekymrer dig om dette og tror, at det er sket for dig, så bliver du visselig bevaret i denne tro.

Slip den derfor ikke af syne, og søg blot dig selv i Kristus og ikke i dig selv, så vil du evigt finde dig selv i ham.” Endnu ser vi i et spejl, i en gåde. Men fremtidsperspektivet er, at selv troens sorte gåde en dag vil blive oplyst og (op)løst – i herlighedens lys. Indtil da må troen finde hvile ved at se på Kristus.

Artiklen er en forkortet udgave udarbejdet til Udfordringen og har været bragt i fuld længden på nytbabel.dk, #34