Mødt af Jesus på skillevejen mellem liv og død

Den 2. februar 1972, da Jesus mødte Knud Nielsen, stod han på en mørk og mudret skillevej mellem liv og død. Han havde nemlig besluttet sig for, at hvis ikke der skete noget i løbet af den dag, ville han tage sit eget liv den efterfølgende nat.

På KFUM’s soldaterhjem i Oksbøl, hvor han på daværende tidspunkt jævnligt befandt sig, havde de fortalt Knud Nielsen om Jesus. Han oplevede, at der indvendigt var et stort sort og tomt hul, og at livet var en lang konstant jagt efter at blive anerkendt og tilfredsstillet. Der var i Knud Nielsens perspektiv ikke nogen som helst dybere mening med livet, det føltes som en dyb og endeløs tomhed indvendig.

I sin desperation og i et sidste forsøg på at finde meningen med livet, bad Knud Nielsen en passioneret, desperat bøn til Jesus: “Hvis du er der Jesus, så vis dig for mig.” Det gjorde Jesus ikke som sådan, men den dag blev alligevel helt anderledes end de andre dage, fortæller Knud med et smil:

”Jeg oplevede en glæde og en lethed, som varede ved hele dagen. Om aftenen sagde jeg derfor til Jesus: Hvis dette er dig, så må du få mig resten af mit liv. Du skal vide, at jeg bliver vanskelig, men du må få mig resten af mit liv.” Derefter gik Knud over på soldaterhjemmet og sagde:

“Nu er jeg vist nok blevet kristen,” og de andre, som var der, tabte underkæben i forbavselse. Nok havde de fortalt Knud om Jesus, men at Gud ville gribe ind i hans liv til frelse, det havde de ikke troet eller forestillet sig.

“En ting er at tage imod Jesus, noget helt andet
er at begynde at leve livet med ham,” siger Knud Nielsen
og fortsætter, “hvis ikke jeg fylder mig med Guds ord,
kan jeg godt glemme alt om Gud.
Jeg må fylde mig med Guds ord,
for at Helligånden har noget at arbejde med.

“En ting er at tage imod Jesus, noget helt andet er at begynde at leve livet med ham,” siger Knud Nielsen og fortsætter, “hvis ikke jeg fylder mig med Guds ord, kan jeg godt glemme alt om Gud. Jeg må fylde mig med Guds ord, for at Helligånden har noget at arbejde med. Gud er i Bibelen, og det er en dum ide at læse Bibelen, hvis man ikke ønsker at blive kristen.”

Søgte modargumenter

Omkring et halvt års tid før Jesus mødte Knud Nielsen, var han begyndt at læse i Bibelen – ikke fordi han ønskede at tro, men fordi han ønskede at skyde de kristnes argumenter ned. De to væsentligste grunde for Knud til at læse i Bibelen var kedsomhed og ønsket om at vinde diskussionen med de kristne fra KFUM, som fortalte ham om, hvem Jesus var og er, samt hvad han har gjort på korset.

Da Knud var vendt om og kommet til tro på Jesus, begyndte spørgsmålene at stå i kø i hans sind “Hvad gør jeg så nu? Nu er jeg blevet en kristen, hvad betyder det for mit liv? Hvordan lever jeg livet med Jesus, det liv, som jeg læser om i Bibelen?” På soldaterhjemmet var der en kristen, som hed Erik, han blev som en fødselshjælper for Knud Nielsen.

Han hjalp ham med et helt konkret og praktisk problem, som var at få styr på Knuds økonomi. Knud havde nemlig let ved at bruge flere penge, end hvad han rent faktisk havde til rådighed. Erik og Knud fulgtes ad i denne for Knud totalt omvæltende tid. De to er stadig venner den dag i dag, og Erik har haft en stor betydning som den kristne bror, der hjalp Knud allermest i begyndelsen af det nye liv med Jesus.

Tungetalen deler vandene

I 1972 da Knud var på vej over gaden hjem fra købmanden og gik og småsnakkede med Jesus om forskellige ting, begyndte ord, som Knud ikke selv forstod, at vælte ud af hans mund. Derfor spurgte han Gud: “Hvad skete der lige der?” Han fornemmede, at han skulle finde sin bibel, hvor han slog op på missionsbefalingen og læste: Disse tegn skal følge dem, som tror, de skal tale i nye tunger.

Knud fik i samme ombæring tanken om, at han skulle grave i Bibelen efter alt, hvad der står om tungetalen. I omtrent et år holdt Knud det hemmeligt for sin kæreste Lillian, at han havde fået tungetalen af Gud. Det gjorde han af frygt for hendes reaktion. LIllian er vokset op i en kristen sammenhæng, hvor man havde det anstrengt med tungetalen hos den enkelte.

Parret kom på daværende tidspunkt i nogle kristne kredse, hvor emnet tungetale skabte en anspændthed, så de blev bedt om at forlade det kristne fællesskab, som de kom i. Efter parret blev gift og begge havde bedt Gud om at lede dem til en kirke, valgte de at komme i Esbjerg Pinsekirke. Da Knud og Lillian trådte ind i Esbjerg Pinsekirke i 1975, hvor de blev mødt af brusende glade lovsangstoner, begyndte Lillian spontant at synge i ånden.

Hun var vokset op i Indre Mission og Luthersk Mission og var som så mange danskere blevet barnedøbt. En dag fortalte hun Knud, at nu skulle hun døbes, og han kiggede undrende på hende og sagde: ”Jamen, du er jo barnedøbt, Lillian.” Hun svarede: ”Ja, men barnedåben er ikke det samme, som den troendes dåb.”
Knud havde også selv gået med tanker om at blive døbt, så det nygifte par valgte en dato, hvor de begge lod sig døbe.

Kaldet af Gud

Derefter oplevede Knud i forbindelse med en gudstjeneste, hvordan benene forsvandt under ham, mens han læste Johannes Døbers kaldelse til profet i Bibelen.
I dette stærke gudsmøde sagde Knud Nielsen ja til en kaldelse som profet. Efterfølgende levede han alligevel i årevis med den overbevisning, at profettjenesten, som er omtalt i Ny Testamente, er et afsluttet kapitel. Sådan arbejder Gud ikke i dag.

På grund af denne overbevisning konkluderede Knud Nielsen, at han måtte have taget fejl. At den kaldsoplevelse, han havde haft, nok ikke var reel. Gud kunne jo ikke have kaldet ham som profet, hvis den tjeneste var ophørt for mange år siden, tænkte han. Først cirka 20 år senere i Pinsekirken i Haderslev kom Knud på andre tanker.

Knud siger om disse 20 år: ”Denne tid er ikke spildt, Gud skabte sig blot ro til at skabe karakteren i mig til at bære tjenesten.” I dag fungerer Knud Nielsen i sin profettjeneste, og han lever og ånder for at fuldføre det løb, som Gud har givet ham at løbe. Han prædiker, underviser, beder, profeterer og lader sig på alle mulige måder lede af Helligånden til at handle og tale sådan, at mennesker får et personligt møde med Gud.

Stormen

I 2013 mistede Knud sin kone. Under en storm den 28. oktober 2013 fik Lillian taget fra deres hus ned over sig. Respiratoren, som hun derefter lå i, blev slukket den 3. november 2013. Inden denne traumatiske hændelse havde ægteparret Lillian og Knud Nielsen været gift i 38 år og var blevet forældre til fem børn. Parret havde oplevet glæden ved at tjene Gud sammen i tykt og tyndt, og de havde med egne øjne set, hvordan Gud igen og igen berørte mennesker med sit vidunderlige ord og nærvær på mange forskellige og finurlige måder, fortæller Knud Nielsen.

Knud Nielsen har taget en beslutning om altid at vende sig til Gud, også når livet rammer hårdt. En beslutning, der med konens tragiske død i 2013, kun står endnu stærkere. Det er ligeledes Gud, som Knud takker og priser for livet generelt, uanset hvad livet måtte bringe. Det er også med Gud, at Knud først og fremmest vender tingene, for Jesus er hans bedste ven, fortæller han.

Værdsat af præsten

Knud lever i dag i erkendelsen af og bevidstheden om, at han er kaldet af Gud som profet. Det er blandt andet et liv, hvor han spontant og tilsyneladende tilfældigt deler episoder fra sit liv på en sådan Guds-tilrettelagt måde, at mennesker gribes af forundring, fordi de oplever, hvordan Knuds beretninger fra eget liv ofte rammer som en præcis og nuanceret beskrivelse af deres eget liv, som det er her og nu.

Ligeledes bruger Gud ham til igennem meget direkte kommentarer og spørgsmål at stille skarpt på Guds væren og virke i enkeltpersoners liv, hvilket også er gældende i menighedens fællesskab. Knud Nielsen kommer i Frikirken i Multihuset i Haderslev, hvor han er anerkendt af mange i kirken samt af præsten Raymond Marquardt som profet.

Raymond har kendt Knud, siden de var helt unge, og han fortæller om Knuds måde at virke på i sin profettjeneste, at Knud ofte ser ting forud for andre.
Nogle gange ser Knud også ting, som kan synes lidt underlige. 9 ud af 10 gange har Raymond alle disse år erfaret, at Knud ser ret, derfor lytter han også altid til, hvad Knud siger.

Hvis der er noget af det, Knud deler, som Raymond ikke umiddelbart forstår, parkerer han det og venter og ser, hvad Gud gør. Han fortæller også, at den måde, som Knud formulerer sig spørgende og undersøgende på, gør det let for ham som præst at samarbejde med Knud. Knud siger for eksempel: ”Jeg fornemmer dette, hvad fornemmer du eller I?”

“Knuds største force er, at han tør gå ind i det, som Gud har talt til ham om, og det er vi mange i kirken, der kan lære noget af,” slutter Raymond Marquardt.

Knud har oplevet det som vigtigt og forløsende at udtale over sig selv, at han er profet. Det var først, da han selv begyndte at acceptere kaldet fra Gud, at forløsningen og troen på, hvem han var og er i Kristus, blev mere og mere tydelig for ham. Derfor afslutter 71-årige Knud Nielsen også med følgende opfordring til avisens læsere: “Find ud af, hvem du er i Kristus, og lev det liv med ham. Tro på det, Gud viser dig.”