Aktiv dødshjælp er et forræderi mod det kristne menneskesyn

Spørgsmålet om aktiv dødshjælp er aktuelt som aldrig før. Ikke mindst er spørgsmål om, hvad værdighed betyder, blevet centralt. Men hvordan kan vi tænke om livets afslutning ud fra et kristent livs- og menneskesyn? Hvordan giver kristendommen os modet til at turde at leve et liv med lidelse?

Den pågående sag om Preisler ægteparret i medierne er et lysende eksempel på, at når vi skal argumentere for legaliseringen af aktiv dødshjælp, så bruges der ofte personlige eksempler, der understøtter argumentationen. Så lad mig begynde med at argumentere imod aktiv dødshjælp – også med en personlig fortælling.

Min far døde for tre år siden efter fem års udmattende sygdomsforløb, forårsaget af en voldsom trafikulykke og en eskalerende Parkinson sygdom. Min far havde altid forsvoret, at hvis han blev gammel og affældig, så ville han hellere aflives. Men trods min fars lange sygdomsforløb, hvor han gradvist mistede alle vitale kropslige funktioner, så tænkte jeg ikke en eneste gang, at hans liv var blevet uværdigt. Lidelsesfuld, ja – afgjort. Men uværdigt – aldrig!

Jeg ønskede, han måtte få fred, men at bede en repræsentant for det livsbevarende sundhedsvæsen afbryde hans liv ville være det glade vanvid. Man afliver ikke et menneske. Det er for uværdigt.

Værdighed

Desværre findes der i Danmark en tiltagende misforståelse, eller en kollektiv myte om den ”uværdige død”. Kan man ingenting og ”lider man bare”, er det på nippet til at blive en ret at kunne afbryde livet. Mister et menneske basale kropsfunktioner, så bruger vi det dehumaniserende udtryk, at han eller hun er blevet en ”grøntsag”. Dette afslører desværre, at der er sket et værdighedsstab af katastrofal betydning i vores kultur.

At mennesket har en iboende værdighed, ses som bekendt i FN-Konventionens indledning, og artikel 1 slår fast: ”At alle mennesker er født frie og lige i værdighed.” Alene det blot at være i live berettiger et menneske til at blive vist værdighed. Værdighedstanken har dybe kristne rødder og bunder i synet på, at alle mennesker bærer Guds billede og er skabt i hans lighed. At Gud har kronet mennesket over skabningen og sat det som forvalter af hele den verden, han elsker.

At gøre spørgsmålet om aktiv dødshjælp til et spørgsmål om værdighed er snedigt, men løgnagtigt. Det er den del af det kollektive bedrag, som regeringens nedsatte ”udvalg for en mere værdig død” er ved at udgyde i vores samfund: At det lidende menneskeliv ikke er et værdigt liv. Kristendommen stiller sig altid på den syges, den lidendes, den udstødtes side, ikke for at aflive, men for at indgyde nyt livsmod.

Og at et menneske med et handicap skal have lettere adgang til at dø, er en grusom foragt for det handicappede menneskes værdighed. For hvorfor mener vi, at det er mere legitimt at give mennesker med et handicap aktiv dødshjælp? Er et menneskeliv med handicap da mindre værd?

Statistikkerne taler deres tydelige sprog: Konstant flytter grænserne sig fx i Holland og Belgien, der har givet efter for aktiv dødshjælp, for, hvornår man er kvalificeret til at få andre til at afslutte ens liv. Et menneskes livs værdighed består ikke i, hvad det kan eller ikke kan, men alene i, at det er til. Ikke i at gøre, men blot i at være. Så længe livsånden er i et menneske, er der værdighed til stede. Ja, selv døde kroppe behandler vi med værdighed og respekt.

Tab af menneskesyn

At agitere til fordel for aktiv dødshjælp er for mig at se et himmelråbende forræderi mod det kristne livs- og menneskesyn. I den pågående debat om aktiv dødshjælp er det tankevækkende, at præster over en bred teologisk kam er enige om at være dybt kritiske over for indførelsen af aktiv dødshjælp. Det er åbent et spørgsmål, der trods alt overskrider de teologiske forskelle, der hersker rigeligt af mellem præster og teologer. Måske fordi det intuitivt erfares som sandt, at kirkens hyrder bør være på livets og den lidendes side.

Præster, ja hele kirkens folk er kaldet til at være ”jordens salt”, som betyder at kæmpe for at bevare samfundet og verden mod forrådnelse og forråelse af livet. Og ikke mindst fra det forræderi mod livet, som aktiv dødshjælp er og bliver.

Aktiv dødshjælp bryder grundlæggende med tanken om, at livet er helligt, og mennesket ikke må gøre sig til herre over det. Aktiv dødshjælp er ikke ”bare assisteret selvmord”, det er et åbenlyst brud mod det 5. bud, om at ”Du ikke må slå ihjel”. Så kan vi kalde det, hvad vi vil, men at tage et liv, det er det, det er. Vi forråder selve livet og dets giver, når vi støtter aktiv dødshjælp, og dermed det kristne livs- og menneskesyn.

At tillade aktiv dødshjælp er et ultimativt udtryk for individets sejr over det kollektive fællesskab. Det er at hylde den tanke, at individet står ubetinget over ansvaret for de større fællesskaber: Familien, samfundet, det fælles bedste. De normer og den etik, vi bygger samfund på.

At skulle tillade den enkelte aktiv dødshjælp på bekostning af hensynet til det fælles bedste i samfundet, er som at tillade et menneske at blive spøgelsesbilist, hvis det ”føles” rigtigt for den enkelte. Det ”biografiske menneskesyn” har sejret i vores kultur. Alle skal vi stå frem med vores egne narrativer, og hvis individet føler eller vil noget, som ikke ”direkte” går udover andre mennesker, skal ingen vel forbyde dette? Vi har jo retten over vores eget liv, er devisen, vi forsøger at bygge et samfund på.

Det meningsfulde liv

Men vores hedonistiske lykkejagende kultur kan ikke bære lidelsen, det er jo meningsløst at leve med lidelse. Men hvorfor taler vi så meget om det ”lykkelige liv”

– måske skulle vi hellere tale om det meningsfulde liv. At holde sin elskede i hånden, trods uendelig smerte, er nok ulykkeligt, men så langt fra meningsløst og uværdigt, man kan komme.

Det postmoderne samfund lider af en form for fortvivlelse, som Kierkegaard udtrykker det et sted, en fortvivlelse, der bunder i, at vi har ”tabt det evige” af syne. Det kristne livs- og menneskesyn er både det enkelte individs og kulturens bedste værn mod dehumanisering, fortvivlelse og tab af værdighed. I troen griber vi fat i ”det evige” – som giver modet til at holdt fast i håbet og livet, også når lidelsen fylder.

Vi er dybt forbundet til hinanden,
vi er altid nogens søster, bror, datter, far, mor eller ven osv.
Vi lever ikke bare for os selv.

Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvad det vil sige at lide forfærdeligt, og jeg prøver på ingen måde at romantisere eller bagatellisere lidelsen. Men vi er nødt til at insistere på, at kristentroen netop giver os det, der skal til, for at kunne gå ind i lidelsen, hvor urimelig eller ubærlig den end måtte være. Vi tror på en Herre, der om nogen selv var kendt med lidelsen og smerten.

Livet er grundlæggende ikke vores

Jeg har én gang oplevet et menneske tæt på mig udtrykke et ønske om ikke at leve mere, hvis vedkommendes lidelser i livet fortsatte. ”Hvorfor skal jeg ikke have lov til at dø, hvis livet byder på så mange lidelser?” var det brændende spørgsmål, jeg blev mødt med. Mit svar var ganske enkelt: Fordi livet ikke bare er vores eget. Vi er dybt forbundne til hinanden, vi er altid nogens søster, bror, datter, far, mor eller ven osv. Vi lever ikke bare for os selv.

Det ligger i selve sproget, at livet er en gave. Vi siger fx ”Jeg fik et godt liv”. Eller ”Jeg fik en dejlig kone/mand”. Vi siger ikke ”Jeg tog et godt liv”. Det liv, vi tager, går til grunde. Det kristne livs- og menneskesyn er det bedste værn mod den forrådnelse af selve livet, som aktiv dødshjælp er et udtryk for. Her er buddet ”Du skal elske” – der lige så vel kunne oversættes med ”Du skal leve” – være til, være her – elske og elskes.