Hellig ild i Kolding
Den 26.-27. januar var ledere fra oasebevægelsen samlet i Kolding. Her dedikerede de weekenden til netværk, inspirerende samling og mange kopper kaffe.
Flere end 170 deltagere fra 19 forskellige kirker lagde i weekenden vejen forbi konferencen LederOase, der blev holdt i Kolding Valgmenighed. LederOase samlede både de frivillige og ansatte ledere i organisationerne
DanskOase og Børne- og UngdomsOase (BUO) til et døgn med lovsang, undervisning og netværk over kaffekopperne. Et døgn, som generalsekretær Keld Dahlmann mærkede stor opbakning til.
”Vi håbede på at kunne samle mindst 150 mennesker til LederOase, og det har vi oversteget. Vi er meget glade for, at opbakningen har været så stor,” siger han.
LederOase 2024 var første udgave siden 2020, der blev holdt i sin fulde, fysiske form efter et par år med aflysninger og digitale alternativer. Derfor var det særligt opmuntrende, at så mange havde lyst til at deltage.
”Lederne er skelettet i Oase-bevægelsen, og det er vigtigt, at vi årligt samles i samme rum. Både for at se hinanden og udveksle erfaringer, men også for at få fælles inspiration og input, som vi kan tage med til vores lokale kirker,” siger Keld Dahlmann.
Velsignet værtskab
Kolding Valgmenighed dannede rammen for konferencen, og menighedens områdeleder Anita Hartman Meldgaard har i den seneste måned haft travlt med at forberede værtskabet. For Anita havde det en særlig betydning at være med til at skabe årets LederOase.
”Kolding Valgmenighed fik for snart to år siden en ny, flot kirkesal. Det har været en stor velsignelse, og det er fantastisk at kunne være med til at bære et arrangement som LederOase med den nye kapacitet. Vi føler, at vi har fået givet meget, og at vi nu kan give velsignelsen videre,” siger Anita.
Et tætpakket døgn
LederOase begyndte det tætpakkede døgn fredag aften med middag og åbningsmøde. Her prædikede DanskOases generalsekretær Keld Dahlmann over weekendens tema: En hellig ild.
”Ild bliver ofte brugt i Bibelen. Både som udtryk for dom og fortæring, men også som et billede på, hvordan Guds nærvær er. Med hellig ild som tema på LederOase har vi ønsket at fokusere på mødet med Guds hellighed og kraft,” fortæller Keld Dahlmann.
På mødet blev deltagerne inviteret til at tænke over ildens mange betydninger – både som noget, man kan brænde sig på, og som kan brænde ud.
Men også ild som en rensende og lutrende kraft, der kan give plads til nyt.
Tid til oprør
Lørdag morgen startede LederOase blødt ud med kaffe, kærnemælkshorn og fælles refleksion over spørgsmålet: Hvad sætter dig i brand? Derefter fortalte Mikkel Fønsskov om sin bog ”Oprør”, der handler om den religiøse vækkelse i 1800-tallet, der gik igennem hans hjemegn på Sydfyn. Mikkel Fønsskov er forlagsredaktør og tidligere journalist, der bl.a. har været vært på Aftenshowet. Og der var en særlig pointe med at invitere netop ham, fortæller Keld Dahlmann.
”Dels var det enormt spændende at høre Mikkel fortælle om den hellige ild, der greb Sydfyn. Men jeg mener også, at det er vigtigt at have undervisere på LederOase, som ikke er fra oasebevægelsen. Vi lytter på en anden måde og bliver mere nysgerrige og udfordret, når der kommer input fra en, der har baggrund i en anden tradition,” siger han.
Netværkssamlinger og afsluttende ord
Efter frokosten blev alle deltagere sendt ud i en netværkssamling med fokus på forskellige ledelsesområder. Rachel Turner, der er grundlægger af organisationen Parenting for Faith, var inviteret til at inspirere lederne inden for børneområdet.
Og generalsekretær i Frikirkenet Mikael Wandt Laursen fortalte præster, teologer og pastoralt ansatte om projektet Lad os tale om tro. Der var også samlinger for administrative ledere, medlemmer af menighedsråd, unge ledere mellem 18-30 år, lovsangsledere og alle med ansvar for diakoni.
Om aftenen sluttede LederOase af med middag og aftenmøde, hvor Rachel Turner opfordrede DanskOase og BUO til at skabe sammenhæng på tværs af generationerne.
”Kristi legeme bliver afkoblet, hvis vi glemmer at anse børn og unge som en ligeværdig del af kroppen,” sagde hun. Rachel fortalte, at hendes egen tro i afgørende øjeblikke blev formet af mødet med børn. Enten fordi Gud gav børn kundskabsord til hende, eller fordi hun har været åben for den måde, børn oplever Gud på.
”Vi skal lytte til børn og unge. Ikke fordi de er børn, men fordi de er en del af Kristi legeme. Det handler altså ikke om alder, men om lydighed, og at vi alle er ét i Kristus – uanset alder,” sagde hun. LederOase har nu slået tonen an for hele 2024 i oasebevægelsen, der har hellighed som årstema. På SommerOase, der foregår i uge 29 i Horsens, bliver begrebet bredt ud med temaet ”Hellig: Hel og anderledes”.
Artikel Skrevet af DanskOases kommunikationsmedarbejder
Læs også artiklen: Mikkel Fønsskov: Har vi brug for en ny vækkelse?