147 ”IS-relaterede personer” pågrebet efter kirkeangreb
Efter angrebet under en katolsk messe i Istanbul den 28. januar, hvor en tyrkisk statsborger blev dræbt, har de tyrkiske myndigheder angiveligt pågrebet 147 personer, som mistænkes for at have tilknytning til terrorgruppen Islamisk Stat.
Terrorgruppen Islamisk Stat påtog sig ansvaret for angrebet og hævdede, at det var rettet mod ”kristne vantro, som deltog i en polyteistisk ceremoni,” skriver Dagen. I første omgang blev to gerningsmænd pågrebet efter drabet på den 52-årige Tuncer Murat Cihan i Santa Maria-kirken i Istanbul. Senere har de tyrkiske myndigheder oplyst, at de har pågrebet ialt 147 personer under efterforskningen af angrebet.
De anholdte mistænkes for at have tilknytning til IS. Anholdelserne foregik under operation ”Heroes-49” i 33 forskellige provinser i Tyrkiet, oplyste indenrigsminister Ali Yerlikaya forrige torsdag.