Jens Christian mødte en engel
Tror du på engle? Jens Christian Damhus tror, at han har mødt en.
Jeg vil gerne fortælle om en gudsoplevelse, jeg har haft. Jeg var på noget frivilligt arbejde i Athen hos nogle flygtningedrenge. Det var et par fra Danmark, Patricia og Dan, der havde taget nogle flygtningedrenge til sig og havde skabt et hjem for dem. Så en dag, efter et stykke tid, hvor jeg var ude at gå og skulle hjælpe med at passe dem. Jeg følte mig lidt ensom og tænkte: ”Hvad laver jeg lige her?”.
Jeg skulle møde klokken 10, så jeg satte mig ved et busstoppested. Klokken var kvart i 10. Her oplevede jeg en intens samtale på to minutter. Der kom en ældre mand og satte sig i nærheden af mig. Han kiggede på mig og spurgte, hvor jeg kom fra. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at snakke med ham. Jeg sagde bare nå og amen og tænkte, ”Bare skrid med dig”.
På et tidspunkt rykkede han tættere på mig og spurgte om, hvad jeg egentligt lavede. Det fortalte jeg ham så, at jeg skulle hjælpe med nogle knægte og passe dem, de boede lige oppe ad gaden. Jeg fortalte lidt om Patricia og Dans arbejde. ”Uha, det lyder rigtig godt,” sagde han så. ”Jeg er selv fra USA og er på besøg her i Grækenland.” Han arbejdede med mennesker.
Derefter sagde han sådan ud af det blå: ”Du er måske kristen?”. Ja, det var jeg jo. Det var rigtig godt at være kristen, det var han selv. ”Hvor er du fra?” ”Jeg er fra Danmark.” ”Uh, ja Danmark er sådan et godt land. Der er så gode mennesker, det er nogle, der vil noget, det var ikke lige som her i Grækenland, i Danmark vil man noget”.
Jeg tænkte bare: ”Hvad ved han om det?”. Han kom tættere og tættere på, han havde sådan nogle venlige øjne. Så siger han til mig på et tidspunkt: ”Det er et fantastisk arbejde, I gør.” ”Ja,” svarede jeg så. Jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle sige til det. ”Jo, det er det, så bliv ved med det. Og de knægte får en oplevelse, de bliver berørt,” sagde han.
Det er rigtig godt, når man laver et stykke arbejde for Guds rige. Og jeg blev sådan mere venligt stemt. Jeg kunne se hans venlige og tillidsfulde øjne. Derefter kiggede han på mig og sagde: ”Det arbejde, du er med til at gøre sammen med Patricia og Dan, bliver skrevet i Livets bog, og det bliver aldrig glemt.” Sådan en saltvandsindsprøjtning havde jeg behov for og tænkte, at det var der mening i. Så stak han mig hånden og sagde: ”Kan du have det rigtig godt i fremtiden,” hvorefter han gik.
Jeg ser ham nok aldrig mere, men jeg er helt sikker på, at han var en sendt engel.
