Et voldsomt og forandrende møde

En morgen henter jeg Anatolij Raychynets på hotellet. Han taler i telefon og signalerer, at han har brug for lidt tid. Bagefter kommer han ud til mig og fortæller, at han har haft sin kone, Viktoria, grædende i røret. Om morgenen har russerne sendt et heftigt angreb mod Kyiv. En af raketterne blev skudt ned og landede 300 meter fra deres hjem. En ejendom blev voldsomt beskadiget, tre blev dræbt, 14 såret.

Anatolij er familiefar og ansat i Det Ukrainske Bibelselskab. Han er også borger i et krigshærget land, feltpræst og bibeluddeler af Guds nåde. Omtrent hver anden uge sætter han sit liv på spil ved at drage til fronten med bibler og sjælesørgerisk hjælp til soldaterne.

Han fortæller, at han næsten føler skam over at sove roligt i en god hotelseng, mens han er i Danmark. Han fortæller også om lettelsen ved ikke at skulle lytte efter luftalarmen.

”Men,” siger han, ”jeg er taknemlig for at kunne komme til Danmark og dele vores oplevelser. Vi ønsker, at I hører vores historier og fortæller dem videre.”
Historierne stod nærmest i kø, da Anatolij i sidste uge var i Danmark for at møde kirkegængere, politikere, østeuropakendere, ukrainske flygtninge og medier. Historier om grufulde oplevelser ved fronten, fyldt af ondskab, ødelæggelse og død.

Om at stå i en kælder i Butja, fyldt med bagbundne, dræbte civile.
Om at møde soldater, der overlever i skyttegravene uden våben at besvare fjendens ild med.
Om at bede en bøn med en soldat, der næste dag ikke kommer hjem fra slagmarken.
Om at deltage i udveksling af krigsfanger og tage imod skamferede ukrainske soldater.
Om bevægende møder mellem både unge og gamle og Guds ord.
Om fortvivlede mennesker, der får en bibel i hånden og et håb fra Gud i hjertet.

Særligt Salme 31 har fået stor betydning i Ukraine og er siden krigens begyndelse igen og igen blevet læst højt ved fronten, i metroen under raketangreb, i kirkerne, i hjemmene. Her beder David til Gud, fordi hans fjende er på jagt efter ham og gør alt for at komme ham til livs. Men David siger også, at Gud ”er mit håb”.

Sådan oplever ukrainerne det i mødet med en kolossal militærmagt, fortæller Anatolij, for Rusland er langt større og har flere folk at mobilisere. ”Menneskeligt set er det umuligt, men vi beder Gud om mirakler.” Hvad kan vi, der sover i fred og tryghed, gøre midt i alt mørket? Anatolijs svar er enkelt: ”Glem os ikke. Tænk på os, støt os, bed for os.”

”Glem os ikke.
Tænk på os,
støt os,
bed for os.”

Da jeg sender Anatolij i lufthavnen, er det krigens 700. dag. Rejsen er lang, og den har én destination: Krigen.
Jeg har fået en nød i hjertet, som jeg ikke har haft før. Og jeg håber, at du sammen med os i Bibelselskabet vil følge Anatolijs opfordring om at tænke på ukrainerne, støtte dem, bede for dem.

Du kan være med til at give ukrainerne bibler og traumehjælp. Du kan finde støttemuligheder via Bibelselskabets hjemmeside.

Artiklen kan læses på Bibelselskabets hjemmeside og gengives her med tilladelse.