Gør dit bønne-emne konkret
Jeg tænker, vi alle har oplevet at møde noget i livet, som vi slet ikke kan fatte eller forstå. Det kan være så chokerende, at vi ligefrem fortrænger det eller ryster på hovedet og nægter at acceptere det.
Det må have været sådan disciplene fik det, da Jesus pludselig fortæller, at når de nu om ikke så længe når frem til Jerusalem, skal han slås ihjel, men ikke nok med det, han skal opstå fra de døde på tredjedagen! Hvor uvirkeligt kan det hele blive?
Så blev de helt sikkert beroliget igen, da han gør som han ”plejer”; at helbrede de syge, han møder på sin vej. ”Nå ja, jeg har helt sikkert misforstået det hele med død og opstandelse. Pyha! Et splitsekund troede jeg lige…..”
Den blinde lyttede og råbte efter Jesus
Det er ikke nogen hvem som helst, som går med os i det daglige, og når han taler til os om noget, vi ikke kan fatte, er det vigtigt, at vi ikke bare ”lukker ørerne og bortforklarer” budskabet, men at vi åbner hjertet og bliver opmærksomme. Der kan være uforståelige ting, vi oplever, ser eller møder, men Jesus løber ikke fra sine ord eller laver om på det for at tilpasse det til vores kontekst. Hans død og opstandelse er vores sikkerhed ind i evigheden.
Jeg kan godt lide det næste, der sker på denne vandring: Først og fremmest sidder der en, som er vant til at lytte, og som med det samme er klar over, at her foregår der noget ekstraordinært. Manden har helt sikkert hørt mange beretninger og rygter om Jesus, for ellers ville han ikke reagere, som han gør. Han giver sig til at råbe på Jesus, så de, som er med i følget, prøver at få ham til at holde mund!
Det animerer manden til at råbe endnu højere. Hvilken pågåenhed! Men det betaler sig. Vi kan så nemt give op efter første forsøg.
Den blinde bad konkret
Det, der sker, når den opstandne kommer forbi os, kan være enten, at vi bliver mundlamme og tænker: Han vil nok ikke standse ved mig – eller, at vi får mod til at påkalde ham. Det er let at bebrejde Gud, når han ikke griber ind. Men Jesus lærer os en lektie: Bed konkret om det, du ønsker, han skal gøre for dig. Jesus kunne både se og høre, at manden var blind, men alligevel spørger han manden om, hvad han ønsker, at han skal gøre for ham.
Der kan være uforståelige ting, vi oplever, ser eller møder,
men Jesus løber ikke fra sine ord eller laver om på det
for at tilpasse det til vores kontekst.
Hans død og opstandelse er vores sikkerhed ind i evigheden.
For os kan det virke lidt tåbeligt, men når Jesus spørger dig og mig, hvad vi ønsker, han skal gøre for os, er det for at vi bedre skal kunne forstå, at det er et konkret bønnesvar, vi får. Så bed konkret til den levende Guds Søn, og giv ikke op!
Søndagens tekst: Luk. 18, 31-43
Tiden nærmer sig, hvor Messias skal lide og dø
31Jesus samlede de 12 disciple omkring sig og sagde: „Nu er vi snart i Jerusalem, og dér vil alle Skriftens profetier om Menneskesønnen gå i opfyldelse. 32Jeg vil blive udleveret til romerne, og de vil håne mig og spytte på mig. 33Jeg vil blive pisket og til sidst dræbt. Men på den tredje dag vil jeg genopstå fra de døde.”
34Men disciplene forstod slet ikke, hvad han sagde. Hans ord var som en lukket bog for dem, så de ikke fattede, hvad han talte om.
En blind bliver helbredt
og slutter sig til Jesus
35 Jesus og hans følge nærmede sig nu Jeriko. Der sad en blind mand ved vejen og tiggede, 36og da han hørte lyden af mange mennesker, der nærmede sig, spurgte han, hvad der foregik.
37 „Det er Jesus fra Nazaret, der kommer forbi,” fik han at vide.
38 Så gav han sig til at råbe: „Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!”
39 De mennesker, der gik foran Jesus, forsøgte at få manden til at tie stille, men han råbte bare endnu højere: „Du Davids Søn, forbarm dig over mig!”
40 Jesus standsede og sagde, at man skulle føre den blinde mand hen til ham.
41 „Hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?” spurgte Jesus. „Herre,” sagde manden, „jeg vil gerne kunne se!”
42 „Det er sket!” svarede Jesus. „Din tro har reddet dig!” 43Straks kunne manden se, og han begyndte at lovprise Gud og fulgte derefter med Jesus. Alle de omkringstående brød også ud i lovprisning.